Finn Becker-Christensen
4.11.1937-3.3.2014
En beretning til minde om speciallæge Finn Becker-Christensen.
Det var trist at høre om Finns død i marts 2014. Finn var nok den mest alsidige læge, jeg har mødt og arbejdet sammen med. Det var i krigstjeneste i Angola, i den tid hvor portugiserne forlod landet, og hvor tre forskellige stammer alle ønskede at få magten over hele landet. Finn havde gode sprogkundskaber, talte mange sprog, og havde arbejdet mange steder i verden. Han havde blandt andet arbejdet i Afrika, Gabon, og i en børnelejr udsendt af Terre des Hommes, under biafrakrigen. Han havde tilmed kendskab til tropesygdomme. Derfor var han selvskreven til opgaven i Angola.
Vi skulle bemande et forladt hospital nær krigszonen. Gruppen bestod af et kirurgisk team på tre, kirurgen, en anæstesiolog og en operationssygeplejerske. Finn skulle tage sig af de lokale patienter, idet man ikke kunne genåbne et hospital og kun tage sig af krigsskaderne. Der var mange på flugt, kvinder og småbørn, som var udmattede, foruden de lokale beboere i Dalatando. Byen lå i bjergene ca. 300 km vest for hovedstaden Luanda.
Det internationale Røde kors, sendte tre hold af sted, et til hvert stammeområde. Et fransk kirurgihold og et Schweizisk hold var begge på tre personer. Det danske hold var på fem personer, fordi vi skulle genåbne hospitalet. Heldigvis kom personalet tilbage, da vi kom. Hospitalet havde 67 sengepladser, men blev med tiden udvidet til 109 med madrasser på gulvet.
Selv stod jeg og skulle rejse til en børnelejr i Cambodja med Røde Kors, men blev standset i tide, fordi Pol Pot invaderede landet. Derefter blev jeg omdirigeret til at assistere angolaholdet. Min opgave var at samarbejde med det lokale personale og observere samt at tage mig af hovedtraumerne, som var mit speciale. Heldigvis var der tre afrikanske sygeplejere, som talte fransk, som jeg mestrer. Jeg gik fem runder fra kl. 6 til kl. 18 til alle indlagte og var problemløser. Bevidstløse patienter med hovedtraumer blev kontrolleret ekstra. Skadestuen blev varetaget af dygtige, trænede afrikanske medarbejder.
Finn skulle tage sig af flygtningene, hvor børnene var de mest medtagne, desuden var der de syge fra selve Dalatanda by. Han havde dagligt over 50 patienter i konsultationen. Heldigvis havde man skaffet ham en portugisisk, engelsktalende tolk, en kvindelig lægestuderende. Desuden var der medicinske patienter, fødepatienter og en børnestue. På grund af hans kendskab til tropemedicin, var han på alle måder uundværlig. Kirurgen konfererede ofte med ham. Det kirurgiske team sørgede selv for deres afsnit. Finns arbejdsdag var lang, og han var den, der gjorde en forskel, for at vores hold havde succes.
Det viste sig, at det franske og schweiziske hold havde problemer. Deres patienter døde næsten alle sammen. Så MPLA-generalerne kom på inspektion hos os, for at finde ud af, hvorfor vi havde så mange gode resultater. Det kom frem, at de andre to hold havde ganske gode og dygtige kirurger, men de tog sig kun af selve operationerne, idet de mente, at det lokale personale var uddannet til at tage sig af efterbehandlingen. Der var åbenbart ingen kontrol med, om personalet havde nok kendskab til at kunne observere patienterne, melde om forandringer og passe de dårligste.
ICRSC’s øverste chef kom til Angola og besøgte os på hospitalet og takkede holdet for indsatsen.
Vi kan takke Dansk Røde Kors for, at de bevilligede to ekstra personer.
En stille tak til Finn.
Æret være hans minde.
Kirsten Kock