Henning Torbøl Mouridsen
Danish Breast Cancer Cooperative Groups bestyrelse
27.6.1939-15.10.2019
Henning Mouridsen blev student fra Lyngby Statsskole i 1958, han blev kandidat som 25-årig, dr.med. som 33-årig, speciallæge som 36-årig og overlæge som 37-årig. Henning blev senere administrerende overlæge på Finseninstituttet, lægelig leder af Danish Breast Cancer Cooperative Group (DBCG) og professor ved Københavns Universitet.
Hennings forskning var banebrydende inden for diagnostik og behandling af brystkræft, og han var medvirkende til en betydende forbedring af overlevelsen og livskvaliteten for kvinder med brystkræft. De forsøg, han designede, førte til introduktion af adjuverende endokrin terapi og kemoterapi samt understregede stråleterapiens betydning hos kvinder med lymfeknudespredning fra tidlig brystkræft. Henning var også en markant og central person i flere internationale forsøg og havde en særlig betydning for den kliniske udvikling af aromatasehæmmerne. Ved sin faglige viden, ordentlighed og humor var Henning i stand til at skabe konsensus.
Allerede i 1980’erne var Henning engageret i organisering af tværfaglige kommunikationskurser og uddannelsen af onkologer. Disse interesser og Hennings fremragende kliniske blik førte til, at han blev mentor for en lang række brystkræftlæger. Henning var meget optaget af patientrettigheder og lagde en stor indsats i udarbejdelse af skriftlig information til kvinder med brystkræft, dette uanset om patienterne deltog i forsøg eller ej. Henning var medlem af DADL's udvalg til etablering af det etiske komitésystem i Danmark, og han fastholdt denne interesse igennem hele sit lægeliv.
Henning var den bærende kraft i først dannelsen af Copenhagen Breast Cancer Trials og senere etableringen af DBCG, som han var lægelig leder for frem til 2010. Henning forsatte med at fungere som lægelig sekretær for DBCG’s bestyrelse frem til juni 2019 og har således igennem 42 år taget referat fra samtlige møder i bestyrelsen. Det er også Hennings fortjeneste, at DBCG kom til at danne skole for organisationen af de multidisciplinære cancergrupper i Danmark. Internationalt har Henning også markeret sig som formand for EORTC’s brystkræftgruppe, stiftende formand for Early Breast Cancer Trialists’ Collaborative Group i Oxford og medlem af St. Gallen-konsensuspanelet.
Som erkendelse af Hennings ekstraordinære indsats blev han tildelt Onkologiprisen i 1992, August Krogh-prisen i 1998, Kræftens Bekæmpelses Seniorforskerpris i 2000 og Gårdejer Ingemann Petersen og hustrus hæderspris i 2013.
Vi vil savne Henning, og vores tanker går til Birgitte, Maria, Kirstine, Jakob og Thomas.