Pandemi – COVID-19 ryster verden

Hvad er der galt med vores system, siden det har efterladt os så uforberedte på en katastrofe, som videnskaben i årevis havde advaret os om?

Dette spørgsmål stiller den slovenske filosof Slavoj Zizek (f. 1949) i begyndelsen af sit essay, PANDEM¡ og eksploderer derefter i kalejdoskopiske betragtninger om pandemien: Den kinesiske totalitarismes overvågning og knægtelse af ytringsfriheden, bl.a. behandlingen af lægen Li Wenliangs, der først gjorde opmærksom på genkomsten af SARS. Immaterielt arbejde (vidensarbejde), hvor klassekampen flyttes fra omverden og ind i den enkelte, der er blevet sin egen herre og slave på én gang, og individet er blevet et projekt i stedet for et objekt. Øget grad af prækariat arbejde (projektansættelser med løsere tilknytning til arbejdsmarkedet). Samlebåndsarbejde er eksporteret til tredjeverdenslande, og ydre klasseskel ses kun hos omsorgs- og sundhedsarbejdere, der er bundet af empatikrav (altid at være sød).

På denne baggrund har vi nu en liberal-kapitalistisk verdensorden, som har vist sig utilstrækkelig til at takle den globale sundhedskrise med COVID-19. I sine mere ekstreme former af kapitalismen, har vi set nationalpopulistiske bevægelser, der har forsøgt at købe sig forrang til vacciner (America first). Egentlig fascistiske tanker kan endog betragte pandemien som en mulighed for at »rense« samfundet for de svage. Tanker, der er blevet almindelige under pandemien, bryder med grundprincipper i vores sociale etik, nemlig omsorgen for de gamle og svage, bl.a. politikken om opnåelsen af naturlig flokimmunitet, hvor man lader pandemien rase, indtil 60-70% er immune evt. på bekostning af millioner døde og oprettelse af hospitalsråd, der skal prioritere respiratorpladserne til de »bedst egnede«.

Pandemien medfører, ifølge Zizek, en idékamp mellem på den ene side en »ny kommunisme«, der sammenlignes med »krigskommunismen«, Sovjet 1918. Denne vil bl.a. koordinere vareproduktion og -fordeling og være en stærk stat, der kan sikre nødvendige tiltage, bl.a. karantænesættelse. Som dystopisk alternativ er bl.a. en ny global kapitalisme, hvor gamle og svage overlades til sig selv, arbejdstagerne bliver nødt til at acceptere lavere lønninger, og hvor borgerne kommer til at acceptere yderligere social kontrol, mens de ultrarige i stigende grad isolerer sig fra den verdensomspændende sundhedskrise. Zizeks essay er et opråb om en ny samfundsindretning for at kunne håndtere globale udfordringer, såsom pandemien og, lurende forude, den globale klimakrise.

WHO er et eksempel på et system til efterfølgelse.

Jeg savner omtale af udvikling af vacciner, der er varetaget af lægemiddelindustri, og hvor vaccination af gamle og sårbare er påbegyndt mindre end et år efter pandemiens begyndelse. Jeg savner også betragtninger over New public management's betydning for det uforberedte epidemiberedskab. Og en politisk/filosofisk analyse af hvorfor to skandinaviske socialdemokratiske lande har slået ind på vidt forskellige baner under COVID-19: Sverige med mål om naturlig flokimmunitet, trods beregnet omkostning på 60.000 døde (Randolph, 2020) og Danmark, der har fulgt WHO og har satset primært på immunitet gennem vaccination.

Zizeks vision om tillid mellem statsmagt, videnskab og individ er måske forklaringen på, at Danmark uden en »ny kommunisme« klarede sig godt gennem første bølge af pandemien, mens splid og opportunisme risikerer at undergrave engagementet i anden bølge.

LÆS OGSÅ:

»Den fine fortælling med suspense og forløsning kendetegner den gode forfatter og filmmager«

Serieanmeldelse: Charité, 2. sæson

»Et vellykket liv på alle måder, indtil sygdommen rammer«

»Bogen henvender sig til alle, der har interesse i livet, medmenneskelighed og hjælpegerning«