Content area

Søren Andreas Juul-Nielsen

20.3.1944-2.10.2022
Forfatter(e)

Nils Chr. Gulmann, Tove Lausen, Mads Peter Præst Reiner, Jan Holten Lützhøft, John Worm Gotfredsen,

Johan Hviid Andersen og Povl Munk-Jørgensen

Søren var enebarn og mistede som fireårig sin mor pga. en pneumoni. Han huskede, at man ikke fortalte ham det, så han selv en dag, mens han sad og legede på gulvet, sagde til sin far og tante, at hans mor var død, og at han vidste det, med en efterfølgende herskende stilhed i stuen.

Søren voksede op i Aarhus i et velhavende, borgerligt hjem. Efter et afbrudt franskstudie på Københavns Universitet læste han medicin og endte som psykiater. Han valgte gerontopsykiatrien og fandt sig hurtigt til rette i dette ofte negligerede og meget vanskellige felt.

Man værdsatte hans kommentarer til faglige problemstillinger, ofte med en egen humor, f.eks. citater fra Anders And. Søren inddrog i sin faglige tilgang implicit filosofi, historie, antropologi, psykoanalyse og altid etik med dyb respekt for patienten og med en faglig nysgerrighed, også mht. de somatiske aspekter. Han varetog behandlingen af de dårligste patienter med den ringeste prognose, f.eks. på to amtslige psykiatriske plejehjem, bl.a. patienterne med Huntingtons chorea. Søren var ikke videnskabsmand, men skrev få, men vægtige gerontopsykiatriske arbejder. Mindst ét større videnskabeligt arbejde ville ikke være i dag, hvis det ikke havde været for Søren, der interviewede patienter mv.

Han skjulte ikke sine udtalte forbehold over for den tilstræbte strømlinede udvikling, som sundhedsvæsenet og dets ansatte undergik. F.eks. orkestrerede han en uddeling af »Kejserens nye klæder« under et seminar om ledelse i psykiatrien. Det var Søren en sorg at se den velfungerende gerontopsykiatri i Århus Amt afviklet i Region Midtjylland på trods af, at man i Aarhus var pioner og inspiration for hele landet. Han arbejdede i år efter pensionsalderen. To gange fik Søren at vide, at han var uønsket på den afdeling, hvor han var tilknyttet, på en måde, som han og andre ikke fandt rimelig. Med Søren forsvandt en viden og en egen, faglig tilgang til faget.

Søren var anarkistisk, udogmatisk socialist. I diskussioner om dem, som han følte var trængte eller blev holdt udenfor, var han fast i sine synspunkter med prisværdigt klare og samtidig karske udmeldinger. Han fik også trykt plakater og klistermærker med egne politiske budskaber.

Søren var frankofil, en overgang ejede han en 2CV, og hans knallert var en Velo Solex, som førtes med værdighed til og fra arbejdet. Han nød at sidde ved caféerne i det centrale Aarhus med en bog, sin Politiken eller sin Information med et glas rødvin – gerne bourgogne – til. Man blev beriget med viden om fag, politik, historie, filosofi osv., når man faldt i snak med ham.

Fra foråret gennemgik Søren et kræftforløb med strålebehandling, hospitalsindlæggelser og kemoterapi, den sidste tid i sit hjem sammen med sin kat, Pus. Vennekredsen skiftedes til at kigge forbi. Mellem to LP'er med Bob Dylan opdagede man, at han ikke trak vejret.

Søren ville nok finde ordene »ære være hans minde« vel meget arkaiske. Søren var en ener, men døde ikke alene.