Palle Villemoes
9.7.1937-22.10.2004Palle Villemoes har forladt os. Han døde på Sundsvall Sjukhus, 67 år gammel, efter et par år som pensionist, aktiv men hjemsøgt af sygdom. Hans nærmeste fandt ham ved godt humør til det sidste, men kroppen kunne ikke mere.Vi er en kreds af fagfolk inden for dansk psykiatri, der vil savne ham, både for hvad han gav som person og som den nyskabende psykiater han var.Allerede i 1965 flyttede Palle Villemoes til Sverige, hvor han specialiserede sig i psykiatri. Som psykiatrisk klinikchef ved det nybyggede sygehus i Sundsvall blev han fra 1976 drivkraft i opbygningen af den lokale distriktspsykiatri.
Hans optagethed af at give psykodynamisk psykoterapi en central plads i behandlingen, også af de svært syge, medførte med tiden en del uoverensstemmelser og frustrationer. Dette førte i sidste ende til oprettelsen af Psykoterapienheten i Härnösand, som han ledede frem til sin pensionsalder. Derudover har Palle Villemoes været en aktiv og anset lærer og supervisor inden for den universitetsbaserede psykoterapiuddannelse i Sverige.
I 1991 holdt Palle Villemoes et foredrag i sin vestjyske hjemegn. Et par kolleger overværede her hans præsentation af det, han havde døbt »jeg-strukturerende psykoterapi«. Med udgangspunkt i en dyb indlevelse i og forståelse af det psykotiske sind og i frustration over de begrænsede psykoterapeutiske muligheder over for denne patientgruppe, havde Palle Villemoes sammen med en kreds af medarbejdere udviklet en radikal ny behandlingsmetode. Hvor den bagvedliggende psykologiske teori vedrørende psykose kan virke tung og svært tilgængelig, er selve terapimetoden på sin vis såre enkel, og kan nærmest koges ned til manualformat. Lidt af en genistreg.
Over en årrække kom Palle rejsende fra Sverige hver anden uge for at uddanne en kreds af terapeuter og supervisorer. Han evnede på flere planer tålmodigt at forklare den svære teori og gøre den praksisrelateret. Til tider på sin egen underfundige og vittige måde, og altid båret af stor erfaring og teoretisk viden. Han var uhøjtidelig og nærværende.
I supervisionen fik han terapeuten til at vokse.
Interessen for jeg-strukturerende psykoterapi var begyndt at vokse internationalt. Der blev mere og mere bud efter Palle - hvor ærgerligt at han er blevet tavs nu. Vi kan ikke mere spørge ham eller diskutere.
I Sverige er det Institut för Lacaniansk Teori och Praktik, stiftet af Palle Villemoes og medarbejdere, der påtager sig arvtagelsen. Vi andre der er uddannet af Palle, håber at videreføre arven på dansk jord. Lige nu mest i sørgmodigt og taknemmeligt minde om ham.