Finn Løvschall
20.3.1932-21.9.2010
Finn Løvschall blev begravet en smuk og solrig efterårsdag, fulgt til graven af sin store familie, gamle patienter, kolleger fra ind- og udland, repræsentanter fra det politiske liv, som Finn aktivt havde deltaget i bl.a. som viceborgmester, samt fra museumsverdenen, som han havde været meget engageret i. Desuden deltog mange fra sundheds- og sygehussektoren, som Finn også havde viet mange kræfter, og ligeledes repræsentanter fra SØLK, hvor Finn bidrog med mange visionære ledere og som medredaktør. Finn fik også tid til at arbejde aktivt for Lægekredsforeningen for Sønderjylland.
Sydjysk lægestand mistede ved Finns bortgang en af sine bedste repræsentanter for billedet af en gammel huslæge.
Selv var han vokset op i et lægehjem, hvor faderen var practicus i fødebyen Sønderborg, så Finn kendte betingelserne for det ubegrænsede arbejde i praksis, som han overtog ved faderens pludselig uventet invaliderende sygdom kun ni måneder efter bestået lægeeksamen.
Efter artium ved Statsskolen blev han cand.med. fra Aarhus Universitet i 1960, og efter ni måneders turnus på Århus Kommunehospital blev han kaldt hjem til sin fars praksis og måtte så færdiggøre sin turnustid på kirurgisk, gynækologisk, obstetrisk og medicinsk afdeling i Sønderborg og senere supplere med pædiatri i Århus, før han endelig kunne koncentrere sig om den stadigt større praksis, som han derefter passede i 37 år, de sidste mange år i et smukt samarbejde med kompagnonen Peter Iversen Møller, til han lod sig pensionere 65 år gammel. I de mange år som practicus påtog han sig talrige tilsynsfunktioner bl.a. på Gartnerhjemmet, vuggestue og plejehjem. Desuden var han flyvelæge og søfartslæge.
Han var medforfatter og redaktør af bogen »Sønderborg mellem to krige« og medredaktør af SØLK og sad i bestyrelser under PLO og Sønderjyllands Lægekredsforening og i visitationsudvalget foruden otte år i byrådet, heraf fire år som viceborgmester.
Han sagde aldrig nej, når han blev anmodet om at være medlem af bestyrelser i vuggestuer, børnehaver og boligselskaber eller føre tilsyn med varetægtsfanger.
I mange år var Finn engageret medlem af den lokale Lions Club, Sønderborg, var præsident og blev valgt til distriktsguvernør for Syddanmark; en opgave han påtog sig med megen energi.
Sammen med Inger, der var sygeplejerske, fik han tre børn, der alle gav ham sunde og gode børnebørn, som var ham en bestandig glæde i de sidste år, der blev formørket af en tiltagende Parkinsons sygdom og Alzheimers sygdom.
Han nåede at dø med et smil, mens han endnu kunne kende sine pårørende og gav udtryk for, at han havde haft et smukt liv.
Ved Finns død mærkede de pårørende den store taknemmelighed, som mange viste ved også at møde frem ved begravelsen, som foregik efter den gamle tradition, hvor han blev sænket ned i den jord, hvorfra han var rundet.