Filmen minder os om, at livet leves særligt intenst, når man ved, at det snart kan være slut

De fleste læger har formentlig prøvet at skulle overlevere et kræftbudskab, hvor patientens chance for overlevelse er meget lille. Personligt erindrer jeg min debut for ca. tredive år siden, hvor jeg som uddannelseslæge skulle fortælle en ældre kvinde, at hendes thoraxrøntgen viste en stor lungetumor. Jeg husker endnu hendes hæklede, blå hue og det chokerede udtryk, der bredte sig på hendes ansigt, da jeg skånselsløst ærligt fremlagde budskabet om tumorens tilstedeværelse i hendes krop. Og, nærmere adspurgt, udpenslede den sandsynlige livsafkortende konsekvens heraf. Når jeg ser tilbage på den samtale i dag, krymper min sjæl sig. Jeg var ung og havde som credo ikke at stikke noget under stolen. Jeg havde indtaget sandhedsserum sammen med rigelige mængder af medicinsk viden, som endnu ikke var fusioneret med en ordentlig fornemmelse for, hvordan mennesker i krise fungerer.

I denne film stilles der skarpt på lige præcis de dage, hvor en yngre filminstruktør, Anja Richter, fremragende spillet af Andrea Bræin Hovig, erfarer, at hun har fået en hjernetumor. Det drejer sig efter al sandsynlighed om spredning fra en lungecancer, hun tror sig radikalt behandlet for. At det så netop er op til jul, hvor alle på hospitalet holder fri og familien skal hygge sig, gør ikke sagen bedre. Julen skal fejres i den sammenbragte familie bestående af den knap 20 år ældre partner, teaterinstruktøren Tomas, storartet gestaltet af Stellan Skarsgård, dennes tre særbørn og parrets egne tre børn. Man fornemmer, at hverdagen er præget af, at begge arbejder meget. Ægteskabet er nede i en træt bølgedal, og man skal lede længe efter noget, der ligner en gnist.

Sådan er situationen, da den nye dagsorden, cancer med sandsynlig dødelig udgang rydder bordet. Nøgternt og uden mindste flig af sentimentalitet skildres Anjas, Tomas’ og børnenes reaktioner. Men filmen stiller også skarpt på fagpersonernes håndtering af det handlekraftige par, der har brug for en vejledning i håndtering af sygdommen og dens mulige behandling. Med Anjas ord er de nu »på arbejde sammen i en helt ny branche«. Maria Sødahl har en ganske særlig forudsætning for at kunne skildre hændelsesforløbet så præcist: Dette er en fiktionaliseret udgave af hendes egen historie, som nu befinder sig i År 9 efter operation for hjernetumor. Rollerne som de centrale sundhedspersoner indehaves af læger, sygeplejersker og radiografer, og det er måske derfor, at alle replikker virker så troværdige. Der er befriende langt fra Oslo til Hollywood i beskrivelsen af Anjas fortvivlelse blandet med raseri, tilsat højdosis steroidbehandling. Tomas forsøger at følge med efter bedste evne og kommer efterhånden på banen med sin maskuline handletrang, som dog ikke altid bliver vel modtaget.

Filmen er særligt seværdig for sundhedspersonale i forhold til at huske, hvor stort et chok det er for et menneske, som befinder sig midt i livet, at tvinges til at se sin egen død i øjnene. Og – som filmens titel antyder – huske, at der altid findes håb. Det håb, som også kvinden i den hæklede hue burde have fået med sig fra min dommedagskonsultation for tredive år siden. »Al statistik skal læses med forsigtighed«, siger en af lægerne, der erindrer, hvilken håndfuld af undtagelser, han har mødt i sit lange lægeliv i form af patienter, der imod alle odds har levet videre, trods en dyster prognose. Også det niveau af skam Anja føler ved at have røget, er værd at skrive sig bag øret. Samtalen om skyld og skam hører også til på lægens bord, så den enkelte ikke sidder alene tilbage med følelsen af at være et dårligt menneske, som selv bærer ansvaret for sin tilstand.

Endelig er det altid godt at få repeteret, at livet leves særligt intenst, når man ved, at det snart kan være slut. Så med Atul Gawandes ord fra bogen »At være dødelig« kan det være godt at tænke over, hvad man vil gøre med og i sit liv, hvis tiden bliver knap. Og så måske se at få det gjort. Uanset hvad. Bare for en sikkerheds skyld.

Filmen minder os om, at livet leves særligt intenst, når man ved, at det snart kan være slut

Fakta