Skip to main content
Mindeord

Hans Bisgaard

Klaus Bønnelykke, Bo Chawes, Jakob Stokholm, Ann-Marie Schoos, Nilo Følsgaard og Marianne Mikkelsen på vegne af COPSAC-teamet

24.1.1955-8.9.2022

Vi har mistet en international mastodont inden for forskning i børneastma. Professor i pædiatri, dr.med. Hans Bisgaard er uventet gået bort efter en lang og imponerende forskningskarriere.

Som barn oplevede Hans selv konsekvenserne af at have astma, hvorfor han dedikerede hele sit arbejdsliv til forskning i børneastma. Hans gik forrest ved indførelsen af inhalerede steroider til småbørn og var central i udviklingen af leukotrienreceptorantagonister. I den sidste del af sin karriere fokuserede han på forebyggelse og var en af de første til at påvise betydningen af bakterier tidligt i livet for udvikling af astma, samt at fiskeolietilskud i graviditeten kan forebygge astma.

Hans var ligeledes banebrydende, da han i 2002 etablerede det translationelle forskningscenter Dansk BørneAstma Center, længe før translationsforskning blev udbredt. Her opbyggede han COPSAC-kohorterne med 1.111 børn, der er fulgt tæt fra barndommen både klinisk og med basalforskningsmetoder.

Hans var idealist. Hans motto var »what’s in it for the child«, og han var kompromisløs i sin kamp for at løse gåden til det sunde barndomsliv. Han var en inspirerende mentor for alle, der arbejdede sammen med ham, og gennem sin støtte, idérigdom og arbejdsomhed hjalp han dem til at opnå deres fulde potentiale.

Hans’ unikke personlighed formede Dansk BørneAstma Center til et sted, hvor der bedrives forskning på højeste internationale plan samtidig med, at der er en unik ånd og samhørighed. Hans blandede forskning med rockmusik, elskede en levende diskussion og udfordrede altid »normen«.

Et højdepunkt i Hans’ karriere var i 2019, da han fik Novo Nordisk Prisen for sin originale og vigtige forskning inden for forebyggelse af astma. Både nationalt og internationalt opnåede Hans stor anerkendelse, og hans forskningsfaglige netværk strakte sig vidt og inkluderede de dygtigste forskere verden over. Han var en fantastisk formidler, der kunne tryllebinde tilhørerne til de største videnskabelige konferencer.

Hans vil blive husket som en pioner og ildsjæl inden for sit forskningsfelt, som han har rykket fremad, og hvor han har gjort en kæmpe forskel for børn med astma. Han vil blive savnet af mange.

Vores tanker går til hans efterladte, hans kone Mette, døtrene Amalie og Sissel, svigersønnerne Christian og Anders samt hans elskede børnebørn Halfdan, Vilfred, Niels og Alice.

Æret være hans minde.

Kolleganyt