Mogens Dam

Jeg mødte Mogens i 1958, da han som ung stud.med. var volontør på Medicinsk Afdeling F, KAS Gentofte. Han gik med på min stuegang og noterede mine observationer i journalerne. Vore veje mødtes igen, da vi begge valgte neuromedicinen. Mogens blev speciallæge i 1974, og da havde han allerede skrevet disputats om fenytoins indvirkning på purkinjecellerne i cerebellum. Epilepsi blev centrum for hans betydelige indsats, ikke kun i dansk, men i hele verdens neurologi. Mogens blev født med spina bifida. Hans mest iøjnefaldende symptom var en stærkt besværet gang i ortopædiske støvler. Det er beundringsværdigt, at han overhovedet var i stand til at gennemføre al den motoriske aktivitet, som kræves i afdelingerne i et uddannelsesforløb.

I juni 1976 blev han overlæge på Hvidovre Hospital, i august 1996 på Rigshospitalet, i 1997 professor ved Aarhus Universitetshospital, hvor han sluttede sin karriere i 2001. Sideløbende med sit kliniske arbejde skrev han adskillige faglige og populære bøger og artikler om epilepsi, og dertil kom faglige tillidsposter og 15 år i redaktionen af Acta Neurologica Scandinavica. Trods sit handicap deltog han i alle relevante kongresser, var præsident for the International League Against Epilepsy i 1981-1985 og holdt gæste­forelæsninger nærmest overalt i verden. Men bag al denne faglighed var Mogens et behageligt, nærværende menneske. Han var en fremragende akvarelmaler. På sine rejser medbragte han oftest en taburet og et lille tegnesæt for at nedfælde en inspirerende kladde til et senere billede i større format.

I 1971 blev han gift med den jævnaldrende neurologkollega Agnete Mouritzen, og sammen slog de sig ned på en dejlig naturgrund i Virum. Efter et meget harmonisk ægteskab døde Agnete i 2005. Et års tid senere fik Mogens kontakt med en polsk ungdomskæreste, Julia Stuchly, hvis familie imidlertid havde modsat sig deres ægteskab. I 2006 kunne de gifte sig og derpå flytte til Julias hjemegn ved Wroclaw. Mogens befandt sig godt her, men mens han endnu kunne køre sin invalidebil, besøgte de ofte venner herhjemme og hans sommerhus ved Gudhjem.

I de seneste år blev det kun til telefonkontakter, idet Mogens til sidst blev afhængig af kørestol og kran. Julia plejede ham kærligt, men selvom der optrådte triste perioder, magtede Mogens alligevel at takke for mangeårig kontakt og at sige stilfærdigt farvel.

Æret være Mogens Dams minde.