Skip to main content
Mindeord

Magnus Nørgaard

Palle Juul

Niels Morning Pedersen

Svend Boel Jensen

Christian Brøndum

Ole Døhr

31.3.1945-27.5.2020

Magnus blev født i krigens sidste måneder, og kårene og vilkårene gjorde, at Magnus voksede op hos sine bedsteforældre i Ulbjerg nord for Viborg, men han bevarede tæt kontakt til sin mor og sine søskende livet igennem. Magnus var en opvakt dreng, hvilket blev spottet, og han kom i mellemskole og senere gymnasium på Viborg Katedralskole og blev student i 1964.

Lægestudiet startede han på straks derefter, og at det skulle komme til at tage ti år skyldtes alene, at to af andendelsårene blev brugt som lægevikar rundt i Jylland, og han elskede at titulere sig »lægevikar fra Grenen til grænsen«.

Sport optog Magnus levende livet igennem, og han var en ivrig tipper og høstede da også en stor gevinst for år tilbage.

Efter eksamen udfoldede det faglige liv sig på afdelinger i Vestjylland, hvor han også mødte sygeplejersken Ragnhild, og ved en stor bryllupsfest i Stadil i sommeren 1979 forsegledes deres forhold. Børnene Jens, Anna og Lars kom til i 1982, 1983 og 1986, og sammen byggede de et hjem op, der var fyldt med varme, generøsitet og gæstfrihed. Julefrokost og grundlovsmøder var tilbagevendende begivenheder. Mindetaler ved begravelsen mindede i den grad om lægefamiliens betydning for nærsamfundet.

Som læge var Magnus generalist, og for ham var personen i patienten en vigtig medspiller, og havde en patient brug for mere end afsat tid, blev den stillet til rådighed. Noget sådant går dårligt under kompagniskabsforhold, og efter et par tilløb indså Magnus, at fremtiden for ham og Ragnhild var enkeltmandspraksis, og den fandt de i Sørvad i 1987. Gennem alle årene var Ragnhild en uvurderlig støtte for Magnus i arbejdet, og da sygdom tog til, og arbejdsevne aftog, afhang mere og mere af hendes hjælp.

For cirka 15 år siden tog en dyb, langvarig og kompliceret depression den lægelige arbejdsevne fra Magnus. Det måtte han nødtvungent acceptere, og praksis blev solgt. Langsomt forværredes tilstanden, og nye sygdomsbilleder stødte til. Alene med Ragnhilds enorme støtte af mental og fysisk karakter kunne Magnus blive i hjemmet indtil få dage før sin død, hvor yderligere forværring nødvendiggjorde aflastningsophold på et plejehjem, hvor Magnus døde og blev udfriet for yderligere lidelser.

Vore tanker er med Ragnhild, Jens, Anna og Lars.

Æret være Magnus minde.

Kolleganyt