John Gry

15.4.1948-24.9.2007

Den 24. september mødtes vi i København til møde om postoperativ smertebehandling. John havde været den, der gjorde os opmærksomme på mødet, sørgede for, at vi tilmeldte os, og nu manglede vi bare John. Han var taget med et tidligere tog end vi andre. John var ikke kommet, da mødet startede, men vi sagde til hinanden, at han nok sad oppe foran på en god plads. Efter ti minutter fik vi beskeden om, at John ikke kom - han var død i toget på vej til København. Vi havde netop talt om ham, han var frisk stående i vore tanker, og nu var han død.

John blev uddannet som elektroingeniør i 1972 men startede efter nogle år medicinstudiet og blev læge i 1982. Han kom til Esbjerg i 1993 og blev overlæge her i 1997.

John tog noget af sin tekniske tilgang til problemerne med over i den medicinske verden - han var altid meget omhyggelig og til tider pedantisk. Ting kunne godt tage lang tid, men John overså aldrig noget hos patienterne.

Vi kendte John som en dygtig og samvittighedsfuld anæstesiolog med sit eget gemyt. John var den venligste, morsomste, vrisne, pedantiske gnavpot, man kunne ønske.

Ved første øjekast kunne man tage fejl, men der gik ikke længe inden en gnækkende, klukkende stille latter afslørede hans sande jeg. Han var samtidig dygtig og ansvarsbevidst, og der var ikke det personale på afdelingen, som ikke trygt ville lade sig bedøve af John.

Han var stædig og vedholdende, altid med udgangspunkt i patienternes bedste. John var fast tilknyttet det ortopædkirurgiske anæstesiafsnit, hvor han var det faste holdepunkt og en elsket person. Her var han i sit es med sine faste anæstesisygeplejersker, som han overlod mange selvstændige kompetencer, og som han stolede meget på. Han vidste nøjagtig, hvem der kunne hvad, og hvad han kunne overlade til hvem, og hvornår han selv skulle være til stede. Her trivedes han og følte sig tryg. Og anæstesisygeplejerskerne vidste nøjagtig, hvor de havde John, og at de altid kunne regne med ham trods hans brummen, fnysen og stønnen.

John havde et tungt arbejde på hjemmefronten med en syg hustru, som behøvede megen hjælp, og han brugte mange ressourcer her både med udredning og behandling og med den daglige pleje, og han havde svært ved at være hjemmefra i længere perioder. Han veg ikke fra denne opgave, og netop derfor var hans arbejdsplads også en form for fristed for ham.

Johns død er et stort tab for afdelingen, hvor både hans person og hans væremåde vil blive savnet. Vi har ikke alene mistet en god kollega men også en god ven.

Han efterlader sig sin hustru Ludmila og søn Peter.

Æret være Johns minde.