Birgitte Bruun Islev
28.2.1952-29.6.2011
Den 28. juni tog Gitte sammen med sin yngste datter på en kort ferie i det sommerhus, hun et par år tidligere havde erhvervet nær sin barndomsby Skælskør. Her døde hun ganske uventet om natten den 29. juni.
Gitte var en af Danmarks mange anonyme (i betydningen ikkekendte), dygtige, flittige og ansvarsfulde anæstesiologer.
Gitte var født og opvokset i Skælskør, student fra Slagelse og cand.med. fra Københavns Universitet sommeren 1977. Som andre unge danske læger søgte hun med sin mand til Sverige for at få en speciallægeuddannelse. I modsætning til mange andre var det ikke kun af nød, men nok så meget af lyst, at de søgte nordpå til Østersund. Det blev en lykkelig tid, hvor uddannelse, arbejde, familieliv og friluftsliv gik op i en højere enhed. Gitte arbejdede i ni år på Østersund Sygehus og erhvervede her en bred klinisk uddannelse i anæstesiologi - et fag hun havde ualmindeligt godt tag på. Hun blev speciallæge i 1986. Fritiden gik med skiløb, ture i den storslåede natur omkring Østersund og ikke mindst de fire børn, der kom til. Som der blev sagt ved begravelsen, lærte hun fire børn at læse og skrive og tog yderligere fire studentereksaminer. Der kom imidlertid et tidspunkt, hvor det blev nødvendigt at beslutte, om børnene skulle være svenske eller danske. Selvom det ikke var let at bryde op, faldt valget på Danmark. Skive blev stedet, hvor hun boede resten af sit alt for korte liv. Efter et par ansættelser på centralsygehuse i Jylland blev hun i 1990 1. reservelæge på Skive Sygehus og i 1992 overlæge samme sted. Man kan altid diskutere og veje, hvilken tid i et menneskes liv der var lykkeligst, men der er ingen tvivl om, at tiden på Skive Sygehus var en lykkelig tid for Gitte. Arbejdsgange, beslutningsprocesser og ikke mindst kontakt til andre specialer er langt enklere og simplere på et mindre sygehus end på et stort. Men nye strukturer kom til, og uden bitterhed søgte Gitte videre til Anæstesiafdelingen på Holstebro Centralsygehus i begyndelsen af det nye årtusinde. Det skulle blive hendes tredje lange ansættelse på en anæstesiafdeling. Vi stod på det tidspunkt og manglede en daglig leder af anæstesi- og operationsafsnittet, et afsnit med over 80 ansatte på op til ti operationsstuer. Hun varetog denne opgave frem til sin død. Hun involverede sig i såvel faglige anæstesiologiske problemstillinger som arbejdsmiljø og personalespørgsmål, såvel vedrørende læger, operations- og anæstesisygeplejersker som social- og sundhedsassistenter. Målet var at løse den fælles opgave at drive et operations- og anæstesiafsnit med faglighed, effektivitet og godt humør. En operation blev kun aflyst, hvis patienten af medicinske årsager ikke var klar. Hendes betydning for anæstesi- og operationsafsnittets arbejdsomhed, kvalitet og arbejdsmiljø kan ikke overvurderes.
Men det var i rollen som kliniker, at Gitte trivedes bedst; ikke mindst arbejdet på operationsstuen faldt hende let og givende, uanset om det var børneanæstesi eller anæstesi til gamle, svækkede mennesker. Hun beherskede hele feltet. Hun koketterede med, at intensiv terapi duede hun ikke rigtigt til, men det var i vore øjne helt og aldeles koketteri. Hvad hun eventuelt savnede i intensiv terapis højere skoleridt, kompenserede hun alt rigeligt for med en solid indsigt i fysiologi og patofysiologi og ikke mindst med et klart blik for menneskers resurser og muligheder. Når man så til og med som Gitte har en grundlæggende kærlighed og interesse for medmennesket og kan formidle dette til de syge og deres nærmeste, kommer man langt - også ved kritisk sygdom.
Da hun stod og skulle af sted på bare en uges ferie, var det efter et forår, der havde slidt hårdt på kræfterne. Afdelingen havde været under et stort arbejdspres; pligterne med indførelse af elektronisk dokumentation (e-doc), elektronisk patientjournal og akkreditering oven i en travl hverdag med klinisk arbejde havde hvilet tungt på hendes skuldre. Selvom Gitte ikke klagede sig, var vi enige om, at efteråret skulle blive bedre. Sådan skulle det desværre ikke gå.
Tabet af Gitte bliver svært at bære. Som menneske, læge og kollega var hun enestående hjælpsom, arbejdsom og ansvarsfuld. Det er ikke rigtigt gået op for os endnu, at hun er død, men det skal vi nok få at mærke fremover.