Hymen, jomfruhinde, mødom, jomfrudom eller (senest) kønskrans. Den lille, ubetydelige slimhinderand ved indgangen til vagina har mange navne. Og så ubetydelig er den heller ikke. Hymen – eller snarere dens fravær – har udløst lemlæstelse, mord, klanfejder, krige og retssager.
I nogle kulturer afhænger en families ære af, at en datter ikke har haft seksuel debut – at hun er jomfru. Sex før ægteskabet kan koste livet. Enten er bruden jomfru, eller også er hun damaged goods. Hun bliver sendt retur som en byrde for familien og en vanære, som kun kan afvaskes med pigens blod. Der er næppe tal på, hvor mange kvinder der er blevet myrdet af fædre, onkler og brødre, fordi de ikke kunne fremvise et blodplettet lagen efter bryllupsnatten.
Lagentesten er ikke af ny dato. Den omtales i 5. Mosebog (22;13-21) og i middelalderens ridderromaner. Da Englands kong Henrik den 8. i 1529 ville have sit 23 år lange ægteskab med dronning Katarina annulleret, hævdede kongen under retssagen, at hun ikke var jomfru ved ægteskabets indgåelse. Beviset? Der havde ikke været blod på lagenet.
Myterne
Hymen er ombølget af myter. Den mest hårdnakkede er, at den skal briste ved det første samleje, at det gør ondt, og at det skal bløde.
En jomfru-»hinde« eksisterer ikke. Men på indersiden af skedeåbningen findes der en elastisk, ringformet slimhinderand, som nogle gange kan få små rifter, som bløder ved det første samleje. Det er de færreste kvinder, der bløder første gang, de har penetrerende sex. Hos mange vil slimhinderanden endda være intakt efter en fødsel. Men når en kvindes liv afhænger af, om hun kan »bevise« sin intakte dyd ved ægteskabet, er hun nødt til at snyde, og det har kvinder gjort til alle tider.
Grækernes gud for ægteskab hed Hymenaios – deraf udtrykket »at blive smedet i hymens lænker«. Men ingen af antikkens læger eller naturfilosoffer – hverken Hippokrates eller Galen – omtalte en jomfruhinde eller mødom. Den græske læge Soranus af Efesos mente dog, at postcoital blødning skyldtes bristede blodkar. I sin bog »Gynaikeia« anbefalede han, at piger undgik samleje indtil den første menstruation i fjortenårsalderen. Ikke af moralske grunde, men fordi det ville sikre dem imod graviditet, før livmoderen var fuldt udviklet.
Selve ordet hymen blev første gang brugt i forbindelse med kvindelig seksuel uberørthed
i 1498 af den italienske læge Michele Savonarola. Han beskrev hymen som »en membran, der brister ved deflorationen, så blodet flyder«. Herefter bliver henvisninger til hymen og dens forbindelse til jomfruelighed mere og mere hyppige.
Fiskeblærer og teaterblod
Omkring 1100 gav den kvindelige (!) læge Trota af Salerno et listigt råd til unge kvinder, som før ægteskabet »er blevet lokket til at sprede deres ben og derved har mistet deres jomfrudom«. Dagen før brylluppet skal de sætte en igle på de ydre kønslæber. Når den har suget blod, vil der dannes et lille sår, og når manden på bryllupsnatten trænger ind, vil der flyde lidt blod, og »således vil den falske jomfru bedrage manden«.
I sin afhandling »Om monstre og undere« fra 1573 beskriver kirurgen Ambroise Paré forskellige teknikker, som kvinder brugte i oldtiden, når de ville »bevise« deres jomfruelighed. En populær metode var at anbringe en blodfyldt fiskeblære i vagina, så bryllupslagnerne kunne passere familiens inspektion den næste morgen. I nødstilfælde kunne en kvinde file en negl så spids, at den kunne ridse huden og frembringe lidt blod til sengetøjet.
Ud over at snyde på bryllupsnatten kunne der være andre grunde til, at en kvinde ville udgive sig for at være uberørt. I 1700- og 1800-tallets bordeller var en jomfrudom hård valuta. Mange kunder var villige til at betale ekstra for at få lov til at deflorere en ung pige, og enhver bordelmutter var leveringsdygtig i falske jomfruer.
I dag køber man »blodpiller«, såkaldte Artificial Hymen Pills, hos Amazon.com. Her koster to stikpiller cirka 400 kroner. En stikpille indsættes i skeden senest en halv time før samleje. Når slimhindens fugt og kropsvarmen opløser membranen omkring pillen, løber det kunstige blod ud.
Et andet tilbud er en opstrammende gel, der dagligt påsmøres skedevæggene et par uger »før det ønskede øjeblik«. Dette produkt retter sig især mod kvinder i lande, hvor det er praksis at vurdere den kommende ægtefælles dyd med fingrene for at undersøge, om adgangen er mistænkeligt nem. For 250 år siden opnåede man samme effekt ved hjælp af alun.
Bartholin og hymen
Den ældste anatomisk korrekte fremstilling af vagina og hymen findes i den danske anatom og medicinprofessor Thomas Bartholins lærebog »Anatomia« fra 1655. Bartholin mente, at det første samleje efterlod fysiske spor hos en kvinde, og at en mand, der giftede sig med en jomfru, ville have vanskeligt ved at trænge ind i bruden – nærmest som om der var en barrikade for lemmet. Han hævdede, at en kvindes første vaginale samleje altid er smertefuldt og resulterer i blødning – noget, han mente, skyldtes hymen. Bartholin mente desuden, at meget unge jomfruer bløder mindre, da deres hymen er mere tør og deres blodkar mindre end hos mere modne kvinder.
Bartholin mente, at vagina slapper af ved menstruation, og at det første samleje i den situation ikke ville være smertefuldt. Derfor var hans råd, at kvinden skulle undgå bryllup, mens hun havde det månedlige, da der så kunne opstå tvivl om hendes jomfruelighed.
Bartholin omtalte flere teorier om, hvad hymen var, og hvordan den spærrede for mandens indtrængen i skeden. Selv mente han, at hymen skulle findes på livmoderhalsen, lige bag »blærehalsen« (muligvis har der været tale om Skenes kirtler). Den var ringformet, så menstruationblodet kunne flyde, og når kvinden var fuldt udviklet, kunne en finger lige akkurat passere.
Ifølge Bartholin blødte kvinder ved den seksuelle debut, og hvis det ikke skete, kunne det f.eks. skyldes, at hymen var bristet ved et uheld, at kvinden havde menstruation, at åbningen var aflang og straktes uden at briste, at livmoderhalsen var meget rummelig og mandens penis tynd, at manden »stødte sin stav ind med kløgt«, eller at kvindens livmoder var faldet ned og havde sprængt hymen.
Mælkeprøven på rådhuset
Jomfrueligheden blev dog ikke kun vurderet på basis af en mere eller mindre imaginær jomfruhinde. I en tid, da fødsel uden for ægteskabet var den sikre vej til social udstødelse, var provokeret abort og drab på nyfødte ikke ualmindelige. Det var der dødsstraf for, og den mistænkte (altid kvinden) blev underkastet en malkeprøve på rådhuset for at se, om hun havde mælk i brysterne.
I tvivlstilfælde kunne professorerne ved det medicinske fakultet afgive en retsmedicinsk erklæring. Her vejede de for og imod – ikke på basis af en undersøgelse, men ved at ræsonnere på formfuldendt latin. Da professor Ole Worm skal forsvare en kvinde med mælkefyldte bryster, søger han at undergrave en kollegas påstand om, at mælk er et sikkert tegn på graviditet eller nylig fødsel. Modstanderen burde overveje – siger Worm – om ikke mælken, dette »legemets affaldsprodukt kun findes hos kvinder, der har mistet deres dyd«.
For at lægge vægt bag argumentet henviser Worm lige som sin modstander til oldtidens forfattere og filosoffer, »hvis pålidelighed ikke kan drages i tvivl«. Worm fremhæver, at Hippokrates omkring 400 f.v.t. havde slået fast, at »hvis en kvinde, som hverken har født eller er gravid, har mælk, er det tegn på, at hendes menses er udeblevet«.
Med andre ord: Selve lægekunstens fader havde anført mælk »som et af symptomerne på udebleven menstruation, men ikke på graviditet«. Og som om dette ikke var nok, kan Worm slæbe selveste Aristoteles i vidneskranken for det samme synspunkt. End of discussion.
Ikke så få af disse retsmedicinske erklæringer handler om kvinders dyd. Det fremgår ikke, om det lykkedes Worm at få den anklagede kvinde frikendt, så hun undgik bødlens sværd.
HISTORISK: Operationsdødsfald anno 1848
HISTORISK: Bedøvelsen vs. »den naturlige smerte«
1. Bartholin T. Cista Medica Hafniensis. Dansk Farmaceutforenings Forlag 1982:128-37.
