I 1866 døde 4.290 københavnere ud af en befolkning på cirka 160.000. Næsten 40 procent af dem døde af sygdomme, som der i dag findes vacciner for. Ifølge mortalitstabellerne i Ugeskrift for Læger fordelte de 1.685 dødsfald sig sådan:
Tyfus: 88
Kopper: 28
Mæslinger: 43
Kighoste: 97
Difteri: 47
Lungebetændelse: 395
Hjernebetændelse (meningitis): 187
Tæring (dvs. tuberkulose): 288
Lungesvindsot (dvs. tuberkulose): 512
Årets mæslingeudbrud havde krævet 43 dødsofre. Udbruddet var i den mildere ende: I 1887 kunne Dagbladet Politiken i en beskeden notits oplyse, at der under en mæslingeepidemi i København havde været 9.351 tilfælde, og at 453 i løbet af seks måneder var døde af sygdommen. De fleste var i alderen 1-5 år. Dødeligheden var højest blandt de fattigste.
Dødelige »børnesygdomme«
I dag behøver ingen forældre i vores del af verden frygte polio, difteri eller mæslinger, for takket være tilbuddet om gratis børnevaccination er der stort set ingen danskere, der har set tilfælde af de nævnte sygdomme. Men ude af øje, ude af sind: Derfor risikerer man, at fraværet af disse sygdomme opleves som så selvfølgelige, at man ikke synes, man behøver lade sine børn vaccinere. Og i så fald kan man ikke udelukke, at pendulet svinger til den anden side, og at en række smitsomme sygdomme igen vinder frem.
For 150 år siden, hvor mange var i dårlig ernæringstilstand og behandlingsmulighederne yderst få, var dødeligheden af de fleste sygdomme højere, end den ville være i dagens Danmark, hvor de fleste er sunde og velnærede, og det offentlige sundhedsvæsen tilbyder gode behandlingsmuligheder.
I løbet af 1800-tallet døde hundredtusinder af voksne og børn af sygdomme, som de færreste i dag skænker en tanke. Men helt frem til 1960’erne fik stort set alle mæslinger, fåresyge, røde hunde og kighoste. Ingen tænkte nærmere over det – »børnesygdomme« var noget, alle bare skulle igennem.
Fåresygen skyldes parotitisvirus, som indtil 1987, hvor MFR-vaccinen blev indført, var den hyppigste årsag til viral meningitis. Hos ca. hver tredje angrebne forekom testikelbetændelse, der kan medføre sterilitet. Ensidig døvhed var også en kendt komplikation.
Mæslinger, som skyldes morbillivirus, er yderst smitsom og rammer ni af ti ikkeimmuniserede, der opholder sig i samme hus som en smittet. Dødeligheden hos ellers sunde mennesker i de vestlige lande er 0,3-1 pr. 1.000 tilfælde. I lande med udbredt underernæring og ringe folkesundhed kan dødeligheden nærme sig ti procent.
Røde hunde, der skyldes rubellavirus, forløber hos børn relativt mildt, men hvis et barn smitter en gravid i første halvdel af graviditeten, risikerer hun, at barnet fødes med visse misdannelser.
Succeshistorien: kopper
Takket være vaccination er menneskeheden sluppet af med en af historiens største dræbere: kopper. Virus kunne spredes med et nys eller et host eller ved tale, og dødeligheden for de smittede var 30 procent. Det anslås, at 300 millioner mennesker døde af kopper i det 20. århundrede. Det var endda den første sygdom, der blev opfundet en vaccine imod, og den blev første gang afprøvet i 1796. Men allerede dengang stod en udbredt skepsis i vejen for tilslutningen.
De sidste kendte tilfælde af kopper blev registreret i 1978, og i 1980 kunne WHO erklære kopper for helt udryddet. Kopper vil vi formentlig ikke få at se igen. Men USA og Rusland opbevarer levende koppevirus i militære laboratorier, og hvis virus slipper ud, kan resultatet blive katastrofalt; stort set ingen er vaccineret siden 1970’erne, og det er omdiskuteret, om vaccinen beskytter efter så lang tid.
Derfor mener mange, at lagrene af levende koppevirus bør destrueres for at hindre udslip eller bioterror. Andre peger derimod på, at en bevaring kan være af videnskabelig betydning for det tilfælde, at der skulle dukke ukendte forekomster op af vildt virus.
Under alle omstændigheder kan en sygdom, som man tror er under kontrol, sagtens vende frygteligt tilbage, hvis immuniteten eller vaccinationsraten i befolkningen falder under et kritisk punkt. Et eksempel kan nævnes fra Japan: I 1974 blev 80 procent af alle japanske børn vaccineret mod kighoste. Det år oplevede landet kun 393 tilfælde af kighoste og ingen kighosterelaterede dødsfald. Man behøvede ikke længere frygte kighosten, og det er formentlig forklaringen på, at vaccinationsraten mod sygdommen faldt til bare ti procent. En blottelse, som sygdommen ikke var sen til at udnytte: I 1979 fik flere end 13.000 japanere kighoste, og 41 døde.
Polio vender tilbage
Polio var tæt på at være udryddet. Men det initiativ til total udryddelse af polio, som blev søsat i 1988, gik ikke alene i stå i 2020 – det gik baglæns. I 1988 blev omkring 350.000 børn om året ramt af polio. I 2016 var tallet presset helt i bund globalt med kun 42 nye tilfælde rapporteret. Men nu er tallet ifølge WHO igen stigende: Frem til oktober 2020 var der rapporteret 139 tilfælde af polio, der skyldtes vildt virus
Sygdommen spredes især i Afghanistan og Pakistan, hvor Taliban håndhæver et strengt forbud mod vaccination i de områder, som den islamistiske bevægelse kontrollerer. Terrorister har i flere tilfælde angrebet og fordrevet eller dræbt vaccinatører. Tre årgange af børn i Afghanistans sydlige provinser er derfor uden beskyttelse.
Men smitten har også været stigende i flere udviklingslande på grund af lockdown under COVID-19-pandemien. I marts sidste år indstillede WHO sin polioudryddelseskampagne af frygt for, at vaccinatører, der gik fra hus til hus, skulle sprede coronasmitte. Vaccinemoratoriet blev ophævet sidste sommer, men i mellemtiden havde 30-40 lande ikke gennemført vaccinationer, og op mod 80 millioner børn er derfor ubeskyttede mod polio. Nye udbrud kan derfor ventes.
Et dystopisk samfund
I et Danmark uden vaccination ville tusinder af børn være invaliderede af polio. Hundreder ville under tilbagevendende epidemier blive kvalt af difteri. Mange ville dø af stivkrampe og meningitis, og børn ville blive født med handicap, fordi deres mor havde været smittet med røde hunde i de første måneder af graviditeten. Nogle små børn ville hoste så voldsomt med kighoste, at de ville kvæles.
Som for 200 år siden ville vi risikere, at en tredjedel af alle børn døde af kopper, inden de fyldte ti år. De fleste overlevende ville være stærkt vansirede og mange desuden døve eller blinde.
Vi ville opleve et dystopisk samfund, hvor folk, som endnu ikke havde haft alle de smitsomme sygdomme, ville være nervøse for kontakt med andre.
Samfundet ville i perioder lukke helt eller delvist ned, som man også så det under polioepidemien i 1953, da man endnu ikke havde en vaccine. Man ville holde børnene hjemme fra institution eller skole og være betænkelig ved at lave en legeaftale. Under udbrud ville skoler og uddannelsessteder blive nedlukket.
Nej, hov! Vent!
Under COVID-19-pandemien behøver vi jo slet ikke tænke tilbage for at forestille os, hvordan en verden uden vacciner ville se ud.
RETTELSE
POLIO - I det seneste nr. af Ugeskriftet (nr. 6, 22. marts) opgives et forkert tal i artiklen ”En verden uden vacciner”. Artiklen fortæller, at der frem til oktober 2020 var rapporteret 800 tilfælde af polio på verdensplan, og at polio dermed var på fremmarch – bl.a. i Afrika.
Det korrekte er, at der i 2020 (frem til 22. december) var rapporteret 139 tilfælde af polio, der skyldtes ”vild” virus. De øvrige tilfælde var såkaldte vaccine-deriverede tilfælde (VDP), dvs., de var udløst af vaccinen. Den 25. august 2020 kunne WHO faktisk erklære de 47 lande i WHO’s Afrika Region fri for vild polio. De eneste tilfælde af endemisk virus sidste år forekom i Afghanistan og Pakistan.
Her kan tilføjes den gode nyhed, at WHO ifølge tidsskriftet Nature overvejer muligheden for at fremskynde godkendelsen af en vaccine, der ikke som bivirkning kan forårsage VDP.
LÆS OGSÅ
