Anmeldelse
Boganmeldelse: Værdifulde gamle hjerner og aldringens paradoks
Cover: Gyldendal og Samfundslitteratur
16. sep. 2020
4 min.
Henning Kirk har føjet endnu et værk til listen over velskrevne udgivelser om hjerne og aldring, som tidligere er anmeldt i disse spalter.
I »Godt nyt om gamle hjerner« beskriver han med afsæt i gerontologiske forskningsresultater, hvorledes gamle medarbejdere ligefrem er værdifulde. Han opfordrer seniorer til at læse værket for at få selvtilliden boostet. Den opfordring er hermed givet videre.
Kirk, der i sit forfatterskab arbejder utrætteligt for at udrydde fordomme om fysisk og psykisk aldring, henvender sig her ikke alene til seniorerne selv, men også til de arbejdsgivere, der skal se alle fordelene ved de ældre medarbejdere. Det gode budskab er, at forstanden kan vokse, selvom hjernen skrumper med alderen. Således kompenserer erfaring og mønstergenkendelse for den aldersrelaterede reduktion i den kognitive kapacitet – men det kræver vedligeholdelse og træning. Dette eksemplificeres ved den velkendte historie om den 58-årige pilot Sullenberger, der i sjælden grad formåede at holde hovedet koldt, da han i 2008 nødlandede et passagerfly på Hudsonfloden. Det er ikke nødvendigvis afgørende, hvor hurtigt man handler i en presset situation, blot roen bevares, og det er den rigtige beslutning, der træffes.
Der er måske ikke så meget nyt at hente i denne bog i forhold til de tidligere udgivelser, men lidt repetition skader ikke, især hvis stoffet er interessant og læsningen flyder godt. Afsnittet om seniorkompetencer hos ledere bør fremhæves for gode, nye argumenter for, at denne aldersgruppe forbliver på posten. Det drejer sig blandt andet om bedre emotionel kontrol, bedre evne til at kommunikere samt højere grad af omsorg og empati. Endelig anskueliggøres det i kapitlet om dirigentens rolle, hvilke komplekse færdigheder der skal trænes, for at hjernen (for)bliver skarp og spændstig.
I epilogen slår Kirk fast, at han og de gerontologiske kolleger måske – i deres iver for at understrege alderdommens muligheder – har været lidt for tilbøjelige til at fremstille døden som en fiasko. Selv et langt liv får ende. Og lige præcis her tager den norske forfatter og gerontologiske forsker, Runar Bakken ordet.
Bakken er docent emeritus i sygepleje og har i denne første bog, der er oversat til dansk, samlet en række essays, der belyser det paradoks, at alle vil leve længe, men ingen vil blive gamle. Til trods for en del gentagelser og et lidt vidtløftigt afsnit om »økonomisk inkontinens« rummer bogen flere interessante aspekter. Blandt andet er det som læge velgørende at læse en fagbog, der har en humanistisk vinkel på arbejdet med ældre. Der bliver parafraseret fra Simone de Beauvoirs værk »Alderdommen«, lige som der gives et rids over de politiske, antropologiske og samfundsmæssige aspekter af denne livsfase.
De fleste af os kan umiddelbart nikke genkendende til, at jo ældre vi bliver, jo større diskrepans bliver der mellem vores biologiske alder og den alder, vi føler, vi har. Således bliver det omgivelserne, der via deres spejling af os signalerer, at alderdommen er kommet snigende, mens vi selv – måske i nogen grad krampagtigt – holder fast ved vårharefølelsen. Det fremgår i den sammenhæng klart, at Bakken ikke er fan af foryngelsesindustrien. Desuden er han kritisk over for at gøre aktivitet og forebyggelse til svaret på alle alderdommens trængsler. En banalisering, som ignorerer de store forskelle, der er på gamle menneskers vilkår, afhængigt af hvor på den sociale rangstige, de befinder sig.
Det skildres, hvorledes det som yngre individ, ansat i plejen, er umuligt at forestille sig, hvordan det er at blive gammel. I lyset heraf giver det mening at lytte opmærksomt til det gamle menneskes individuelle livshistorie og deraf afledte behov og ønsker. One size fits all duer ikke. Derfor er Bakken modstander af outsourcede »bestillerenheder« og deres New Public Management-agtige tilgang til udmåling af det enkelte menneskes hjælpebehov, når sårbarhed og skrøbelighed sætter ind. Ligeledes får den kollektive dødsfornægten på plejehjemmene et velrettet skud for boven – de gamle ved jo godt selv, at det er endestationen.
Og hvor går grænsen mellem hjælp til selvhjælp og omsorg: Skal den skrøbelige 96-årige absolut tvinges til selv stavre ud i plejehjemmets køkken og skære en skive brød, eller er det ikke helt i orden at gøre det for ham?
Læs bogen, især som plejehjemslæge, for at blive klogere på eksistentiel trivsel i den fase af alderdom og svagelighed, hvor den ældre bliver afhængig af andres hjælp.
Læs også
Serieanmeldelse: Charité, 2. sæson
Boganmeldelse: »Et vellykket liv på alle måder, indtil sygdommen rammer«