Skip to main content

ET DØGN MED onkologen: »Jeg afslutter ham uden behandling …«

Svære samtaler er en del af hverdagen i onkologens ambulatorium. Men de bliver aldrig hverdag, fortæller reservelæge Tanja Weble.
Reservelæge Tanja Cruusberg Weble       Foto: Privat
Reservelæge Tanja Cruusberg Weble Foto: Privat

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

31. jan. 2020
4 min.

5.10 Vi er A-mennesker og vågner altid meget tidligt. Jeg drikker morgenkaffen på køreturen til Næstved fra Strøby Egede. Min mand kører mod København. Jeg er fremme 6.30 og bruger den stille morgen til at tjekke mails, beskeder i SP og prøvesvar, mens jeg spiser medbragt frugt og yoghurt.

8.00 Morgenkonference og vagtoverlevering. Jeg er uddannelseskoordinerende yngre læge på afdelingen og står for at planlægge morgenundervisningen. I dag er det en overlæge, der underviser i statistik. Bagefter videre til strålekonference i lungeteamet, hvor vi godkender indtegninger og stråleplaner, inden lungekræftambulatoriet starter. I dag har jeg en fysiker med, da han har ønsket at se patienterne fra den kliniske side.

9.00 Den første patient har ønsket at få sit svar på kontrol-CT på telefon. Heldigvis kan jeg fortælle, at kræften ikke er vokset. Jeg bestiller ny CT plus blodprøver og lægetid til om tre måneder. Med SP står vi selv for meget af det administrative.

9.30 Næste patient er en 62-årig mand, som holder pause fra sin immunterapi pga. alvorlig diarré og svær træthed som bivirkninger. Diarréen er væk under behandling med prednisolon, men han er fortsat meget træt og har tid på Endokrinologisk Afdeling, da han også har en kortisol på 18. Jeg reducerer lidt i prednisolondosis, og vi er enige om, at han fortsætter sin pause i immunterapien lidt endnu, da diarréen tog hårdt på ham.

10.00 En 71-årig herre har progression på sin CT-skanning efter tre gange kemobehandling. Han har både NSCLC (non-småcellet lungecancer, red.) og SCLC og har fået kemo mod begge typer plus stråleterapi. Hans almentilstand er på grænsen til mere behandling, og jeg ville helst afslutte ham til Palliativt Team, men han har et stort ønske om fortsat behandling, så vi enes om, at han bliver henvist til multidisciplinær konference mhp. biopsi, da eventuel videre behandling vil afhænge af, hvilken type lungekræft der vokser.

10.30 En 85-årig mand, nyhenvist med en stor lungetumor uden tegn på spredning. Men han har en del komorbiditet og er i alt for dårlig almentilstand til at få aktiv behandling. Han er afklaret og kan selv mærke, hvad vej det går. Han har formentlig en kort restlevetid, og jeg afslutter ham uden behandling. Vi snakker om livskvalitet og om den sidste tid. Selvom det aldrig bliver rutine, er de svære samtaler en del af arbejdet. Fysikeren som sidder med bliver berørt af samtalen.

11.30 En 75-årig mand med spredning til leveren har fået planlagt start af fjerdelinjebehandling i dag, da han er i overraskende god almentilstand efter tre tidligere behandlinger. Dagens blodprøver viser imidlertid stigende levertal, bilirubin og CRP begge på 120. Jeg får ham indlagt på Kirurgisk Afdeling Obs kolangitis.

12.30 Efter frokost har jeg halvanden time til at lave morgendagens kemoordinationer. Derefter dagens to sidste patienter. Først en 72-årig velbevaret herre med behandlingsrefraktær kvalme efter to gange kemobehandling, han har et meget stort ønske om at få cannabis. Han er velorienteret om indikationen for cannabis, og jeg kaster mig ud i at ordinere det for første gang. Efter ham ser jeg en 66-årig mand med en lungekræft, der skyldes en mutation og ikke tobak.

15.00 Jeg runder stuegang for at hilse på en terminal patient, som jeg har lagt til lindrende pleje, og vi taler om, hvorvidt han vil hjem og dø eller på hospice. Familien vil gerne have ham hjem, og det foretrækker han også selv.

18.00 Jeg kører sent hjem. Jeg er færdig som speciallæge til februar, og det markerer vi ved at rejse væk i seks uger. Derfor bliver jeg i øjeblikket hængende længere efter arbejdstid for at binde løse ender op. Min mands maduge er blevet til et madår. I dag får vi hakkebøf med købesalat. Efter en gåtur ved vandet går vi i seng ved halvtitiden. Det er prisen for at være A-menneske.

Læs også:

ET DØGN MED hospicelægen: »... han har mod på at komme hjem. Men jeg tænker, at ham ser vi også igen.«

ET DØGN MED ortopædkirurgen: »Det tager lidt tid at hente caput ud af aksillen …«

ET DØGN MED neurokirurgen: »Jeg når at spise nogle nødder og rosiner …«

ET DØGN MED gastromedicin: »Hvis jeg ikke havde haft ultralyd …«