Jens Erik Thorbøll

Jens er ikke mere. Kampen mod den maligne sygdom blev ulige, men Jens mobiliserede alle kræfter i erkendelse af hvad hver vundet dag betød for børnene og familien. Jens' tapperhed og styrke under det lange krævende behandlingsforløb aftvang respekt og beundring, som så meget andet i hans liv og virke.

Efter embedseksamen drog Jens til Bollnäs, og påbegyndte dér efter turnus kirurgiuddannelsen. Efter tjeneste i flyvevåbnet blev Jens undervisnings- og videnskabelig assistent på Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskoles Institut for Anatomi og Fysiologi. Med talent og dybdeborende kritisk sans gennemførte han undersøgelserne af iontransporten i tyndtarm og takykininernes indflydelse herpå, forsvarede ph.d.-afhandlingen 1997, og følte at han fik god baggrund for sit fortsatte videnskabelige virke, hvilket i høj grad kom de fremtidige samarbejdspartnere til gode. Det frugtbare samarbejde med KVL fortsattes, samtidig med klinisk forskning. Han interesserede sig fortsat for undervisning, tog del i de fora der i disse år opstod i den aktive kreds af yngre gastroenterologer, og vejledte studerende i OSVAL-opgaver.

Jens blev bestyrket i valget af gastroenterologisk kirurgi som uddannelsesmål fra 1995, og tilegnede sig i Hillerød operativ og endoskopisk teknik sideløbende med prospektive undersøgelser af den da helt nye MRCP-metode. Jens introduceredes til endoskopisk ultralyd, og fik senere mulighed for at fordybe sig heri på Amtssygehuset i Gentofte. En studierejse førte ham som værdsat gæst til Anand Sahai i Toronto. Derfra gik turen til Charleston til Peter Cotton's center, hvor mødet med Rob Hawes og Brenda Hoffman og deres akademiske arbejdsform, produktivitet, formidlingsevner og udvikling af EUL gjorde stort indtryk. Begejstringen var gensidig, og i årene efter fik udveks-lingslægerne fra Hillerød altid hilsener med hjem til Jens i Danmark.

Enhver der havde glæden og privilegiet at kende Jens, vidste at fremtiden syntes lys. Jens havde et fint forhold også til alle ikkelægelige medarbejdere, der satte stor pris på hans behagelige væsen. Jens' venlighed og imødekommenhed kombineret med engagement, flid, faglig dygtighed, samvittighedsfuldhed, evne til problemløsning, kollegialitet og menneskelig indsigt gjorde ham prædestineret til en stor karriere. Han var uden svig - intriger og fortielser eksisterede ikke i hans begrebsverden. Altid nærværende og loyal, hvilede i sig selv, udstrålede ro og glæde, og satte tilværelsen med Marcus, Rebekka, lille Ulrikke og sin elskede Christina i hjemmet i Charlottenlund højest af alt. De var hans tryghed, glæde og selve meningen med tilværelsen. Især for dem, ligesom for Jens' søstre, forældre og svigerforældre, er tabet ganske ufatteligt.

Man søger forklaringen, men finder den ikke. Hvor er meningen i det meningsløse? Jens ville sige at vi skal se fremad. Et prægtigt menneske er gået bort. Vi vil altid mindes Jens med glæde og taknemmelighed.