Frank Jesper Andersen

2.10.1950-28.2.2007Dybt tragisk har vi pludselig mistet vores gode ven og kollega.Frank blev overlæge i organkirurgisk afdeling, Fredericia Sygehus, i 1994 som kirurg og urolog. Da Vejle Amt i 2002 samlede urologien i Fredericia og flyttede kirurgien til Kolding, fortsatte Frank naturligvis i den nye afdeling. Her skulle vi som »sammenbragte børn« hurtigt have en ny afdeling til at fungere.I den proces var Frank en uvurderlig kollega. Ved sin bortgang kunne Franks sønner fortælle, at afdelingen ganske enkelt var hans familie. Og sådan vil vi huske ham. Frank som

aldrig havde en sygedag. Frank som altid kunne tage en vagt. Frank som tog en ekstra linje i ambulatoriet ved andres forfald. Frank som kunne nå at operere flere på en dag end andre.

Han var en fremragende operatør. Specielt havde Frank et tæt samarbejde med nefrologisk afdeling om peritonealdialysekatetre, som overvejende blev anlagt af ham, hvilket medvirkede til, at patency rate på Fredericia Sygehus har været den højeste i Nordeuropa.

Som »familiemedlem« havde han stor empati for alle kollegers liv og havde plads til stor omsorg, når nogen havde modgang i privatlivet. Primært havde han stor betydning for yngre lægers uddannelse. Han kunne dog hurtigt miste interessen for dem, han ikke syntes egnede sig for faget. Frank fik ofte latteren til at runge med sine særlige formuleringer (»nu er NN jo ikke den sprødeste kiks i pakken« eller »Vi er ikke ansat på blå stue, vel?«) og skæve humoristiske vinkler på døgnets hændelser. På sin sidste dag glædede han sig over, at det nu i Danmark var muligt at få over-60-årige til at føde børn. »Det er genialt, at vi får skaffet nogle flere børn til samfundet fra mennesker, som ellers er gået på efterløn, og så sparer vi jo barselsorloven!«

På sin sidste dag var Frank i højt humør og optimistisk mht. afdelingens og sin egen fremtid. Det var helt i Franks ånd, at han døde på en vagt. Som altid gik han til sit vagtværelse om eftermiddagen og bad om at blive ringet op ved 18-tiden. Efter flere forgæves opringninger opsøgte vagthavende vagtværelset og fandt ham siddende død på sengen.

Hvor vil vi savne Frank. Han havde altid sagt, at han var en del af inventaret, og nu føler afdelingen sig amputeret for den læge og det menneske, som vi ikke kan fatte, at vi skal være foruden.