Olav Jonas Bergmann

Olav døde alt for ung og tilmed af sygdomme og komplikationer, som han havde viet sit lægeliv til at bekæmpe.

Olav blev født i Reykjavik på Island, og han havde livet igennem en stor veneration for sit fødeland. Olav blev student i Odense i 1972, tandlæge fra Aarhus Universitet i 1977 og læge fra Aarhus Universitet i sommeren 1983. Efter embedseksamen uddannede Olav sig på hospitaler i Aarhus og København, og han opnåede speciallægeanerkendelse i både intern medicin, infektionsmedicin og hæmatologi. I sin forskning fik han samlet hele sin brede viden og med disputatsen fra Aarhus Universitet: ”Oral infections in haematological patients. Pathogenesis end clinical significance” fik han elegant understreget de tre discipliners indbyrdes afhængighed.

Igennem årene fungerede Olav ved hæmatologiske afdelinger flere steder i landet. I de sidste mange år arbejdede han primært ved de hæmatologiske afdelinger i Region Syddanmark, hvor han også var med til at uddanne nye generationer af hæmatologer. Med sin brede uddannelse sikrede Olav, at uddannelseslæger ud over de hæmatologiske kundskaber også fik en solid ballast særligt i de infektionsmæssige områder af hæmatologien. I sit arbejdsliv var Olav altid patienternes advokat. Når Olav havde gået stuegang, var der taget stilling til alle patientens problemstillinger, der var lagt konkrete planer, de relevante undersøgelser var bestilt, og al unødvendig medicin var seponeret. En kunst, Olav mestrede til perfektion!

Ud over sit kliniske arbejde ved regionens syghuse vedblev Olav med at have tilknytning til tandlægefaget, og han passede i en lang årrække sideløbende med det hæmatologiske arbejde også et professorat ved Tandlægeskolen ved Aarhus Universitet.

Privat nød Olav livet sammen med Rikke, som også var en uvurderlig og kærlig støtte igennem hele hans sygdomsforløb og i den sidste svære tid.

Olav tog altid stor del i sine børns (Kristin, Philip og Julie) og børnebørns liv. Der var aldrig tvivl om Olavs stolthed over og engagement i deres liv eller om hans vilje til at hjælpe dem i tykt og tyndt. I den sidste tid var de ham en stor og kærlig støtte.

Vore tanker går til de efterladte.

Æret være Olavs minde.