ET DØGN MED onkologen: »To har fået pladser på hospice …«

7.30: Det regner, så det bliver en kort morgenløbetur før morgenmaden med min mand og vores yngste datter, der er begyndt i 1. g. På cykelturen til sygehuset møder jeg min gamle bagvagt fra turnustiden. Vi trækker cyklerne det sidste stykke, da vi begge har oplevet at få en bøde for at trille på fortovet her ved sygehuset.

8.00: Ved den fælles morgenkonference på Onkologisk Afdeling kan vi konstatere, at vi ikke har nogen syge eller coronamistænkte kolleger. Jeg har en yngre læge med på afdelingen to måneder ad gangen med henblik på oplæring i dette felt. Vi fordeler stuegangen mellem os, så vi hver har de samme patienter hele ugen. Kontinuitet giver god læring og erfaring. Jeg elsker stuegang.

8.30: Morgenkonference på Afsnit for Åbne Indlæggelser med deltagelse af koordinator, sygeplejersker, læger og fysioterapeuter. Vi gennemgår de indlagte – to har fået pladser på hospice. Vi slutter af med en sang, inden vi tager afsked med en sygeplejerskestuderende. Jeg holder en tale for hende.

9.30: Vi ser på henvisninger. To patienter er godt nok registreret som terminale, men har dog tider til vurdering for behandling med kemo- eller immunterapi. Principielt kan de derfor ikke få stamafdeling hos os. Meeen … da de får høje doser prednison, har det nok lange udsigter. Vi accepterer henvisningen. En hjemmesygeplejerske har ringet. Hun mangler injektionsmedicin til en patient, som jeg udskrev forleden. Flere kolleger ringer om symptombehandling, men jeg må se nærmere på situationen, samt hvad de får af medicin, før jeg kommer med forslag.

10.30: På den onkologiske sengeafdeling var en patient i går svært hallucineret og i delir, formentlig udløst af hyperkalcæmi, infektion og smertemedicin. Jeg tilså patienten i går og følger op på ham i dag, hvor han er mere klar og taler i korte sætninger. Lægger planer for hans behandling i weekenden. Derefter tilbage på egen afdeling, hvor jeg tilser en 62-årig mand med lungekræft. Han har været her en uge – i begyndelsen med svært delirium. Vi screener alle ved indlæggelsen med måling af bl.a. calciumion, og hans var svært forhøjet. Vi har behandlet og tager løbende bestik af situationen. Han vil gerne hjem, og det går den rigtige vej, men vi er ikke i mål endnu.

11.30: Samtale med en 62-årig kvinde med fremskreden, mangeårig brystkræft. Der er spredning til hjernen, og for 15 måneder siden fik hun helhjernebestråling. Hun er afsluttet fra onkologerne og terminalregistreret og har fået åben indlæggelse hos os. I aftes blev hun indlagt med blodsukker på 1,8 mmol/l og var svært utilpas. Det er der rettet op på, men hun er kognitivt stærkt påvirket af hjernemetastaserne. Jeg taler med den yngre læge – for og imod prednison. Det er svært at se, hvad det skal hjælpe i denne situation – tværtimod må man forvente mere sving i blodsukkeret. I samråd med de pårørende afstår vi. Vi sanerer med hård hånd i medicinlisten, som har vokset sig lang.

13.00: Jeg deltager i middagskonferencen på Onkologisk Afdeling, og bagefter diskuterer den yngre læge og jeg problemstillinger vedrørende nogle indlagte patienter. Hun fortæller om en bog: »Pseudoarbejde – hvordan vi fik travlt med at lave ingenting«. Den vil jeg læse. Så har jeg mit ugentlige møde med afdelingssygeplejersken.

15.30: Jeg cykler hjem, hvor min nabo – en ældre kvinde – venter ved fordøren. Hun råber, at hun har fået blærebetændelse. Det er ikke første gang, og der er ikke rigtig noget, jeg kan gøre. Jeg anbefaler hende at opsøge sin egen læge i morgen med en urinprøve. Jeg lukker mig ind og synker om i sofaen med avisen.

18.00: En gammel veninde ankommer. Vi er ved at lave aftensmad, da det ringer på døren. Det er et yngre par, der vil købe en sengegavl, jeg har sat i »Den blå avis«. De bærer den selv ned, mens jeg vender tilbage til køkkenet med forklædelommen fuld af kontanter. Min mand er kommet hjem, og vi spiser sammen.

21.45: Veninden er kørt hjem. Inden jeg går i seng, slukker jeg mobilen, så vi kan være ladet op til weekenden.

LÆS MERE

ET DØGN MED ortopædkirurgen: »… i ventetiden har lidelsen ændret sig«

»Jeg skal ikke sige firs, men otti …«

»En af dem, vi kalder mad travellers …«

ET DØGN MED militærlægen: »Hverdagen kan gå fra 0-100 på sekunder …«