Anmeldelse
Bogen følger hovedpersonen gennem mørke afkroge af selvdestruktion og afmagt
Cover: Lindhart og Ringhof
6. maj 2021
3 min.
Vi introduceres til familien i deres sommerhus ved en råkold vindomsust Limfjord kort efter faderens selvmord. Faderen har hængt sig i sommerhusets blommetræ, og afskedsbrevene og faderens fyldige medicinskab afslører ukendte sider af ham.
Hovedpersonen Anne, en klassisk fløjtenist med orkesterjob, har søgt tilflugt fra sit kaotiske privatliv og stagnerende karriere i sommerhuset, som skal ryddes efter faderens død. Broderen, advokaten Snorre, og moderen Christina er også til stede, og det samme er minderne om søsteren, Thyra, som kort forinden er død af brystkræft. Moderen og broderen tager afsted, og Anne bliver tilbage. Hun finder et billede af en ukendt kvinde klistret fast under en skuffe, og konturerne af en livsløgn anes. For hvad ligger der i skunken i sommerhuset, og hvilke hemmeligheder graves frem fra mølædte, fugtige gemmer?
Sommerhuset med fjorden som bagtæppe er rammen om Annes rejse gennem minderne og ned i afkrogene af egen psyke.
Hvilken arv bærer hun på? Kræften som hos søsteren, faderens dæmoner eller noget tredje? Angsten hjemsøger Anne, og det samme gør stemmen, en devaluerende, nederdrægtig og kompromisløst ringeagtende stemme. Anne slår tilbage mod stemmen og smerten med smerte, dulmer den med alkohol og psykofarmaka, mens grænserne mellem virkelighed og indbildning flyder sammen over hende i et psykotisk virvar.
Vi følger hovedpersonen gennem mørke afkroge af selvdestruktion og afmagt, som hun gør op med det hidtidige, men også i fandenivoldsk befriende eskapader, mens hun langsomt orienterer sig mod et spirende nyt liv.
Steffen Jacobsen har fat i noget vægtigt i billederne af angsten og de stemningsmættede beskrivelser af den psykologiske afgrund, men de sarkastiske betragtninger, som gavmildt udøses over hovedpersonen og hendes omgivelser, tager brodden af netop desperationen og vanviddet – og forlener romanen med en snert af utroværdighed (om end det ofte er ganske underholdende). Det er, som om Steffen Jacobsen kommer lidt mælk og sukker i den ellers kulsorte depressive kaffe.
Således lander bogen for denne læser i et let mudret vadested med dybderne smukt beskrevet på den ene side og distancerende sarkasme på den anden.
Bogen fortjener dog sine fire stjerner for sin sympatiske og medrivende skildring af nedturen – og næste gang må kaffen godt være sort.
Faktaboks