Content area

|

Anmeldelse: »For mig som læge er tv-serien yderst spændende at se, og den giver et godt indblik i forholdene på landet i Tyrkiet«

Tv-serien »Ethos« er en reminder om at huske på, at enhver patient har en baggrund, som godt kan være meget forskellig fra ens egen. Men tv-serien viser også, at selvom vi er forskellige, kan vi godt mødes og hjælpe hinanden, skriver anmelder Annette Kjærsgård.
Foto: Netflix
Forfatter(e)
Annette Kjærsgård, speciallæge i almen medicin, praktiserende læge. Interessekonflikter: ingen

For mig som læge har det været en yderst spændende tv-serie. Den har givet mig et godt indblik i forholdene på landet i Tyrkiet. Dette indblik er brugbart måske især i mødet med den ældre tyrkiske patient, der som oftest er kommet hertil fra landet. Det er en reminder om at huske på, at enhver patient har en baggrund, som godt kan være meget forskellig fra min. Men den viser også, at selvom vi er forskellige, kan vi godt mødes og hjælpe hinanden.

Ethos er græsk og betyder sædvane, sæder, karakter. Dermed rummer titlen med et eneste ord handlingen i serien, der foregår i Tyrkiet i 2018. I starten er der fokus på mødet mellem den moderne, meget kontrollerende kvindelige psykiater Peri og den tørklædeklædte yngre kvindelig patient Meryem. Hun er af lægen henvist til psykiater, fordi hun besvimer uden fysisk grund. Hos psykiateren, der lever et storbyliv, sidder ikke et hår forkert, ansigtet er helt uden mimik og kan ikke aflæses. Over for hende sidder den unge kvinde fra landet, åben og nysgerrig. Nogle gange føler man, at rollen mellem psykiater og patient er byttet om.

Men også Meryem er lukket omkring sine problemer. Broderen (som hun bor hos, og sombestemmer over hende) har været meget bekymret over at sende hende til psykiater. Hun er derfor først mødt op, efter at den lokale muslimske læremester har sagt god for samtalerne. Og broderens betingelse er, at hun altid afrapporterer til læremesteren efter hvert møde. Hvilket hun for det meste undgår på sin egen snu måde.

Meryem bor på landet og er henvist til rollen som sin brors husholderske, idet hans kone er depressiv og ikke selv kan tage vare på sine børn eller mand. Meryem trives ikke i den rolle. Hun har helt andre drømme, men ved ikke, hvordan hun skal komme videre. Som serien folder sig ud, kommer der flere og flere personer til, og efterhånden tegner der sig et billede af, at serien bruger mødet mellem psykiateren fra byen og den unge kvinde fra landet til at fortælle om landet/samfundet Tyrkiet og alle de modsætninger, som landet rummer. Den formår både at fortælle om, hvor stor forskellen er mellem land og by i Tyrkiet, og hvor stor forskellen er på kvindeliv, inddragende de mænd, der er omkring dem. Serien fortæller både om den moderne storbykvinde med moderne baggrund og den traditionelt levende kvinde på landet.
Problemstillingen om at være lesbisk og skulle fortælle sin familie, at man ikke længere vil bæredet traditionelle tørklæde, berøres også.

Efterhånden, som serien ruller sig ud, får de forskellige personer belyst deres baggrunde og deres problemer. Den slutter af en i positiv ånd med, at der er en løsning og en vej både for det enkelte menneske og dermed også for samfundet.Fortælletempoet er langsomt, og især optagelserne fra landet er spændende. De illustrerer, hvor stor forskellen både fysisk og i tankesæt er mellem et liv på landet i Tyrkiet og et liv i byerne i den veluddannede klasse. Den er på otte afsnit og tyrkisk produceret i 2020.

Fakta

Type: Tv-serie, 8 episoder af 50 minutter

Kategori: Drama

Forfatter: Berkun Oya

Tilgængelig: Netflix

Stjerner: 4 ud af 5

LÆS OGSÅ:

CPH:DOX - In silico

CPH:DOX - The scent of fear

Anmeldelse: »Filmen bidrager med at forstå døden som en naturlig og uundgåelig proces i livet«

Anmeldelse: »Betragt denne bog som et smukt lille indslag i debatten om det evige spænd mellem væren og fremdrift«

Right side

af Christian Crüger | 08/05
1 Kommentar
af Lars Stig Andersen | 08/05
2 kommentarer
af Jacob Peter Philipsen | 03/05
2 kommentarer
af Nils Thorm Milman | 03/05
1 Kommentar
af Thora Gudrunardottir | 01/05
1 Kommentar
af Wojciech Zbigniew Pawlak | 01/05
2 kommentarer