Michael Bay

Et tilsyneladende blindt slag af skæbnen ramte den 9. september 2007 vor ven gennem mange år, Michael Bay, da han en smuk morgenstund, ganske som så ofte før, badede i Øresund, idet han kort efter sin nedstigning fra badebroen blev fundet død i vandet. Trods prompte og vedholdende genoplivelsesforsøg lykkedes det ikke at få ham bragt til live.For os, som kendte Michael gennem næsten 50 år, var dette en ufortjent og alt for tidlig afslutning på et fortjenstfuldt liv i lægevidenskabens tjeneste.Michael voksede op i et godt og kærligt hjem på Østerbro i København og fik her de bedste betingelser for et succesfyldt liv. Allerede i studietiden udmærkede han sig ved energi, dygtighed og målrettethed og skrev blandt andet en guldmedaljeafhandling. Dette hindrede ham dog ikke i også at deltage i de muntre sider af studenterlivet, hvor han vandt sig et antal gode venner.

Han uddannede sig til speciallæge i oftalmologi og havde i en årrække praksis i Lyngby, som han imidlertid afhændede, da udviklingen af hans hovedopfindelse, verdens første engangskontaktlinse, krævede ham helt.

Det lykkedes imidlertid Michael ved enestående flid, arbejdsomhed, dygtighed og tro på sin ide at føre dette ud i livet trods mange såvel udviklingsmæssige som økonomiske forhindringer, og sammen med Hafnia Holding A/S og Synoptik, som var hans samarbejdspartnere, solgte han efter nogle år i 1984 rettighederne til Johnson & Johnson i USA, og selv flyttede han med sin hustru til Mollens, Schweiz, hvor han stadig havde bopæl til sin død. Her havde han et plastic-kemisk laboratorium, hvor han også udviklede et plaster i samme materiale som kontaktlinsen. Han nåede således sine tidligt udtalte mål om at opnå frihed og uafhængighed og succes.

Michael var et kultiveret og kærligt menneske med en lun humor, som alt sammen gjorde, at man måtte holde af ham.

Hans succes med kontaktinseopfindelsen formørkedes dog efter nogle år ved, at hans første hustru døde, og Michael forvandt vist aldrig rigtigt dette tab, som sammen med de vanskeligheder, han havde mødt under udviklingen af kontaktlinsen, satte sit præg på ham. Efter nogle år mødte han så sin anden hustru, med hvis indsats det dog lykkedes at mildne hans sår.


Fæ dør, frænder dør,

Selv dør vi til sidst.

Et ved jeg, som aldrig dør,

Mindet om ædel mands dåd.