Anmeldelse: »Det kan anbefales at tilbringe en aften eller to med dette kaleidoskopiske portræt af kærlighedens natur«

»Hvordan staver man til kærlighed«, spørger Grisling. »Man staver det ikke. Man mærker det«, svarer Peter Plys.

Så enkelt kan det siges, men ikke når forfatteren hedder Lone Frank. Først i lyset af tabet af sin kæreste, der dør af cancer midt i livet, forstår hun dybden af sine egne følelser for ham. At det faktisk drejede sig om lige netop kærlighed. Denne erkendelse fører med vanlig Franksk metodik til dette værk, en videnskabelig undersøgelse af kærlighedens natur, forstået ud fra Lone Franks levede liv og erfaringer, der løber som en rød tråd gennem bogen. Til at anskueliggøre kærlighedens væsen yderligere er både litterater, filosoffer, psykologer, psykiatere og alskens andre fagfolk indkaldt som ekspertvidner. Ud fra hver sin vinkel beskrives det herigennem, hvilket på en gang enkelt og komplekst fænomen, vi har med at gøre. Og det er der kommet en rigtig glimrende bog ud af.

Set fra den praktiserende læges perspektiv starter alting med det enkelte menneskes biografi, hvor genetik blandet med opvækstvilkår danner bagtæppe for såvel de lykkelige begivenheder som de sygdomstilfælde og tab, den enkelte udsættes for. Derfor rammer bogens indfaldsvinkel plet hos denne læser. Ud fra det eksemplariske i Lone Franks livshistorie beskrives foruden værdien af tryg tilknytning, hvorledes en række traumatiske tab, herunder moderens dødsfald i relativt ung alder, kan påvirke et ungt menneskes måde at være i verden på. Det skildres også, hvorledes Franks livshistorie undervejs underkastes en anden tolkning, der ændrer perspektivet. Man fristes til at citere Jung: »Det er aldrig for sent at få en lykkelig barndom«.

Bogens naturvidenskabelige pointer, der består af opsummering af forskningsresultater, krydret med interview af fagfolk, er både velskrevne, underholdende og oplysende. Betydningen af krammehormonet oxytocin illustreres således elegant via beskrivelsen af to forskellige musearter, præriestudsmusen og bjergstudsmusen. Præriestudsmusens overvejende monogame kærlighedsliv er overraskende tæt på vores eget, når man tænker på, hvor lidt vi i det ydre ligner et hamsterlignende pelsdyr på ca. 40 gram. Forklaringen synes at være, at de regioner i hjernen, der hører til belønningssystemet, er tæt besat med receptorer, der reagerer på oxytocin, modsat forholdene hos fætteren, bjergstudsmusen, der er mere sparsomt udrustet med receptorer i netop den region af hjernen. Derfor har bjergstudsmusen en Don Juan-lignende promiskuøs adfærd. Man kan også blive klogere på vasopressins betydning for troskab hos hanner, short term og long term mating, datingtjenester, kærlighedens app samt en lang række andre interessante fænomener.

Det kan anbefales at tilbringe en aften eller to med dette kaleidoskopiske portræt af kærlighedens natur. Bogen når vidt omkring og har ikke kun fokus på kærlighedens rosenrøde aspekter. For, som en australsk læge, Russ Harris citeres for at sige: »Love is a messy business«.

Anmeldelse: »Det kan anbefales at tilbringe en aften eller to med dette kaleidoskopiske portræt af kærlighedens natur«

Fakta