Torsten Toftegaard Nielsen

17.12.1942-21.8.2011

Torsten Toftegaard Nielsen var af en politisk aktiv familie fra Herning-egnen. I studietiden var han en populær undervisningsassistent på Biokemisk Institut, Aarhus Universitet. Han lærte samtlige trin i kulhydratstofskiftet og citronsyrecyklus udenad og grundlagde herved sin livslange interesse for metabolisme.

Torsten blev cand.med. fra Aarhus Universitet i 1970. Hans kliniske uddannelse foregik især på Medicinsk Afdeling III, Aarhus Amtssygehus, hos Niels Schwartz Sørensen, hvor han også gennemførte videnskabelige studier af stofskiftet hos patienter med diabetes. Et forskningssamarbejde med Per Henningsen m.fl. om hjertets metabolisme blev udbygget ved Torstens ansættelse på Kardiologisk Afdeling, Aarhus Kommunehospital, i 1979. Han fandt specialet fascinerende på grund af nye billeddannende metoder og den kateterbaserede diagnostik og behandling og supplerede i 1985 sine speciallægeanerkendelser i endokrinologi og intern medicin med kardiologi. To år senere blev han overlæge og i 1993 klinisk professor ved afdelingen, som i mellemtiden var flyttet til Skejby Sygehus.

Dansk kardiologi havde på dette tidspunkt tyngde i hypertensions- og lipidforskning samt forebyggelse og mindre fokus på behandlingen af hjertesyge patienter. Aktiviteten inden for koronarangiografi, bypasskirurgi og ballonbehandling af patienter med iskæmisk hjertesygdom var lav og ventelisterne lange, betinget af en politisk-økonomisk ulyst til dyre hjertebehandlinger og en noget konservativ faglig rådgivning. Torsten påbegyndte en registrering af ventelistedødsfald til rådgivning af embedsmænd og politikere og sikrede udbredt presseomtale af ventelisteproblematikken.

Presset blev så stort, at regeringen pålagde Sundhedsstyrelsen at nedsætte en følgegruppe, som skulle udarbejde planer for øget hjertebehandlingsaktivitet. Torsten blev den væsentlige faglige rådgiver.

Hjerteplanen fra 1993 motiverede en bevilling på en halv milliard kroner til forbedring af hjertebehandlingen. Fra sit sæde i følgegruppen prægede Torsten gennem ti år udviklingen og påtalte med ildhu, når aktiviteten ikke levede op til det lovede. Effekten af Hjerteplanen er efterfølgende dokumenteret ved et betydeligt fald i mortaliteten af hjertesygdomme. Fremsynetheden var skarp.

Hans interesse for forskning samt undersøgelse og behandling af hjertepatienter førte naturligt til formandskab for Hjerteforeningen (2002-2006), hvor han havde fokus på organdonation, »kvinder og hjertesygdom« og patienter med kredsløbssygdomme i hjernen og perifere blodkar.

Sideløbende med denne organisatoriske indsats var han en inspirerende leder af den hjertemedicinske forskning ved Aarhus Universitetshospital, Skejby. Store kliniske undersøgelser blev iværksat, ofte i samarbejde mellem danske hjertecentre. Fra sin centrale organisatoriske placering kunne han facilitere sygehusejernes accept og tildeling af tilstrækkelige forskningsbevillinger. Særlig kendt var DANAMI-2 undersøgelsen, som blev hovedargumentet for, at kateterintervention blev den internationalt anbefalede behandling af akut myokardieinfarkt. Han evnede at få behandlingen implementeret i klinisk praksis ved at forsyne - nogle vil sige bombardere - Sundhedsstyrelsen med delresultater.

Hans tidlige myokardiemetaboliske studier var grundforskning, som ofte var vanskelig at forstå og fortolke, og interessen gled lidt i baggrunden omkring årtusindeskiftet. Stor var hans begejstring derfor, da først internationale og senere egne dyreeksperimentelle og kliniske studier for nylig viste, at skeletmuskulatur under blodmangel udskiller en metabolisk faktor, som beskytter hjertet mod iskæmi- og især reperfusionsskader. Måske også hjernen kan beskyttes ved blodprop? Et forskningssamarbejde med neurologer blev indledt.

Torsten var en dynamisk, engageret holdspiller, som ikke bare planlagde en øget hjertebehandlingsaktivitet, men også deltog aktivt i klinikken. Han kunne også mumle og tale med »uld i mund«, når han havde truffet en beslutning og fandt, at spørgsmål hertil var utidig indblanding.

Torsten var en værdsat vejleder af yngre forskere. Mange videnskabelige møder blev holdt i hjemmet, hvor hustruen Mariann, som Torsten stolt kaldte sit bagland, også bidrog. Den videnskabelige produktion andrager 250 videnskabelige artikler, vejledning af 28 ph.d.-studerende og rådgivning ved fem disputatser. Han modtog en række hæderspriser, herunder Hagedorn Prisen i 2010, og blev i 2004 tildelt Ridderkorset af Dannebrogsordenen.

Sammen med Mariann havde Torsten planlagt sit otium med fortsat vejledning af yngre forskere, men også med tid i sommerhuset på Mols og i en nyerhvervet lejlighed i Sydfrankrig med børnene Anne og Thomas, svigerbørn og børnebørn, som han i tiltagende grad var optaget af og, til vores overraskelse, spillede fodbold med. Han blev hyldet ved et videnskabeligt afskedssymposium. Under sin afsluttende takketale bristede et cerebralt aneurisme. Vor generations mest markante danske kardiolog fik derfor ikke det otium, han i så høj grad havde fortjent.