»Bogen giver en uvurderlig indsigt i livet som barn med en psykisk syg forælder«

Forfatteren er opvokset med en mor, der siden sin ungdom led af paranoid skizofreni. Hun havde været indlagt i hans første leveår og siden en række gange. Bogen starter med en beskrivelse af hans liv med mor og storesøster i et rækkehus i Virum. Moderen har opgivet alt, der hører til husførelse. De spiser kun en gang om dagen et måltid, som han henter på sin cykel fra et nærliggende cafeteria. Det er umuligt at komme frem i køkkenet for ophobede snavsede tallerkner og affald. Moderen har penge nok, da hun har arvet en formue fra sin halvadelige familie, og den anvender hun til at leve for i de næste år. Da huset i Virum er groet så meget til, at de ikke kan være der, flytter de på hotel og lever på 20 forskellige hoteller i de næste fem år, overvejende i Københavnsområdet. Om sommeren indlogerer de sig på Sostrup Kloster, hvor forfatteren leger med en halvfætter. Denne del af bogen er nøgternt beskrivende fra et barns perspektiv, der tror, at verden skal være, som han oplever den.

Da forfatteren er 12 år gammel, kommer han på Herlufsholm Kostskole, og her starter et kapitel om utilpassethed, grov mobning og social eksklusion. Analysen af Herlufsholm er skarp. Her hersker jungleloven blandt eleverne uden voksen indblanding, samtidig med at den ydre kontrol er total, og der hersker en militærisk disciplin. Han benytter sig af det eneste forsvar, han kan finde på – pjækker, får dårlige karakterer og bliver til sidst smidt ud og kommer til Bagsværd Kostskole, hvor hans søster allerede har gået længe. Her begynder en stilfærdig socialisering og normalisering af hans liv.

Moderen går fallit, bliver mere og mere aparte i sin adfærd, smides ud af det sidste hotel og bliver hjemløs med bolig på Sundholm. Det er en god tid for hende, for her skal hun ikke sørge for noget; der er mad og selskab, og han behøver ikke at være urolig for hende.

Forfatteren skildrer i løbet af bogen med flere og flere nuancer, hvordan han udvikler og klarer sig igennem den umådelige ensomhed, han levede i. Han blev ekspert i krig – læste om berømte slag og legede, at han ændrede verdenshistoriens gang ved at ændre på slagene og dermed udfaldet. Først sent beskriver han en far, som faktisk var militærmand, men han indvier ham aldrig i sin viden om krig. Heller ikke til faderen får han nogen form for fortrolighed. De ses rituelt et par gange om året, hvor han er på ferie hos ham og hans nye familie og driller og piner sine små brødre, uden at det får konsekvenser. Faderen lader ham være og har en sær rummelighed for ham, men handler ikke og svigter dermed.

Forfatteren har svært ved relationer. Han domineres af sin skæbne, som mobningen bliver en del af, og som han er ude af stand til at forsvare sig mod. Underkastelse er det eneste, han mestrer. Til gengæld bliver han selv til bøddel over for dem, der tydeligt er svagere end ham, men det foregår skjult og ødelægger de spæde kontakter, der kunne have hjulpet ham. Destruktionen er det, han bedst kender til.

Forholdet til moderen er bogens røde tråd. Det er meget tæt gennem hele livet. Som kontrast til forfaldet bibringer hun ham en betydelig kulturel dannelse. Han ser film med hende, går i teatret og på kunstudstillinger, og de er på et par udlandsrejser, så han også møder den klassiske europæiske kultur. Men parallelt med, at han nyder dette, er han vedvarende angst og urolig, for han ved aldrig, hvornår hendes uberegnelighed og aparte adfærd slår igennem. Først sent i livet bliver han klar over, at hun er syg.

Da hun ender som kronisk patient på bostedet Lindegården i Roskilde, besøger han hende trofast og hører irriteret på hendes bønner om tilgivelse. De drikker kaffe, efter at han først har gjort rent på hendes værelse, som i sit rod og snavs ligner barndomshjemmet. Beskrivelsen af bostedet er klinisk iagttagende. Hun bor der i ti år, og de første år er gode med et nærværende personale i noget, der minder om et hjem. De stigende besparelser medfører en dehumanisering, hvor rengøring suspenderes under henvisning til selvbestemmelsesretten, og beboerne skifter, så hun bor med retspsykiatriske patienter og stofdealere. Det kulminerer med, at en af hendes gangfæller begår et mord.

Bogen kommer langt omkring. Den er usentimental og indimellem humoristisk. Den beskriver de forsømte børns hjerteskærende liv, således som de er overladt til sig selv og deres mors sygdom. Ingen voksne griber ind og hjælper, og i deres loyalitet parret med skamfølelse beder de ikke om hjælp.

Men den skildrer også en mor, der i sin sygdom må lade stå til, men som ikke lader børnene i tvivl om hendes udelte, men uformående kærlighed.

Bogen er først skrevet efter begge forældres død. Den giver en uvurderlig indsigt i livet som barn med en psykisk syg forælder, og som litteratur er den fremragende i opbygning og sprog.

»Bogen giver en uvurderlig indsigt i livet som barn med en psykisk syg forælder«

Fakta