Skip to main content
Mindeord

Frede Spaanager Sztuk

Frede er ikke længere blandt os. Det er med sorg, at vi har måttet tage afsked med en altid glad og optimistisk kollega. Livsglæde, gå på mod og stædighed var nogle af Fredes kendetegn.

Til det sidste var Frede social og åben om sin svære sygdom. Humor og gode livsråd kunne han også give fra sin sygeseng. Vi, hans kollegaer, var så priviligerede at kunne holde forbindelsen ved lige både under hans hospitalsindlæggelser og i privaten.

Frede var en meget aktiv person både på arbejde og privat. Hjemme var han omgivet af barndomskæresten fra New Zealand og deres tre dejlige piger. Med så mange kvinder omkring sig blev musik og dans, især balletten, en stor del af Fredes fritidsliv. Også jagt og hundeopdræt blev der tid til.

Frede startede sin medicinske karriere her på Frederiksberg Hospital; han ville egentlig have været røntgenlæge, men en kort introduktion til anæstesi ændrede hans karriereforløb. Især anæstesi til hjertebørn fik hans opmærksomhed og førte til et ophold ved Great Ormond Street Hospital i London. En tid der både fagligt og familiemæssigt blev husket tilbage på med stor glæde.

Frede var åben og ligetil og derfor en meget vellidt underviser. Hans store glæde ved at dele sin viden og fag med andre strakte sig langt, også amerikanske pre med-studerende fra DIS var blandt hans elever.

Den sidste tid var svær, men heldigvis nåede Frede og pigerne at opleve deres længe ønskede drømmerejse til New Zealand, før sygdommen brød ud.

Æret være hans minde.


Anæstesiklinikken, H:S Frederiksberg Hospital

Kolleganyt