Anmeldelse
Boganmeldelse: Professor Hieronimus på Skt. Jørgen
Cover: Gyldendal
6. jul. 2020
3 min.
De to bøger, der udkom med et års mellemrum, skildrer i autofiktionens form et psykisk sammenbrud og efterfølgende indlæggelser først på den legendariske psykiatriske 6. afdeling på Københavns kommunehospital efterfulgt af en overflytning til Sankt Hans Hospital. Den norsk-danske forfatter Amalie Skram var en af det moderne gennembruds mest estimerede forfattere. Hun var bl.a. optaget af kvinders vilkår i hverdagslivet og i det patriarkalske samfundsliv, af retten til at udtrykke vrede og til at have en seksualitet. I 1894 fik hun et sammenbrud med søvnløshed, angst, uro og forpinthed og selvmordstanker, ledsaget af en skriveblokering. Hun opsøgte sammen med ægtefællen tidens mest estimerede psykiater, Knud Pontoppidan, bror til nobelpristageren, Henrik Pontoppidan. Han indlagde hende efter at have opnået samtykke, på sin egen afdeling.
Skildringen af denne indlæggelse med professor Hieronimus (Knud Pontoppidan) som omdrejningspunkt er et rasende og rasende velskrevet opgør med tidens psykiatri og mandsvælde. Det er en protest over, at hun som kvinde oplevede at miste sin værdi som et tænkende og følende menneske ganske underlagt det, hun oplevede som en hævngerrig vilkårlighed fra professorens side. For de to kom hurtigt på kant med hinanden. Han troede på tidens behandlingsformer, som var store mængder Kloral, som et af de få midler man kendte til beroligelse, på sengeleje, hvile og streng isolation fra alle vante omgivelser, besøgsforbud og brevforbud og ingen samtaler. Professorens ord var lov. Han havde al magten – også til at tvangsoverflytte hende til Sankt Hans hospital mod hendes vilje, men dog først efter at have indhentet ægtefællens samtykke.
Men Amalie Skram bød ham trods og ville ikke underlægge sig ham. Bøgerne er hendes svar. Ud over en hvas skildring af professor Hieronimus som en følelseskold autoritet, skildrer de indefra hendes alter ego, malerinden Else Kants lidelsesfyldte sygehistorien, før og under indlæggelsen. Den portrætterer sygeplejerskerne og deres arbejdsvilkår. Else Kant forskrækkes først over medpatienternes lidelse og aparte adfærd, men oplever dem efterhånden som medmennesker, som hun skildrer med en skarp iagttagelsesevne og indlevelse, såvel som livet og regimet på afdelingen skildres. Samtidig hermed blev bogen et væsentlig indlæg i diskussionen om, hvad det er at være sindssyg, og hvem der havde definitionsmagten.
Bogen vakte stor opmærksomhed, da den udkom og udløste en psykiatrifejde, der sluttede med, at Knud Pontoppidan efter flere andre sager om magtmisbrug blev fyret som overlæge af Københavns borgerrepræsentation. Samtidig med at bogen var et spejl af samfundet på den tid, hvor den er skrevet, rækker den langt udover og direkte ind i vores samtid.
Bogen blev en af kvindesagens litterære kampskrifter i 1970’erne. Den blev også talerør for antipsykiatri bølgen i 1970’erne 1980’erne. Og nu kommer den så igen. Den er skrevet i et letflydende og intenst sprog, som på trods af de 120 års afstand virker nutidigt og vedkommende. Som psykiater er det fascinerende læsning. Selv om der er sket meget i psykiatrien, siden Amalie Skram var indlagt, er der mange af de etiske dilemmaer og diskussionerne om psykiatriens sygdomsbegreber og grænsefladen mellem psykiatri og jura, der perspektiverer nutiden. Og så er den et litterært mesterværk. Karen Fastrups efterord knytter forbindelsen til i dag. Kan med stort udbytte læses af alle læger.
Fakta