Palle Holck
Lone Winther Jensen, Jens Christian H. Sørensen, Mette Nors, Claus Brøckner Nielsen, Lone Winther Lietzen & Jens Winther Jensen
2.2.1960-3.9.2012
På en flot september morgen døde Palle Holck. Alt for tidligt - kun 52 år. Han døde af den cancersygdom, som han tappert havde kæmpet imod i de sidste år. Palle vil blive savnet af mange - både patienter, venner, kollegaer og ikke mindst sin familie.
Med Palles død står vi tilbage med mindet om en stor læge, der på forbilledlig vis brændte for sine patienter. Palle var speciallæge i reumatologi og intern medicin og har gennem årene behandlet gigt og muskelsygdomme i både Aarhus, Randers og Silkeborg. I de sidste to år drev Palle en speciallægepraksis i Aalborg. Han havde diplom i sports- og dykkemedicin samt i muskuloskeletalmedicin, hvor diagnostisk ultralydskanning var en af hans spidskompetencer.
Palle var blandt kollegaer og uden for sygehusvæsenet en afholdt foredragsholder. Mens Palle underviste i »lær at leve med din gigtsygdom«, levede han selv stolt videre med sin cancersygdom lige til det sidste. Kun få kendte til den alvorlige diagnose, og Palle passede trofast sit arbejde, indtil en uge før døden pludseligt indhentede ham. Man kunne ikke undgå at blive smittet af Palles store engagement. Han lagde en stor arbejdsindsats i det, som han brændte for - både patientbehandling, forskning og Dansk Selskab for Muskoloskeletal Medicin, hvor han var en aktiv formand i mange år. Han nåede også at være præsident for det internationale selskab for manuel medicin.
Palle var konstant på udkig efter nye talentfulde kollegaer til sit speciale. Gnisten brændte også for det fagpolitiske arbejde i Yngre Læger. Lægefagets og sundhedsvæsenets udvikling lå ham meget på sinde. Palle var hårdtarbejdende, seriøs og indsigtsfuld. Han ville noget på andres vegne - patienternes, kollegaernes og samfundets.
Vi har mistet en ven, der levede livet intenst og i fulde drag. Han var altid på farten og havde mange interesser - dykning, jagt, loge samt god vin og mad, hvilket vi mange gange har nydt godt af. Palle var et favnende menneske, der var optaget af at nyde og at lade andre nyde. Palle var lun og havde en til tider drillende, men kærlig humor. Vi vil savne hans skæve smil og smittende latter.
Vores tanker går til Simone og Rune, børnebørnene, Lene og Svend med deres familier, samt Tine med familie.
Æret være Palle Holcks minde