Content area

Torben Pindborg

28.04.1941-14.5.2020
Forfatter(e)

Flemming Amter, Torben Haghfelt, Hans Victor Nielsen, Per Thayssen

Torben blev født på Frederiksberg, hvor faderen var praktiserende læge. Student fra Schneekloth skole efterfulgt af medicinstudiet ved Københavns Universitet. Efter embedseksamen i 1968 havde Torben overvejende sin kliniske uddannelse på Odense Universitetshospital. Han opnåede speciallægeanerkendelse i tre specialer, intern medicin, nefrologi og kardiologi. Interessen for sidstnævnte blev skærpet meget efter 1. reservelæge-ansættelsen på Kardiologisk Afdeling B, Odense Universitetshospital, og han valgte den kardiologiske disciplin for sit lægelige virke.

I 1979 blev han ansat som overlæge på Medicinsk Afdeling, Svendborg Sygehus, til varetagelse af det kardiologiske speciale, herunder patienter med hypertension, som han i resten af sin funktionstid beskæftigede sig meget med både klinisk, forsknings- og uddannelsesmæssigt. Men også hjerteambulancer i Svendborg havde hans store bevågenhed.

Torben var kliniker i ordets bedste forstand med patienten i centrum og megen empati. Grundig i diagnostik, behandling og ikke mindst followup.

Som senere administrerende overlæge og cheflæge i Svendborg udviste han betydelige administrative talenter og arbejdede struktureret og flittigt.

Torben var vennernes ven både i det faglige og privat, altid lydhør, ærlig, loyal og imødekommende uanset emnets art. Hans interesser og viden strakte sig vidt, herunder fritidsinteresser som tennis, golf, bridge og selskabelighed. At rejse var en anden stor interesse, hvad enten det var på et fagligt grundlag eller privat med familie/gode venner.

Den højeste prioritet var dog altid familien, i de senere år ikke mindst børnebørnene. Ægteskabet med Jette var i hele hans liv omdrejningspunktet for en god og lykkelig tilværelse.

At kræften skulle ramme ham to gange, stod ikke skrevet nogen steder. Først tyktarmskræft, som han succesfuldt blev operativt behandlet for, og siden lungehindekræften, som diverse medicinske kemokure ikke kunne få bugt med, og som førte til hans død. I hele dette sidste forløb bevarede han dog optimismen, vel vidende hvad det ville ende med.

Et fint og godt menneske har forladt os, og vore tanker går til de efterladte, som må leve med savnet og sorgen.

Æret være hans minde.