Fakta
Patrik Wallin oplever det indimellem. At en af hans patienter måske efter et længere behandlingsforløb på sygehuset bliver henvist til specialiseret palliation. Men han hører først om det, når de ringer fra Enhed for Lindrende Behandling på Regionshospitalet Randers, 60 kilometer fra hans praksis i Lægefællesskabet i Grenaa. For er der overhovedet behov for specialiseret behandling? Eller ligger opgaven mere naturligt og bedre hos den praktiserende læge?
»Det ærgrer mig hver gang, at de ikke bare har taget direkte kontakt til mig«, siger Patrik Wallin.
»Vi mangler generelt i forhold til palliation og terminale patienter en bedre shared-care mellem den primære sektor, stamafsnittene, hvor patienten er blevet behandlet, den specialiserede palliation og den kommunale sygepleje. I bund og grund tror jeg, at det handler om en manglende forståelse for, hvem som kan hvad – og hvem som har lyst til hvad. Og jeg er ret sikker på, at jeg taler på vegne af langt de fleste af mine kolleger i almen praksis, når jeg siger, at vi vil rigtig gerne. Mange synes, at det er en af de allervigtigste opgaver. En af de opgaver, som giver allermest tilbage«.
Selvfølgelig kan der også være behov for specialiseret palliation. Hvor komplekse problemstillinger kræver tværfaglighed og fagspecialistviden i forhold til smertelindring, kvalmeproblemer osv. Og her oplever Patrik Wallin også mulighed for at få masser af sparring og rådgivning fra den palliative enhed, så han »aldrig kommer ud, hvor han ikke kan bunde«.
Men han understreger også – ad flere omgange – at langt, langt de fleste forløb ikke er særligt komplicerede.
»Her handler det meget mere om nærhed og kontinuitet, end det handler om specialistviden. Her kræver det sådan set først og fremmest, at man har planlagt et godt forløb og prøvet at gennemgå alle de ting, der kan ske. Hvad gør vi ved smerter? Hvad gør vi ved åndenød? Patienter elsker, at vi kan starte der, hvor vi sluttede sidste gang, og ikke er i tvivl om, hvad jeg ved, og det er netop uden den kontinuitet og kendskab, at små problemer kan blive til store problemer«, siger Patrik Wallin, der samtidig slår fast, at fokus på palliation væk fra sygehusene også handler om lighed i sundhed, da der selvsagt er stor forskel på, hvor langt væk en patient bor fra en palliativ enhed.
Det var ikke mindst i sine forløb på landets sygehuse under sin hoveduddannelse til speciallæge i almen medicin, at Patrik Wallin fik øjnene op for, at planlægning er et nøgleord, når det kommer til den palliative behandling i den sidst levede tid.
»Her oplevede jeg, at der ofte manglede en plan. Og det gav afmagt, panik og desperate pårørende, som følte sig tromlet og ikke følte, at der var tilpas kendskab til den syge. Og det, der i virkeligheden bare manglede, var, at man i god tid og i ro og mag havde sat sig ned og planlagt, hvad der skulle ske i tilfælde af det ene eller det andet«, siger Patrik Wallin.
»Langt de fleste har jo allerede besluttet, hvad de gerne vil. Og langt de fleste vil gerne være hjemme. Det er i hvert fald gennemgående for de patienter, jeg ser i den fase efter et sygehusophold: Det er de færdige med«.
»I bund og grund tror jeg, at det handler om en manglende forståelse for, hvem som kan hvad – og hvem som har lyst til hvad«Patrik Wallin, praktiserende læge i Lægefællesskabet i Grenaa
Siden han i 2020 blev speciallæge i almen medicin har palliation stået højt på listen over prioriterede opgaver. Fordi det har hans faglige interesse, og fordi han – i lighed med flertallet af hans kolleger, vurderer han – mener, at det er en virkelig vigtig opgave.
»Alle praktiserende læger gør det jo forskelligt. Jeg forlanger og forventer ikke af mine kolleger, at de skal stå til rådighed 24 timer i døgnet – men jeg har valgt at sige, at nogle af mine terminale patienter altid kan ringe. Og det ender jo med at fylde meget, meget lidt. Det bliver aldrig ,misbrugt’. Men jeg kan mærke, at det giver enormt stort tryghed for patienter og pårørende«, siger Patrik Wallin.
»Og ofte er det sygeplejerskerne, som ringer for at dobbelttjekke, om jeg er enig i, at vi skal gøre sådan og sådan, i stedet for at de skal ringe til en vagtlæge, som – forståeligt – måske ikke tør tage ansvar for, hvad vi tidligere har planlagt. Samarbejdet mellem almen praksis og den kommunale sygepleje er det, der løfter den største opgave i forhold til at få det til at glide smidigt og med kendte ansigter«.
Kræftpatienter fylder i dag mere i palliationen i Danmark end andre patientgrupper, som du også kan læse andetsteds i dette tema. I hvert fald i den specialiserede palliation. Den store fokus på kræft kan Patrik Wallin også godt genkende.
»Men det er ikke den svære gruppe. For deres forløb kan vi skitsere nogenlunde præcist. De kommer på de onkologiske afdelinger tæt på til det sidste. Herefter går det stille og roligt nedad, så går det hurtigt nedad, og så er det slut. Dem, som er svære, er f.eks. KOL-patienter, patienter med terminale hjertesvigt og alle dem med nonmaligne tilstande, hvor forløbene kan være meget, meget forskellige. Men sådan set også patienter med Parkinsons og demens, som jeg ser en del af som plejehjemslæge. Dem bliver der ikke talt særlig meget om i forhold til palliation, men de er jo på en anden måde også terminale«, siger Patrik Wallin, der mener, at det er hans opgave som praktiserende læge hele tiden at være klar til at tale om den sidste tid.
»Dybest set mener jeg ikke, at man kan lægge en terminal plan for tidligt. Det er klart, at man ikke skal begynde at snakke om at dø i eget hjem, så snart en patient er blevet udredt for cancer. Men så snart patienten er klar til at tale om livets afslutning, så synes jeg faktisk, at vi skal gribe den«.
