CPH:DOX - In silico | Ugeskriftet.dk

Hvor er det dog en fordel, at dokumentaristen på forhånd var så interesseret i neuroforskning, da han i 2010 i en alder af 22 år påbegyndte sit tiårige filmprojekt. Det gør denne film til en indsigtsfuld dåseåbner til, hvad vi i dag ved – og ikke ved – om hjerner. Undervejs kommer vi omkring kontroverser i forskningen med flere paradigmer i konflikt. Omkring kampen om status og midler. Og omkring ægte, stædig, videnskabelig drivkraft hos de forskere, der beskæftiger sig med feltet.

Hjerner kan man studere in vivo og in vitro. Og – hævder en af verdens fremmeste neuroforskere, Henry Markram – også i computersimulationer, in silico. Dokumentaren følger Henry Markrams vej, fra han som leder af Blue Brain Project først hævder, at han på ti år vil kunne lave en simulation af den menneskelige hjerne. Den forlader ham ti år senere, hvor han har nået meget, men ikke til en simulation af den menneskelige hjerne. Kun til en del af en musehjerne.

Et af de store spørgsmål i denne siliciumbaserede erkendelsesproces er, hvorvidt man kan forstå hjernen ved at poole alle tilgængelige videnskabelige data, supplere med egne eksperimenter til at udfylde hullerne, udforme enkle modeller, gå videre til mere omfattende integration mellem neuroner, og se hvilken aktivitet som opstår uden at være forhåndsprogrammeret. Der ses faktisk et sådant gennembrud år to – måske en simulation af det, der foregår i virkeligheden, og det giver byggesten til at forstå komplekse samspil, hævder Blue Brains forskere.

Kan det virkelig lade sig gøre at simulere, lade maskinen arbejde og derved forstå hjernen? Nej, siger kritiske forskerkolleger. De hævder, at den egenaktivitet, vi ser i de opstillede modeller, lige så godt kunne være en rigtig som en forkert afspejling af en virkelig aktivitet.

De kognitive neuroforskere påpeger, at da vi ikke engang forstår byggestene i den mest simple studerede modelorganisme med 302 neuroner, rundormen, er det præmaturt at forsøge at gå bagom og se på mekanismer i menneskehjernens millioner af neuroner uden at først have klarhed over, hvad der ud over kemi, elektricitet og mikrokredsløb former bevidstheden. Det er ikke et legitimt paradigme.

Man forstår, at noget af det, der trigger kollegerne, er Henry Markrams enøjede mangel på ydmyghed. En lang række af de fremmeste topforskere inden for neurovidenskaberne tager i filmen fat i det faktum, at selvom hjernens struktur, mekanik og aktivitet er ganske blotlagt, så ved vi intet om, hvordan de er forbundne, og hvorfor aktiviteten forløber. Vi ved ikke, hvordan aktionspotentialet i neuronet medfører, at der skrives et digt eller stemmes til et valg. Henry Markram forfølger stædigt sine egne visioner for tilvejebringelse af en sådan forståelse af de meget komplekse delelementer i spil. En bestræbelse, som man efter at have set filmen, forstår trods alt giver uomgængelige bidrag til den samlede viden. Og som efterhånden også vinder kollegers anerkendelse.

En af drivkræfterne for Henry Markram har været et forsøg for at forstå, hvad der er på spil for hans egen lille søn, Kai, med autisme. Hans første fokus var en kortlægning af en enhed i neocortex, den neokortikale søjle, som replicerer sig selv igen og igen og måske er involveret i autisme, perception og virkelighedsopfattelse. Forskningsprojektet går videre til at arbejde med tilfældigheder, fejl og det uperfekte for at simulere naturens variabilitet. For synapser »er noget af det mest upålidelige«.

Dokumentaren følger projektet med regelmæssige besøg på centeret i Lausanne. Man ser, hvordan det opnår lovning på EU-midler over ti år, i alt en milliard euro til den store satsning, Human Brain Project, i et forskergruppefællesskab. Hvordan Henry Markram løber ind i modgang, da 800 kolleger fra hele verden underskriver en åben kritik af hans paradigme og lederskab. Hvordan EU's mediatorer fratager ham styringen af projektet, og midlerne tørrer ind. Ved dokumentaristens årlige besøg ser Henry Markram mere og mere træt ud, man ser, at sejrene, kontroverserne, fejltagelserne, kampen og det langstrakte forsøg på at indfri en mægtig ambition har slidt. Selvom han er nået langt, må han med et skævt smil i 2019 erkende, at han nok ikke når at hjælpe Kai.

Filmen har en elegant ramme, som understreger, hvordan vi evolutionært er skabt af fejltagelser, mutationer, small mistakes. Og at vi med teknologien ikke slipper for det vilkår. Hvem husker ikke Gasparov, som i det berømte skakspil med IBM’s Deep Blue i 1997 blev rystet så meget af et uforståeligt og irrationelt træk fra maskinen, at han til sidst i frustration forlod spillet. Han havde ventet en meningsfuld strategi. Efterfølgende analyserede IBM’s teknikere loggen for at se, hvad der var foregået. Og fandt en en kortvarig frysning, som havde gjort, at et kredsløb begyndte at replicere sig.

Det var ikke strategisk outmastering af det menneskelige geni. Det var en fejl.

CPH:DOX - In silico

Fakta