HISTORISK: Da barberen var akutlæge

Siden oldtiden havde kirurgien og barberfaget været to sider af den samme mønt. I 1200-tallet forbød paven ligefrem klostrenes munke at udgyde blod, når de udøvede lægegerning ved for eksempel åreladning og sårbehandling. Og da flertallet af de universitetsuddannede læger var teologer med medicin, jura og filosofi som bifag, var det en ordning, som i praksis overlod de mere snaskede sider af lægegerningen til barberkirurgerne.

De »rigtige« læger og kirurgerne

Medicin og kirurgi forblev i 600 år to skarpt adskilte fag: De »rigtige« læger var de universitetsuddannede medicinere, der talte latin og ordinerede indviklede, oftest virkingsløse behandlinger for »indvendige« sygdomme.

Mens de lærde medicinere færdedes i de øverste samfundslag, befandt barberkirurgerne sig bogstavelig talt i gadehøjde. Når folk kom til skade, var det nærliggende at bringe dem til nærmeste barberstue, hvor man altid kunne finde varmt vand, sæbe, rent linned – og barberen med sin skarpe kniv.

Kirurgerne var barbermestre og -svende med en tillægsuddannelse. De kunne åbne bylder, trække tænder ud, amputere kvæstede eller syge lemmer, sætte klystre, fjerne blæresten og behandle sår, hudlæsioner og andre »udvendige« lidelser (herunder syfilis, der jo manifesterede sig ved sårdannelser på huden). Barberen kunne desuden – og ikke mindst – foretage de åreladninger, som var guldstandard for behandling af snart sagt enhver sygdom, og desuden udbredt som forebyggende behandling.

Lov afskaffer barberkirurgen

Gennem århundrederne blev kirurgien udviklet og forfinet. Og ved oprettelsen af Det Kongelige Kirurgiske Akademi i 1787 havde man frigjort kirurgien fra barberfaget. En udvikling, der blev kronet, da de to uddannelser omkring 1840 blev samlet under Københavns Universitet. Nu hed det ikke længere Det Medicinske, men Det Lægevidenskabelige Fakultet.

Og i 1857 kom så den liberale næringslov, som opløste de gamle håndværkslav og dermed afskaffede lavenes mester- og svendeprøver. Hidtil havde barbermesteren stolt hængt sit håndværksskilt – åreladningsbækkenet – på barberstuens facade som tegn på, at han med samme ret som universitets læger kunne udøve lægegerning. Mange barbermestre havde da også fået en udmærket videreuddannelse på Kirurgisk Akademi.

Nu var næringen fri. Enhver kunne fuske i alle håndværk – og dermed forsvandt også en århundredgammel stand: amtskirurgerne (dvs. embedskirurger, red.). Og som Ugeskrift for Læger bemærkede: »Lægebarberen forsvandt. Skægrageren blev tilbage«.

Barberkirurgen var definitivt blevet historie.

En retssag

Og som en retssag fra 1887 skulle vise, stillede det barbererne i en uholdbar situation. Sagen, der blev omtalt i Ugeskrift for Læger, drejede sig om en barber, som blev idømt en bøde, fordi hans barberstue havde afvist at hjælpe en dreng med et sår i tindingen. Ifølge §4 i Lov om Barbernæring fra 1861 havde barberen stadig ret til at årelade. Men desuden skulle barberstuerne, under truslen om bødestraf, hjælpe enhver, »der paa Gaden ere komne til Skade eller pludselig blevne angrebne af Sygdom«, og »Barberen skal være pligtig til at yde dem, hvad foreløbig og øjeblikkelig Hjælp, han agter fornøden«.

»I kraft af Loven kan man, saaledes som den foreliggende Sag udviser, idømme Barbererne Straf for at have undladt at yde en Hjælp, som de (…) ikke er i Stand til at yde«, bemærkede Ugeskriftet.

Ganske vist havde den nystiftede barber- og frisørforening efter afskaffelsen af eksamenskravet forsøgt at indføre en frivillig svendeeksamen som afslutning på et kursus i kirurgi og anatomi. Undervisningen blev ledet af en barbermester og af stabslæge Frederik Biering, der også udgav en håndbog for barberer. Men fagets lærlinge havde ikke vist interesse for det dyre kursus, der ikke engang gav dem nogen fordele – kun pligter og truslen om strafansvar.

»Her aarelades«

Nogle barberer stillede sig dog gerne til rådighed som en slags læger. Et barberskilt fra 1900 annoncerede: »Her aarelades. Igler og Blodkopper paasættes. Lavement gives. Ringe indsættes i Ørene. Ligtorne og indgroede Negle helbredes, samt alt til Barberfaget henhørende udføres«.

Med fremkomsten af bakteriologien og antiseptikken mistede de fleste dog lysten til at lade sig skære i af barberens usterile knive.

Efter møder med barberforeningen nedsatte Lægeforeningen for København og Omegn i 1898 et udvalg, der i en betænkning foreslog at afskaffe den forkætrede § 4, da den lægehjælp, som de ufaglærte barberer kan yde »kan paaføre og bevisligt har paaført Medmennesker Skade paa Liv og Helbred«.

Lægeforeningen indrømmer, at der vil opstå »et Hul i Københavns Samaritervirksomhed«, når man fjerner, »hvad der hidtil har været et, om end meget daarligt, Surrogat for Lægevagtstationer med Dagtjeneste«.

Foreningen foreslår to løsninger: Enten at oprette »Lægevagtstationer med Lægevagt Dag og Nat« eller at »udvikle Sygetransportsystemet yderligere, og henvise alle tilskadekomne til Hospitalerne«.

I mangel af bedre …

Lægerne beder en jurist, overretssagfører Axel Bang, om at vurdere Lægeforeningens betænkning. Han støtter dens hensigter, men peger dog – helt ujuridisk – på svagheden:

»Saalænge man ikke har Lægevagtstationer med Lægevagt Dag og Nat eller en saa udviklet Sygetransport, at man kan henvise alle tilskadekomne til Hospitalerne«, kan man ikke ophæve den adgang til hurtig hjælp, der trods sine mangler findes i barberstuerne.

Og – tilføjer juristen – man kunne let skabe det indtryk, at lægerne ikke alene vil have barbererne fjernet fra denne del af sygebehandlingen, »men ogsaa vil skaane sig selv for den«.

Lægerne bør derfor vente med at kræve § 4 fjernet, til den har fået gennemført oprettelsen af en lægevagt eller et sygetransportvæsen, »hvad enten dette nu kan ske ad kommunal Vej eller Opgaven maa løses af Private«.

Desuden må man tage med i sine overvejelser, påpeger Axel Bang, at der i så godt som enhver gade i byen findes en eller flere barberstuer, hvor man kan bære den syge eller tilskadekomne hen, og hvor der – hvis loven ellers overholdes – skal forefindes en liste med navne og adresser på læger i nærheden.

Og selv om barberen mangler lægelige færdigheder, har man dog i ham en person, som har en pligt til at hjælpe med at få fat på en læge eller bringe patienten til hospitalet.

Den første lægevagt

Selv om der ikke fandtes noget, der bare svagt kunne minde om et akutberedskab, var der dog sket noget i de sidste 10-15 år: Den Københavnske Lægeforening var ivrigt optaget af lægevagtsspørgsmålet og havde siden 1886 støttet »Foreningen for Lægevagtstationer«. Den skulle sikre beboerne i København og på Frederiksberg lægehjælp om natten, midler til førstehjælp samt »skaansom Transport af Tilskadekomne«.

Foreningen havde etableret et netværk af læger og forbindsstationer, der kunne yde nødhjælp og var gratis for ubemidlede. Lægerne kunne om natten tilkaldes gennem politistationerne, hvor foreningen havde placeret vogne til transport af tilskadekomne.

I begyndelsen havde Krigsministeriet doneret otte bårer. Siden havde Røde Kors bidraget med to lukkede hjulbårer, og fra 1889 var der kommet syv hestetrukne ambulancer til – dog uden tilhørende heste. Ambulancen var bemandet med en politibetjent, som ved udrykning først måtte låne hest og kusk fra en vognmand.

Efterhånden steg antallet af udrykninger, og i 1898 overtog Københavns Brandvæsen selve ambulancekørslen, mens Foreningen af Lægevagtstationer fortsat betalte udgifterne.

Omkring århundredskiftet blev barbererne befriet fra deres historiske byrde og kunne fremover koncentrere sig om at klippe og barbere.

Det varede mange år endnu, inden ambulancepersonalet fik mere end den mest sporadiske uddannelse – men det er en anden historie.

Læs flere af Klaus Larsens historiske artikler:

Da læger assisterede ved henrettelser

Hvide kitler - sorte lunger

Pillen, der bortjager træthed

Hitlers medicinmand