»Filmen bibringer tilskueren en ny forståelse af, hvordan det er at leve med en dement hjerne«

Hvordan ser og oplever et dement menneske verden? Det er denne films fokus på demenstilstanden set indefra, der gør »The Father« til en helt enestående oplevelse, som kan bibringe tilskueren en ny forståelse af, hvordan det er at leve med en dement hjerne. Samtidigt skildres de nære pårørendes frustration og afmagt, efterhånden som tilstanden ubønhørligt progredierer.

Hovedrollen som faderen med demens spilles mesterligt af Anthony Hopkins og også Olivia Colman – kendt som Elizabeth II i The Crown – er meget overbevisende som datteren, der befinder sig i en blandingstilstand af omsorg, udmattelse og dårlig samvittighed.

Filmen låner os den dementes hjernes eget vekslende og forvirrende perspektiv, så vi som tilskuere selv bliver helt rundt på gulvet sammen med Anthony (som også er hans navn i filmen): Hvem er alle de mennesker, der braser ind i min lejlighed? Og er det overhovedet min lejlighed? Hvorfor siger de samme mennesker hele tiden noget forskelligt, og er det sandt, at min datter skal til Paris? Hvordan blev det pludselig aften, når jeg tror det er morgen, hvem har stjålet mit ur, og hvorfor sidder jeg stadig her i min pyjamas?

Scenen er – som en slags teaterscene – indskrænket til en lejlighed i London, med kun få udflugter ud i verden. Alle, der har oplevet en dement pårørendes gradvise deroute, vil genkende, hvorledes verden bliver mindre og mindre, i takt med at forvirringen tiltager. For når man ikke længere kan stole på konstans i selv kendte omgivelser, hvor skræmmende er så ikke det ukendte land uden for hoveddøren?


Filmen tegner et rørende og multifacetteret portræt af Anthony. Han er en mand, der har været vant til at blive lyttet til. Som han selv siger, er han intelligent og slår stedvis hårdt ned på omgivelserne, når han oplever, at de taler ned til ham og i et sukret tonefald tilskynder ham til at indtage sin lille blå pille. I næste øjeblik kan han dog charmeres af kvindelig sødme og kaste sig ud i chevaleresk adfærd med tillavning af drinks. Og hvis ånden kommer over ham, giver han den gerne som stepdanser. Men han kan også være brutal i sin underkendelse af den opofrende datter, Anne, som i hans øjne tydeligvis ikke kommer op på siden af yndlingsdatteren Lucy.


Denne film skal ses for dels de fremragende skuespilpræstationer, dels som en enestående mulighed for at leve sig ind i et dement menneskes pinefuldt fragmenterede verden. En verden, hvor man ikke længere kan stole på sine egne sanser, og hvor man kan blive paranoidt tolkende over for de omgivelser, som prøver at hjælpe, så godt de kan. Mistillid og tillid balancerer på en knivsæg i en verden uden kendte pejlemærker. »Hvem er jeg?«, spørger Anthony fortvivlet sygeplejersken i den poetiske slutscene, hvor han bemærker at han – som et gammelt træ ved efterårstide – er ved »at miste alle sine blade«.

Dette er ikke en feelgood film, men et vidnesbyrd om, at der selv i den totale opløsningsproces kan være formildende elementer af menneskelighed og omsorg til stede. Og en påmindelse om, hvor nyttigt det er at prøve at se verden gennem den andens briller.

LÆS OGSÅ

»Filmen bidrager med at forstå døden som en naturlig og uundgåelig proces i livet«

Det er mennesker med tanker, følelser og eksistentielle behov vi arbejder med og ikke »pakker«

»Forfatteren beskriver på imponerende vis, hvordan helbredsangst ser ud fra den helbredsangste selv«

»Vi er mange, der har svedt der uden rigtigt at bemærke det smukke rum«