Filmanmeldelse: En helt almindelig familie

Elefanten i rummet først: Må en ciskønnet skuespiller overhovedet påtage sig rollen som transperson? Mit svar er et rungende: naturligvis. For er det ikke netop det, skuespilkunsten handler om – at give skikkelse til noget, man ikke er, men som man qua talent og psykologisk indlevelsesevne formår at gestalte troværdigt og vedkommende på de skrå brædder? Det skulle jeg mene.

Og vil man se, hvor fint den slags i praksis kan gøres, bør man tjekke Mikkel Boe Følsgaards lavmælte og solidariske portræt af familiefaren Thomas, der efter årtiers tilløb springer ud som transkvinden Agnete og efterlader sin helt almindelige forstadsfamilie i en blanding af undren, fortvivlelse og eksistentielt granatchok.

Særligt for den yngste datter, Emma – imponerende spillet af 12-årige Kaya Toft Loholt – giver farens kønslige transition anledning til emotionel turbulens, og hvor storesøster hurtigt er på fornavn med fars kvindelige alter ego, er det svært for præpubertære Emma at få den familiære kabale til at gå op. Det er ikke let at se sine trygge opvækstrammer forvitre midt i en livsfase, som i forvejen er præget af sårbarhed og tøvende individuation.

»En helt almindelig familie« er Malou Reymanns stilsikre spillefilmsdebut. Filmen bygger på hendes egne barndomsoplevelser med en far, som i moden alder slap den indre kvinde løs, og historien er konsekvent fortalt ud fra den unge datters perspektiv. Vi er med på en rejse fra trodsig afvisning til forsigtig accept, og filmens ærinde er hverken at udstille eller gøre nar af far Agnetes lidt hårdhændede selvrealisering. Snarere handler det om, at intet menneske er en ø, og at radikale valg nødvendigvis har radikale konsekvenser. Også for de mennesker, vi er tæt på og gerne vil beskytte.

Fortællingens omdrejningspunkt er hverken hormonbehandling, skæghårsepilering eller thailandsk kønskirurgi (det fremgår f.eks. slet ikke, hvorfor Agnete er blevet afvist af det danske behandlingssystem), men derimod kønsskiftets familiedynamiske efterdønninger. Filmens egentlige hovedperson er Emma, hvis ambivalens kan mærkes helt ned på de bagerste rækker. Det er hendes ansigt og rådvilde blik, man især tager med sig hjem.

»En helt almindelig familie« er en vigtig film om udspringets afledte effekter – om at blive tvangsforflyttet til en spraglet regnbuefamilie, når man hellere vil gå til fodbold med sin far og gemme sig i en euforisk parcelhusalmindelighed. Det er en film om at miste, men også om at få foræret noget nyt, som man ikke havde ønsket sig, men måske alligevel ender med at holde af.

Vores valg har omkostninger, det er filmens budskab. Og det er godt at blive mindet om i en identitetsflydende tid, hvor vi kan udleve os selv på tusind forskellige måder uden altid at gøre os klart, hvordan vores beslutninger påvirker verden omkring os.

Filmen kan absolut anbefales. Og den kan passende suppleres af norske Even Benestads formidable dokumentarfilm »Alt om min far« (2002), hvori han benhårdt og kærligt konfronterer sin far – lægen og sexologen Esben Esther Pirelli Benestad – med hans kønslige transformation, som forvandlede ham selv til et helstøbt og selvsikkert menneske, men efterlod kone og børn pænt splintrede og i vildrede.

Vi er aldrig alene om at være os selv. Det er begge films vigtige pointe.

Filmanmeldelse: En helt almindelig familie

Fakta

Læs mere