Skip to main content
Mindeord

Ann-Grethe Løvbjerg Jensen

31.7.1962-30.1.2012

Ann-Grethe Løvbjerg Jensen, Læsegruppen, døde i sit hjem i Gjerrild omgivet af sine nærmeste den 30.1.2012. Hendes død efterlader et stort tomrum hos alle, der kendte Grethe og fik lov at komme tæt på. Grethe var et stort menneske, men også et privat menneske.

Grethe var den første, jeg mødte som nytilflyttet medicinstuderende: »Har du ingen læsegruppe?«, spurgte hun og fortsatte: »Det må vi jo gøre noget ved«. Et tæt venskab blev skabt i de år, og mange timer er siden blevet delt i fælles studier, arbejde, filosoferen og nærvær.

Grethe mestrede kunsten at være til stede som et helt menneske - privat og på arbejde. Hun kunne tale med mennesker på deres sprog - med fagudtryk, med almindelige ord eller med nærvær og stilhed - præcis som der var behov for. At være en af Grethes patienter var derfor meget trygt. Hendes evne til at skabe ro, indgyde tillid og vise nærvær og faglighed var helt speciel. Alle, der har oplevet Grethe i rollen som læge, vil kunne genkende den karakteristik af hende, som Inge fra skadestuen i Aarhus skrev i et brev som en sidste hilsen: »Du har været en fantastisk læge. Rolig, lydhør, tillidsvækkende har du altid sat dig hos patienterne: »Fortæl mig, hvad der er i vejen«. Altid fra patientens egen mund. Dygtig, vidende, respekteret. Meget!«

Grethe blev student i Grenå i 1981 og læge i 1991 på Aarhus Universitet. Arbejdet førte hende først til Vejle og siden til Esbjerg, Fredericia, Horsens, Grenå og Aarhus. Grethe valgte almen medicin som sit speciale, men arbejdede i de sidste år som afdelingslæge på skadestuen i Aarhus. Fagligheden var en æressag for Grethe. Hun kunne ikke forstå de kolleger, der ikke gjorde deres arbejde godt nok - enten ved manglende faglighed eller simpelt sløseri. Til det sidste var Grethe afklaret, saglig og med sin karakteristiske sorte humor med de skarpe bemærkninger og omsorg for sine nærmeste.

Men hun kæmpede en ulige kamp imod en aggressiv cancer. Grethe bestemte selv og valgte at slutte livet på »Godset« ved Gjerrild - samme sted, som hun blev født. Med Grethes død har vi alle mistet en rigtig læge, en god kollega og en ægte ven.

Mine tanker går til hendes nærmeste, hvor tabet er allerstørst.

Kolleganyt