Kolera: Karantæne eller kloakker?

I 1831 drog hele landet et lettelsens suk, da en kolerapandemi var gået uden om Danmark. I Tyskland, Østrig-Ungarn og England krævede koleraen omkring 100.000 menneskeliv. Til Paris nåede koleraen i 1832, og den tyske digter Heinrich Heine beskriver, hvordan epidemien indfandt sig midt i karnevalstiden. Harlekin blev et af de første ofre, og derfor troede folk først, at det hørte med til løjerne. Begivenheden gav Edgar Allan Poe ideen til gysernovellen Den røde døds maske.

Den røde døds maske

Pandemien nåede til Stockholm og endda til Malmø, og 12.600 svenskere omkom. De danske myndigheder gjorde karantænestationer klar på bl.a. Saltholm og iværksatte yderligere foranstaltninger ”til at forhindre Choleraens Indsnigelse i Landet”. Omrejsende ”Taskenspillere, Forevisere af Kunster, Dyr og Rariteter” fik forbud mod at drive deres virksomhed, og grænserne blev lukket for udenlandske håndværkssvende og andre Personer af den arbejdende Classe”.

Der blev indrettet karantænestationer, og lokale myndigheder skulle holde øje med, ”at Landalmuen holder sine Huuse indvendig reene og jævnligen udlufter dem”, samt at der ikke omkring husene fandtes ”stillestaaende og stinkende Vand” eller andre urenligheder, ”der opfylder Luften med skadelige Dunster”.

Der var dødsstraf for at trodse myndighedernes påbud. Heldigvis blev der ikke brug for de drakoniske forholdsregler. Koleraen holdt sig væk, og danskerne slap med skrækken.

Miasma eller kontagion?

Næsten 20 år gik der, før den anden pandemi ramte Europa. I sensommeren 1850 blev regeringen i København opskræmt ved nyheden om et udbrud af kolera i Bandholm på Lolland. Regeringen sendte en ung læge ved navn P.L. Panum (1820-1885) dertil for at inddæmme smitten.

I 1850 vidste ingen, at årsagen til kolera og mange andre sygdomme var en mikroorganisme. Der var to teorier om de smitsomme sygdommes årsag. Den ene skole mente, at f.eks. kolera, tyfus og mæslinger var kontagiøse – at de smittede ved berøring.

Kontagionisterne var dog et mindretal, og den fremherskende mening blandt Panums lægekolleger i København var, at epidemiske sygdomme skyldes miasmer. Ifølge miasmatikerne skyldtes sygdomsudbrud skadelige luftarter – miasmer – der opstod på lavtliggende, fugtige og urenlige steder og i stillestående vand. Den bedste beskyttelse var derfor rengøring, gadefejning, udluftning, dræning osv. Det var denne teori, der lå bag de forordninger, regeringen havde udsendt i 1831, og som nu blev hevet op af skuffen igen.

Panums karantæne

Panum hældede mest til kontagionismen, og det styrede hans indsats i Bandholm. Han aflagde besøg i de smittede boliger og konstaterede, at de fattige landarbejderfamilier levede i et ubegribeligt svineri. De lerstampede gulve lå under terræn og var plørede af indsivende regnvand og væde fra møddinger. Vådt arbejdstøj hang til tørre i stuen, vinduer kunne ikke åbnes. Kalken skallede af de fugtige vægge, der var sorte af skimmelsvamp. I de sygdomsramte huse lå døde og døende i deres egen afføring.

I alt 28 bandholmere var angrebet, og da Panum mente, at koleraen var ”contagiøs”, beordrede han de smittede isoleret. Da han var udrustet med vidtgående beføjelser, kunne han sætte de angrebne dele af den lille havneby i streng karantæne. Han beslaglagde et af byens bedre huse og indrettede nødhospital med særskilt børneafdeling. Så hyrede han lokale sygehjælpere, som fik forbud mod at nærme sig huse, der ikke var smittede. Han hyrede nogle karle som ligbærere og til at rense ud i huse, der havde haft smitten.

Panums karantæne gjaldt også ham selv. Han tog sig kun af de kolerasyge og lod den lokale læge om at passe de raske. Og hans strategi lykkedes: Der kom ikke flere tilfælde. Sygdommen var inddæmmet, og det første større udbrud af kolera i Danmark havde kun kostet 15 mennesker livet.

Frosset ud af kolleger

I en 80 sider lang artikel om udbruddet i Bandholm søgte Panum et svar på tidens store spørgsmål: Skyldtes udbruddet contagion eller miasma? Vi befinder os endnu 20 år før Robert Kochs og Louis Pasteurs første opdagelser af sygdomsfremkaldende bakterier, og Panum finder naturligvis ikke svaret. Han ser dog en

sammenhæng mellem sygdomsudbruddet og de uhumske forhold, de fattige landarbejdere og daglejere måtte leve i.

Regeringen tildelte Panum ridderkorset for hans indsats, men hans lægekolleger gav ham den kolde skulder. Lægen og medicinhistorikeren Julius Petersen skrev i 1898, at ”de ledende Lægeavtoriteter tog ham hans hensynsløse Karantæneforanstaltninger meget ilde op”. En, som også tog Panums karantæne ilde op, var digteren H.C. Andersen, som valgte at ignorere svineriet og armoden, da han skrev, at ”der var saa Deiligt derude paa Landet!”. Det var der muligvis også på Corselitze gods, hvor Andersen opholdt sig som gæst. Da Panum erklærede området i karantæne, nåede Andersen lige at slippe ud og skrev til sin kollega B.S. Ingemann i Sorø, at han ellers havde haft det så skønt, men ”jeg slap netop hjem før Spærringen mod Cholera! jeg troer nu ikke paa Afspærringens Nytte, og de Andre komme vel engang til samme Tro”.

Som en grim ælling blev Panum kanøflet af sine kolleger, og han måtte forlade sin stilling på Almindeligt Hospital på grund af sit ”graverende Kætteri”, fortæller Julius Petersen.

Kætteri

Da Panum i 1851 havde taget doktorgraden, rejste han til udlandet for at forske og undervise. I 1853 takkede han ja til et professorat i fysiologi ved universitetet i Kiel.

Det var ikke Panums behandling, kollegerne fandt kættersk, for der fandtes ingen behandling. Man kunne kun se magtesløst til. Og mens man ventede på døden og håbede på et mirakel, kunne lægen underholde den syge og de pårørende ved at gnide med kamferolie, terpentin eller brændevin, årelade eller sætte igler på tindingen, lægge kolde omslag på den feberhede pande og læske den syge med isvand og portvin.

Panums kætteri var karantænen og hans tvivl om miasmalæren. Panums kolleger havde foretrukket en hygiejnisk indsats med udrensning af de smittede huse, rygning med enebær, grundig gulvvask og nykalkning af vægge og lofter. Og så var der det politiske aspekt: Man var lige sluppet af med enevælden og havde fået den liberale Junigrundlov. Fri næring og handel var i højsædet, og karantæne ville være et politisk uacceptabelt indgreb i borgernes nyvundne frihed.

Kolera og kloakering

I 1851 nærmede ”den asiatiske kolera” sig igen. Lægen Emil Hornemann advarede om, at ”Kjøbenhavn er en meget skiden Bye” med forpestet drikkevand og med en hørm fra latriner og åbne rendestene, der nærmest inviterede koleraen indenfor. Han foreslog, at man snarest fik gennemført kloakering og en drikkevandsforsyning, der levede op til moderne standard. Også fra Polyteknisk Læreanstalt lød der forslag om et kombineret drikkevands- og kloakeringssystem, som man kendte fra moderne europæiske storbyer.

Københavns Magistrat sagde nej. Grundejerne skulle ikke have udgifter til kloakering eller tvinges til at acceptere kloakker på deres ejendom. En måned senere brød koleraen ud, og på få måneder døde 5.000 af byens indbyggere. På den baggrund kunne man tro, at der nu var fri bane for kloakering, men Magistratenstod fast: Man skulle ikke lede al den gode latrin ud i havnen. Tømning og udkørsel af latriner betød arbejdspladser, og salget af gødningen gav gode indtægter. Det blev et nej igen.

I 1856 opnåedes dog et kompromis: I de nye brokvarterer uden for de sløjfede volde kan der anlægges kloakker i forbindelse med nybyggerierne. I 1859 anlagdes byens første kloak på Nørrebro, og derefter gik det slag i slag.

Men kompromiset betød også, at der de første mange år ikke måtte installeres vandskyllende klosetter; der skulle fortsat tages hensyn til den latrinære industri.

Læs flere af Klaus Larsens historiske artikler:

Human selvantændelse

Hvide kitler - sorte lunger

Lægeautoriseret wellness i 1831

Da barberen var akutlæge

Kampen mod den navnløse synd

Jagten på en kræftkur anno 1855