Den specialiserede palliation skal være mere akutorienteret

På Palliativ Enhed på Nordsjællands Hospital er de »sagt i al beskedenhed ret gode til de specialiserede forløb« samlet omkring de ti sengepladser i Frederikssund samt et udkørende palliativt team, hvor der hele tiden er omkring 120 patienter i forløb derhjemme – patienter med komplekse palliative problemstillinger, som kræver en høj grad af ekspertise og tværfaglighed.

Det er den ene af to kerneopgaver.

»Men ud af alle de mennesker, der skal dø i løbet af et år, så er det måske 15%, som har et behov for et specialiseret forløb hos os«, siger Christina Reimer, ledende overlæge på Palliativ Enhed på Nordsjællands Hospital.

Og dermed er vi fremme ved enhedens kerneopgave nummer to: understøttelsen af den basale palliation med uddannelse, kompetenceløft, tilsyn og opgavevaretagelse på øvrige sygehusafdelinger, i almen praksis og hos det kommunale plejepersonale.

»Og det er sådan set lige så vigtigt. Vi kan jo se, at hvis vi lægger en indsats på det basale niveau, så er der færre af de patienter, som måske tidligere ville blive henvist til os, som slet ikke har behov for et forløb af specialiseret palliation. I de seneste par måneder har vi efterhånden fået tilpasset antallet af henvisninger til vores kapacitet – ikke mindst fordi vi har valgt at satse så meget på vores tilsynsfunktion«, siger Christina Reimer.

Det handler bl.a. om konkrete projekter. Som f.eks. at være til stede med læger og sygeplejersker fra enheden på sygehusafdelinger på Hillerød-matriklen af Nordsjællands Hospital og løse opgaver på basalt palliativt niveau. Og derigennem kompetenceudvikle på de enkelte afdelinger. Ligesom sygeplejersker fra den palliative enhed har kørt kompetenceudviklingsprojekt med hjemmesygeplejersker og assistenter i hjemmeplejen i Gribskov Kommune.

»Men det er svært at bevise og dokumentere, at sådan nogle indsatser rykker noget, fordi der er en meget ringe grad af data for den basale palliation«, siger Christina Reimer i forhold til at rykke sådanne projekter med en pulje projektpenge til mere permanente løsninger.

Inddragelse af praktiserende læger

Noget andet, de på Palliativ Enhed på Nordsjællands Hospital i langt højere grad gør end tidligere – når de får en henvisning fra en sygehusafdeling, hvor det kan være svært at se de palliative behov – er at kontakte patientens egen praktiserende læge. For hvad tænker han eller hun? Det er dem, der kender patienten allerbedst. Og givet har masser af input til, hvilken art palliation netop denne patient har brug for og lyst til.

»Og i rigtig mange tilfælde viser det sig, at den praktiserende læge ligesom er blevet forbipasseret, når en patient har haft et langt forløb i sygehusregi. Det er jo helt naturligt, at når en sygehuslæge på en afdeling tænker, at nu kan vi ikke gøre mere, så nu skal det ind over den specialiserede palliation. Men det er bare ikke altså sådan, det behøves at være. Der sidder rigtig mange praktiserende læger, som sagtens kan varetage palliationen i de tilfælde – og som kender patienten«, siger Christina Reimer.

»Hvis det bliver for komplekst, så kan de jo altid kontakte os. Så det handler rigtig meget om at viske nogle af de silogrænser ud mellem sygehusene og den primære sektor. Hele det med at understøtte kommunerne og være med til at løfte indsatsen kommunalt har man måske ikke traditionelt set som sygehusets opgave. Men skal vi løfte den basale palliation, så er det altså vigtigt, at vi ikke bare holder os inde bag egne sygehusmure«.

Flere ressourcer – til at understøtte den basale palliation

Baseret på estimater fra European Association for Palliative Care (EAPC) vurderes det, at Danmark mangler omkring 200 sengepladser til specialiseret palliativ behandling. Hvad enten det er på hospitalsafsnit eller hospicepladser. Flere ressourcer – bl.a. sengepladser – er da også et af punkterne i Lægeforeningens forslag til en national strategi.

»Der er nogle steder helt sikkert brug for flere ressourcer til sengepladser og til de udkørende palliative team i den specialiserede palliation. Vi har behov for hurtigt at kunne se de patienter, som har komplekse palliative problemstillinger, og tilbyde dem de rammer i forhold til indlæggelse, som ofte er nødvendige for at løse opgaven«, siger Christina Reimer.

Men i virkeligheden er det ifølge den ledende overlæge især flere ressourcer til de palliative afdelinger, som kan bruges til kompetenceløft og understøttelse af den basale palliation, som vil gøre den store forskel.

»Det er det, der vil løfte den samlede palliation markant. Men det handler ikke kun om ressourcer. Det handler også om en udvikling af fagområdet og vores mindset, hvor jeg tror, at vi i den specialiserede palliation måske skal fjerne os lidt fra at opfatte os som et meget elektivt speciale til at være mere akutorienteret. Langt de fleste patienter ønsker at dø hjemme. Så vi har brug for en organisering, hvor vi har bedre mulighed for at rykke ud og løse opgaver akut hjemme hos patienterne, i stedet for at man alt for ofte ringer 1813 og bliver indlagt via akutmodtagelsen på sygehuset i den sidste tid. Det er der ikke nogen, som er tjent med«.

En styrkelse af tilsynsfunktionerne, hvor fagområdespecialisterne inden for palliation i højere grad kommer ud på f.eks. hospitalsafdelingerne og understøtter palliationen, vil ifølge Christina Reimer også styrke muligheden for at hjælpe flere patientgrupper.

»Størstedelen af vores patienter er stadig onkologiske patienter. Vi ser også patienter med organsvigt – hjertesvigt, lungesvigt, nyresvigt – men det er en gruppe, som har haft en lidt trægere adgang til det specialiserede niveau historisk set, fordi palliationen til dels i hvert fald er opstået ud af onkologien. Men kommer vi ud på afdelingerne på sygehuset, så kan vi i højere grad løse rigtig mange opgaver for de her organsvigtspatienter ved at løfte basalniveauet«.