Skip to main content

Det var månen, dæmonerne – eller overdreven onani

Mennesker med epilepsi har igennem historien været udsat for djævleuddrivelse, eksperimentelle behandlinger, stigma og diskrimination som følge af uvidenhed, overtro og misforståelser.

I Markusevangeliet (9:17-29) beskrives, hvordan en mand kommer til Jesus med sin søn: »Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv.«Da han bliver bragt til Jesus, oplever drengen straks et epileptisk anfald. (»Exorcising a boy possessed by a demon«, Très Riches Heures du Duc de Berry, 15. århundrede.)
I Markusevangeliet (9:17-29) beskrives, hvordan en mand kommer til Jesus med sin søn: »Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv.«Da han bliver bragt til Jesus, oplever drengen straks et epileptisk anfald. (»Exorcising a boy possessed by a demon«, Très Riches Heures du Duc de Berry, 15. århundrede.)
27. jun. 2022
6 min.

 

En ung kvinde får et epileptisk anfald på sin bryllupsnat. Dagen efter forsvinder manden – hun ser ham aldrig igen. Casen er fra 1940’erne, men det kunne lige så godt være fra nutiden. Kvinden er bare en af millioner af mennesker, som gennem historien har oplevet svigt og stigma på grund af epileptiske anfald, og det sker i øvrigt stadig i dag.

Epilepsi er en kronisk neurologisk lidelse med tilbagevendende anfald, som skyldes en pludselig overdreven elektrisk udladning i en gruppe hjerneceller. Lidelsen kan skyldes en skade i hjernen, medfødt eller i form af en blodprop eller en svulst for eksempel. Den kan også være arveligt betinget, men ofte er årsagen ukendt.

Tegning af en dæmon fundet på lertavle

Ordet »epilepsi« betyder »anfald« eller »at have et anfald« og kan spores til oldgræsk. Epilepsi har haft mange navne, bl.a. den faldende syge, den hellige syge og månesyge.

Troen på, at onde dæmoner havde taget plads i kroppen, var udbredt, og helt tilbage til det sjette århundrede f.Kr. har babylonske lærde på lertavler detaljeret beskrevet forskellige epileptiske anfald med tilhørende onde ånder. Assyrerne også for resten. En tegning af en epilepsidæmon med horn, hale og slangetunge blev opdaget på en 2.700 år gammel lertavle i Berlin i 2019.

Men der herskede også nogle steder en tro på, at mennesker med epilepsi havde en særlig kontakt med guderne – eller Gud – og at de derfor kunne kurere sygdomme. Deraf »den hellige syge«.

»Månesyge« refererer i den oldgræske sammenhæng til månegudernes straf over mennesker, men inden for folketroen en idé om, at epilepsi følger månens faser.

I det femte århundrede f.Kr. skrev Hippokrates i sit medicinske værk »Corpus Hippocraticum«, at epilepsi have sit arnested i hjernen, og han afviste tidens udbredte tro på, at guder og onde ånder var årsag til sygdommen.

Men tro og overtro havde godt fat, og eftersom ingen kunne forklare de »mystiske« anfald, var der frit spil for fantasi og konspirationer op igennem historien. Snart var det guder, snart dæmoner, hvis ikke månen, så klimaforandringer, magi eller et syndigt liv, som var årsag til anfaldene.

Den hollandske læge Herman Boerhaave (1668‐1738) havde en teori, som fik en vis udbredelse. Han mente, at årsagen til epilepsi var, at moderen til den epilepsiramte som gravid var blevet chokeret over at se et epileptisk anfald.

Kurene for lidelsen var lige så mange som årsagerne.

Bøn, faste, ofre og eksorcisme var metoderne i den religiøse verden, mens folketroen blandt meget andet rådede til at trække den person, som have anfald, igennem en naturlig åbning – et hult træ eller en klippespalte for eksempel.

Lægekunsten var helt ind i 1800-tallet endnu baseret på læren om de fire legemsvæsker, der skulle holdes i balance: blod, slim, gul galde og sort galde. Så fra den side lød nogle af anbefalingerne på vandkure, åreladninger og brækmidler.

Indtil starten af 1800-tallet blev mennesker med epilepsi pakket af vejen sammen med kriminelle og psykisk syge. Og de fik samme »kur«: hårdt arbejde, tæsk, sult og tørst. De blev også lukket inde i mørke rum og kom i »behandling« med iskoldt vand.

Lægens kone fik anfald

Mens epilepsi i århundreder havde være omgærdet af mystik og misforståelser, skete der endelig noget fra midten af 1800-tallet: videnskab.

Neurologien blev »opfundet«. Lægerne begyndte at interessere sig for epilepsi og at holde videnskabelige møder om sygdommen. Den irske læge og forsker Dr. Robert Bentley Todd beskrev de fundamentale processer med impulser mellem nervecellerne. Han mente, at elektriske udladninger kunne spille en rolle i epilepsi.

Det mente også den engelske neurolog John Hughlings Jackson, som dengang arbejdede som assisterende læge på London Hospital.

John Hughlings Jackson udgav i 1870 »A study of convulsions«. Her beskrev han for første gang detaljeret epilepsiens fysiologi ud fra kliniske observationer. Fra 1874 til 1876 udgav han flere artikler om epilepsi og blev siden kendt som grundlægger af britisk neurologi.

Han mente, at anfaldene skyldtes pludselige korte energiudladninger i hjernen. Desuden at anfaldenes forskellighed hang sammen med, hvor i hjernen energiudladningerne forekom.

Hans forskning første til en skelnen mellem såkaldte fokale anfald, hvor den epileptiske aktivitet starter i en enkelt del af hjernen, i modsætning til et generaliseret anfald med øget aktivitet i begge hjernehalvdele.

Blandt de patienter, John Huglings Jackson havde observeret, var hans egen kone Elizabeth Dade Jackson.

Hendes anfald var karakteriseret ved at starte i en del af kroppen, hånden for eksempel, for så at brede sig til armen og stadig større områder. Og det kunne udvikle sig til et såkaldt sekundært generaliseret anfald.

I 1876 døde Elizabeth Dade Jackson pludselig af en venøs blodprop i hjernen kompliceret af epileptiske anfald. Den form for epilepsi, hun led af, blev siden kendt som Jackson-epilepsi.

Ny viden fra forsøg med hunde

I 1870 udgav to tyske læger en artikel om et forsøg, som underbyggede John Huglings Jacksons teori om, at elektriske forstyrrelser i forskellige dele af hjernen udløste forskellige typer af anfald. De to var Eduard Hitzig (1838-1907) og Gustav Fritsch (1837-1927)

Hjemme på spisebordet i privaten hos Gustav Fritsch i Berlin gennemførte de forsøg på hunde, som universitetet ikke ville tillade. De fjernede en del af hjerneskallen på hundene, førte en tynd elektrode ned i hjernebarken og satte strøm til. De flyttede rundt på elektroden og konstaterede, at snart spjættede en pote, snart et lårben. Strøm til forskellige dele af hjernen udløste altså ufrivillige muskelsammentrækninger forskellige steder i dyrets krop. Akkurat, som John Hughlings Jackson have tænkt sig til.

Det var en afgørende brik til opklaringen af epilepsiens gåde og udviklingen af den moderne neurovidenskab.

I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet ændredes synet på mennesker med epilepsi. Der blev etableret særlige anstalter til dem i Vesteuropa og USA, hvor de kunne bo permanent eller i perioder. Filosofien var, at de skulle have ro og regelmæssighed i deres hverdag.

Med hensyn til behandling var man dog stadig på herrens mark bortset fra bromsalte, som Dronning Victorias fødselslæge Sir Charles Locock havde introduceret på et videnskabeligt møde om epilepsi i 1857 som behandling mod »hysteriske anfald«.

Selvom Sir Charles Locock ikke var neurolog, var han som gynækolog interesseret i en teori om, at epilepsi hang sammen med seksualitet i form af overdreven onani. Han mente, at onani var en af tre hovedårsager til epilepsi. De to andre var: tætsiddende tænder og menstruation.

Bromsalte blev derfor anvendt, men havde bivirkninger. Og på anstalterne testede man forskellige kure og diæter: vandkur, slangegift og tørkost, for bare at nævne nogle.

Overtro og stigma findes stadig

Efterhånden førte den nye fysiologiske forståelse af epilepsi til flere fremskridt. Blandt dem udviklingen af elektroencefalografi af den tyske psykiater Hans Berger i 1929.

Nu blev det for første gang muligt at måle hjernens aktivitet, få en dybere forståelse af epilepsi og udføre mere præcise kliniske beskrivelser.

I 1912 kom det første effektive lægemiddel – fenemal – og siden er kommet mange flere til. Nye billeddiagnostiske metoder og ny biokemisk viden har i de seneste år ført til bedre diagnostik og behandling.

I cirka tre ud af fire tilfælde kan epilepsi nu behandles og forebygges, men 80 procent af alle mennesker med epilepsi lever i lav- og mellemindkomstlande, og mange får ikke tilbud om behandling.

Dertil kommer, at overtro stadig stortrives bl.a. i nogle afrikanske lande og i Indien, hvor mennesker med epilepsi stadig udstødes af samfundet. Og hvor en brud også i dag kan opleve at blive forladt på grund af et epileptisk anfald på bryllupsnatten.

I Danmark får cirka 4.000 diagnosen hvert år, og omkring 50.000 lever med epilepsi. På verdensplan menes 50 millioner at have epilepsi.