Skip to main content

HISTORISK: Jagten på en kræftkur anno 1855

Mens cellepatologien tog sine første, spæde skridt, famlede lægerne stadig i blinde efter behandlinger mod »en af de frygteligste Sygdomme, som kan ramme et Menneske«.
Uden bedøvelse. Kirurger fjerner malign svulst fra en mands venstre bryst og armhule i en daglligstue i Dublin i 1817. Ill.: The Wellcome Collection.
Uden bedøvelse. Kirurger fjerner malign svulst fra en mands venstre bryst og armhule i en daglligstue i Dublin i 1817. Ill.: The Wellcome Collection.

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

31. jan. 2020
7 min.

Kræft har været kendt siden oldtiden. Men frem til nyere tid døde de fleste af infektionssygdomme, inden de blev så gamle, at de blev ramt af kræft.

Midt i 1800-tallet, hvor danskerne i gennemsnit levede 44-45 år, var kræft dog begyndt at optage lægerne. Til dels, måske, fordi man med den nyopfundne æterbedøvelse kunne begynde at behandle kræften kirurgisk. Og formentlig også, fordi medicinen omsider havde fået videnskabelige ambitioner.

I 1855-årgangen af Ugeskrift for Læger finder man flere artikler om emnet kræft, og hvordan man behandler den. I det, som nærmest må kaldes en statusartikel, gennemgås samtlige de behandlinger, man havde forsøgt sig med gennem de seneste 100 år.

»Lægekunsten lader os i Stikken«

Den ældste beskrivelse er fra en ægyptisk papyrus 1600 f.v.t. Den græske læge Hippokrates behandlede 400 år f.v.t. kræftpatienter med diæt, åreladning og afføringsmidler. Kirurgisk fjernelse af kræftsvulster er også beskrevet, men da der hverken fandtes bedøvelse eller antiseptik, var operationerne ufatteligt pinefulde og prognosen deprimerende.

Kræftbehandlingen i midten af 1800-tallet havde ikke gjort nævneværdige fremskridt siden Hippokrates. Situationen var derfor ikke opmuntrende, da Ugeskriftet i 1855 beskrev kræft som »en af de pinligste (dvs. mest smertefulde, red.) og frygteligste Sygdomme, som kan angribe et Menneske og bydes en Læge til Behandling, da (Læge)kunsten i Reglen lader os i Stikken«.

Derfor må man da også se fordomsfrit på enhver »fornuftig Bestræbelse mod denne Sygdom« – også de behandlinger, der bare kan tjene til at »gjøre Smerterne mindre utaalelige«.

Og lige som det er tilfældet i dag, hørte man jævnligt om nye, lovende behandlinger, som alle havde deres entusiastiske tilhængere. Det gjaldt f.eks. »den neapolitanske Læge Landolfi«, der ifølge Ugeskriftet havde introduceret en ny behandling, »der senere er blevet prövet og tildels anerkjendt af flere, navnlig tyske Læger«, og som gik ud på at smøre en klorholdig pasta på svulsten.

Skære eller ej?

Fordele og ulemper ved kirurgisk fjernelse af svulster var en kilde til lidenskabelige diskussioner. I 1772 oplyste den skotske kirurg Jacob Hill, at han af 88 opererede kræfttilfælde kun havde oplevet ti recidiver. Andre tilhængere af kirurgi anfører lignende gode resultater. Det skal dog siges, at »kræft« kunne være en usikker diagnose, og det kan ikke dokumenteres, at der i alle tilfælde faktisk har været tale om kræft, og om den i så fald har været godartet.

For balancens skyld anføres også en række modstandere af at bruge kniven. Her gribes der helt tilbage til Hippokrates og den romerske læge Celsus (ca. år 0). Men der er også nyere kilder som f.eks. lægen, der i 1833 i Outlines of Pathology skrev, at han i 99 af 100 amputerede »scirrhøse« bryster havde fundet »scirrus« i arret eller de nærmeste lymfekirtler (scirrus defineres i en samtidig ordbog som ”en hård tumor, der opstår ved hærdningen af en kirtel og ofte ender som kræft”, red.). Ugeskriftet citerer London Medical Gazette, juni 1838, for, at der »blandt 180 Tilfælde, som for störste Delen blev opererede under de heldigste Omstændigheder, ikke en eneste Gang har truffet varig Helbredelse«. Andre kirurger kan meddele lignende dårlige erfaringer med helbredelse efter eksstirpation.

Kvinde med ubehandlet brystkræft. Engelsk akvarel, ca. 1840. Ill.: The Wellcome Collection.

Gifttyde og kviksølv

Hvor kirurgerne forsøgte at skære ondet væk, brugte medicinerne deres fantasi. Især fra 1700-tallet opregnes en række sælsomme midler, »hvoraf nogle har vist sig aldeles uvirksomme eller endog skadelige«, mens andre undertiden hævdedes at have helbredt sygdommen.

En tysk læge, Störck, havde i 1760 forsøgt sig med inddampet saft af gifttyde blandet med pulveriserede plantedele og givet i pilleform. Han lod patienterne indtage en stigende dosis og havde næsten ikke oplevet bivirkninger, bortset fra »hyppigt indtrædende gastriske Besværligheder«. På udvendige svulster lagde han omslag med blade af gifttyde og injicerede et afkog af planten. Hermed opnåede han »en specifisk Virkning mod Scirrus og Cancer«.

Virkningen har dog ikke kunnet dokumenteres, bemærker Ugeskriftet og tilføjer, at det i mange tilfælde nok ikke har drejet sig om kræft.

En dr. Lambergen har eksperimenteret med afkog af belladonna (natskygge) i kogende vand i doser, som gradvist »steg til Narkose«, suppleret med lokale plastre med belladonnaudtræk. »De angivne Tilfælde om Helbredelse ere meget tvivlsomme«.

Der anbefales også andre giftige planter: bulmeurt, pigæble, stormhat, nikkende kobjælde og fingerbøl foruden bitre abrikoskerner, blåsyre, opium og morfin.

Den ansete franske læge Jean-Nicolas Corvisart (1755-1821) anbefalede friskpresset saft af diverse forårsurter, lunkne bade og afføringsmidler. Andre sværgede til omslag af reven gulerod eller morgenfrue, for blot at nævne nogle få af de midler, som de magtesløse læger – og deres desperate patienter – knyttede deres håb til.

Kvinde med ubehandlet kræft. Ulceration og nekrose har blotlagt muskler og ribben. 1828. Ill.: St Bartholomew's Hospital Archives & Museum // Wellcome

Arsenik og reven gulerod

Arsenik spillede i en periode en vigtig rolle. I 1775 påstod den franske læge Lefebvre, at han ved hjælp af arsenik i stigende doser i regel kunne helbrede en brystkræft i løbet af nogle uger. Er kræften brudt ud gennem huden, kan såret bades med en arsenikopløsning og dækkes »med Omslag og Gulerodsgröd« kogt i den samme opløsning. På denne måde, har en læge ved navn Rönnow angiveligt helbredt 50 tilfælde af »utvivlsom Kræft«.

Man kunne også med tryk »berøve Kræftsvulsten sin Ernæring«. En skotsk læge helbredte angiveligt 12 af 19 tilfælde på den måde, mens fem havde fået det »væsentligt bedre«. Lignende resultater kunne opnås med »frysemetoden« (omslag af knust is og salt) eller ved at underbinde blodtilførslen til det syge sted.

Ved »Syphilisation« blev den syge indpodet med syfilissmitte. Der blev også eksperimenteret med inokulering af gangrænøst væv fra hospitalspatienter. Tanken med den første metode var at forvandle kræftsåret til et syfilitisk sår, der så kunne behandles med kviksølv. Ved den anden metode søgte man at fremkalde gangræn, der skulle »udstøde« kræften.

»Disse Forsög synes ikke at kunne forsvares«, bemærker Ugeskriftet.

Ætsning og brænding

En behandling bestod i at ætse kræftsåret med salpetersyre. Herved dannedes en gul skorpe, og »det ætsede parti udstödes efter 15-20 dages Forlöb«. Eventuelt kunne man med charpi (linnedtrævler) omdanne syren til en geléagtig masse og smøre den på det sted, der skulle ætses. Når den gule sårskorpe så var blevet »mör og blöd som en raadden Svamp«, kunne den skrabes af med en spatel. Fik man ikke bugt med hele svulsten, gentog man proceduren »indtil alt det Sygelige er fjernet«. Også basiske ætsmidler som f.eks. kaustisk soda kunne bruges.

Napoleons livkirurg, Dominique Larrey, brændte svulster væk ved gentagne behandlinger med glødende jern.

Der blev også afprøvet andre behandlinger – og i mange tilfælde af en karakter, der viser graden af desperation hos patienterne: magnetiske strygninger, »elektrificering« eller injektion i svulsten med pulveriseret bly eller en blanding af bly og svovl.

Selv om artiklen i Ugeskriftet i mange tilfælde udtrykker skepsis, bringer man dog opskrifter på de omtalte midler. Så kunne læserne søge inspiration til at gøre egne, empiriske erfaringer.

Dårlig overlevelse

I samme årgang af Ugeskriftet finder man dog to længere artikler »Om Diagnosen og Helbredeligheden af Kræft«, der peger i retning af en ny videnskabelighed. For netop i disse år så den videnskabelige onkologi dagens lys, da bl.a. den tyske læge Rudolf Virchow ved hjælp af det moderne mikroskop skabte grundlaget for cellepatologien og dermed for moderne kræftforskning.

Der blev gjort op med de spekulative teorier om kræftens natur, og nu kunne man i Ugeskriftet læse denne sætning, som indvarslede det nye syn på kræften som en specifik diagnose:

»Mikroskopet lærer os, at der gives kun én Slags Kræft, den, som indeholder Kræftcellen«.

Herfra og til en effektiv behandling var der dog lang vej igen. Trods meddelelser om individuelle helbredelser endte det skidt for langt de fleste kræftpatienter, hvilket illustreres af en samtidig opgørelse (1854) fra William Marsdens Free Cancer Hospital i London. Her oplyses det, at 90 af 650 kræftpatienter det foregående år »har fået deres sygdom bremset eller lindret. Af de indlagte patienter var det omkring 56. Desuden ser det ud til, at kun nogle få tilfælde er blevet opereret med godt resultat«.

Læs flere af Klaus Larsens historiske artikler:

Da læger assisterede ved henrettelser

Billig sprut på recept

Fra fugt og stank til lys og luft i Brumleby

Hvide kitler - sorte lunger

Referencer

LITTERATUR

1. Ugeskrift for Læger 1855, 2. rk, bd. XXII:49-68, 329-44, 369-81.

2. Ugeskrift for Læger 1855, 2. rk, bd. XXIII.

3. Dr. Macfarlane’s remarks on carcinoma of the mamma and the inefficacy of surgical operation of that disease. Medical Gazette 1838:413-9.