Finn Almbjerg

Netop som året skiftede, magtede Finn ikke længere at kæmpe mod sin sygdom. Hans død kom ikke overraskende; vi vidste, at han var meget syg. Efter nogle uger på hospice nåede han til sidst at være sammen med familien jul og nytår, og de sidste dage blev gode.

Finn blev læge i vinteren 1974 og speciallæge i psykiatri i 1987. I 1991 blev han overlæge på Vordingborg Amtssygehus med ansvar for gerontopsykiatrien, en stilling han bestred indtil 2001. Finn var næsten overmenneskeligt arbejdsom. Allerede i underskolen arbejdede han som mælkedreng i Valby, hvor faren ejede et mejeri, og hans flid fortsatte som psykiater. Han havde ansættelser ud over hospitalsarbejdet som konsulent på plejehjem og på andre institutioner, og han var tilknyttet Lænken i en årrække. Han havde deltidsspeciallægepraksis på Frederiksberg. Da han i 2001 ophørte med at være overlæge, etablerede han en praksis i Næstved, som blev stor og omfattende. Han var meget søgt og efterspurgt, og hustruen Dorte var i mange år medhjælpende. Finn måtte i 2013 opgive at videreføre praksis pga. den kræftsygdom, der nu har ført til hans død.

Jeg lærte Finn at kende, da vi begge var ansat på Nordvang i de nyoprettede gerontopsykiatriske team. Efter Nordvang havde vi fortsat kontakt bl.a. pga. interessen for gerontopsykiatrien, og Finn var tidligt med i arbejdet i gerontopsykiatrisk interessegruppe. Finn var uhyre gæstfri og generøs og i selskab vittig med underholdende, men ofte skarpe betragtninger.

Finn var psykiater af hele sin sjæl. Patienterne fyldte meget og måske i perioder for meget. Balancen mellem det private og arbejdet kunne være svær at holde, og det har utvivlsomt i perioder slidt på fysikken, og hans eget behov for søvn og hvile blev ofte tilsidesat. Han strakte sig langt for sine patienter, og det var rørende at opleve, hvordan de omfattede Finn med varme og taknemlighed, fordi de forstod, hvor meget deres psykiske ve og vel lå ham på sinde. Finn var således både professionelt og privat en generøs og givende person. I andre sammenhænge kunne Finn for nogle fremstå brysk og alt for ligefrem, og sikkert er det, at han var uimponeret af autoriteter og stand, hvilket han ikke lagde skjul på.

Finn vil blive husket af sine taknemlige patienter og af os kolleger. Han vil blive savnet af sin hustru, Dorte, de tre børn og Dortes datter.