Når landets medicinstuderende sætter sig i auditoriet og lærer om nervevæv, skeletsystem og indre organer, samt hvad den menneskelige krop ellers er rig på, sker det på et baggrundstæppe af, at de muligvis kommer i overskud.
I Finansministeriets egen mekaniske fremskrivning ventes udbuddet af læger således at overstige efterspørgslen med omkring 8.000 i 2035. Ikke desto mindre stiger optaget på medicinstudiet. F.eks. en stigning på 300 fra 2018 (ca. 1.550) til 2025 (ca. 1.850). Senest blev det i forbindelse med sundhedsreformen besluttet af øge optaget med 140 pladser i 2025 og 2026.
Det møder – gentagen – kritik fra bl.a. Lægeforeningen. Som Lægeforeningens formand, Camilla Rathcke, siger i artiklen her, så er der ifølge hende blevet optaget for mange på medicinstudiet – og der er behov for at skrue ned, særligt i København og Aarhus, alt imens, der bør skrues op for uddannelsesstillinger i hele landet.
Hidtil har ministeren afvist.
»Når jeg kigger på tallene helt nøgternt, så er medicinuddannelsen blandt de uddannelser med den laveste dimittendledighed. Der er ubesatte stillinger og speciallægestillinger. Så i dag står jeg ikke på sikker grund til at skrue ned på optaget på lægeuddannelsen«, sagde hun således til DR i december.
Men hvad med de medicinstuderende selv? Hvad tænker de om fremtiden som læge og den debat, der kører om antallet af netop dem, og historier om flaskehalse med at få I-stillinger og HU-stillinger for ad åre at kunne bruge sin uddannelse til at blive speciallæge?
Ugeskrift for Læger har besøgt Medicinerhuset på Aarhus Universitet for at spørge fem af dem.
Sarah Schanche har tænkt på, at hun gerne vil færdiggøre medicinstudiet på under den normerede tid. Så hun får tid til at forske. Så hun kun kan vise omverdenen – især dem, der ansætter – at hun kan det, hun sætter sig for. Så hun bliver den, der får i første omgang den I-stilling, hun gerne vil have.
»Det kan godt være, at det lyder dumt. Men jeg er også lidt desperat. Og måske er det det, der kan gøre en forskel«, siger Sarah Schanche, der altså blot er på medicinstudiets tredje semester og således en god del semestre fra jagten på I-stillinger.
»Jeg kan huske, at vi allerede på første semester snakkede om: ,Gad vide, om vi skal til at forske allerede nu i det speciale, vi tror, at vi måske en dag skal inden for?’. Det synes jeg er lidt vildt. Jeg kan også godt frygte, at det store optag kan forårsage, at man i højere grad prøver at få sig selv frem i stedet for at hjælpe hinanden til at blive de bedste læger, vi kan blive. Det får konsekvenser for os alle sammen, især patienterne«.
Hvilket speciale, 22-årige Sarah Schanche drømmer sig ind i, er »jo alt for tidligt at sige noget om, men anæstesi og neuro er vildt interessant«. Så måske er det det, hun sigter efter på medicinstudiet i Aarhus, hvor hun oplever en snak om frygten for fremtiden, der i perioder fylder overraskende meget. Om debatter i fora, hvor folk overvejer at droppe ud for ikke at spilde deres tid. Kan det svare sig rent faktisk at håbe på, at det bliver bedre? Skal man flytte til Norge? Onlinedebatter om en frygt for iskoldt at blive udnyttet som billig arbejdskraft i uklassificerede stillinger.
»Jeg frygter, at der ikke er en I-stilling til mig. Eller at jeg er nødt til at tage, hvad jeg kan få. Der er ikke nogen specialer, jeg på forhånd vil udelukke, og selvfølgelig kan en I-stilling inden for et speciale, der måske ikke er det, jeg drømmer om, give nogle almene færdigheder som patientkommunikation og patientkontakt, som jeg kan bruge senere. Men det vil virkelig ærgre mig at komme ind et sted, som aldrig har haft min interesse, og aldrig føle, at jeg når det punkt, som jeg har drømt om«.
Sarah Schanche er dog på ingen måde i overvejelser om at droppe studiet.
»Men jeg ville virkelig ønske, at jeg havde kendt virkeligheden, før jeg startede. Jeg har ikke hørt andet fra velmenende og uvidende mennesker end, at der mangler megamange læger i Danmark. Når jeg siger til folk, at jeg læser medicin, så er reaktionen også altid: ,Så er du da sikker på at få et arbejde bagefter’. Hvis jeg havde kendt virkeligheden, så havde jeg da i hvert fald reflekteret lidt mere over de andre muligheder, jeg ellers havde lukket ned for«.
Selv om hun stortrives på studiet og allerede har fået meget bedre forståelse for alt det, hun nogensinde har interesseret sig for – livet, menneskekroppen, kemi etc. – så mærker hun også konsekvenserne af et øget optag på medicinstudiet, som »ikke giver nogen mening, når man ikke åbner op for flere I-stillinger«. F.eks. på hendes kliniske ophold, som ud over at være skåret tidsmæssigt ned også for Sarah Schanche blev oplevet som, at de simpelthen ikke havde tid til alle de medicinstuderende.
»Det var meningen, at jeg skulle følge nogen, men endte den første dag med at stå en hel dag i det samme operationsrum, fordi der ikke var nogen, som tog ansvar. Ham, jeg fulgte med den sidste dag, spurgte mig, hvorfor jeg ikke havde lavet noget af alt det sjove? Og jeg fik også at vide, at jeg var velkommen til at komme tilbage for at prøve at være aktivt med til noget. Det er jeg megataknemmelig for, for det var en ret dårlig oplevelse«, siger Sarah Schanche, der ikke er optimistisk i forhold til, at situationen omkring I-stillinger og HU-læger er meget bedre, når hun om mange semestre er færdig.
»Nej, jeg tror langtfra, at problemet er løst, når jeg er færdig. Men jeg kan da kun håbe på, at det går i den rigtige retning. Bare en lille smule«.
Stine Høgh Hansen er frustreret. Vred. Står i en situation, hvor hun føler, at tæppet er blevet revet væk under hende. Hun er lige nu i et forskningsår (om hjertestop på intensivafdelingen) mellem niende og tiende semester på medicinstudiet på Aarhus Universitet og er således relativt tæt på et lægeligt arbejdsmarked, som er væsensforskelligt fra det, hun gik ind til, da hun startede på studiet.
»Jeg kan jo ikke tro på, at de er dumme, politikerne i Folketinget. Det er intelligente mennesker, så de er da udmærket klar over den her flaskehals, der opstår med det her enorme optag på medicinstudiet uden at tage højde for antallet af uddannelsesstillinger. Og så kan man godt blive helt spekulativ og konspiratorisk. Hvorfor? Er det fordi, de vil presse os ud i yderkanten, hvor der er brug for læger? Det er ikke den måde, vi skaber dygtige, kompetente læger, der har lyst til at gå på arbejde«, siger Stine Høgh Andersen.
»Og derudover, så sidder jeg nogle gange med veninderne og snakker om: Er det fordi, at det er blevet et kvindefag? Det er jo 70%/30% nu. Og at det derfor, ligesom så mange andre kvindefag i historien, mister værdi i den brede befolkning. Er det det, vi er i gang med at gøre ved lægefaget i forhold til en ubevidst kønsbias?«
Stine Høgh Hansens egen situation? Jobsikkerhed, god karriere og stabil indkomst var helt afgørende faktorer, da hun i sin tid tog fremtidsvalget mellem en kreativ branche og medicinstudiet. Og det er her, at førnævnte tæppe føles revet væk.
»Jeg frygter at skulle have lang tid på dagpenge eller ende i en I-stilling i et speciale, som jeg egentlig ikke rigtig er interesseret i, og skulle sidde og lyve til en jobsamtale, fordi jeg har brug for et job. Det bliver jo på nogle falske præmisser, fordi man kan blive desperat. Jeg er helt klart mere fleksibel geografisk, end jeg er i forhold til speciale, fordi jeg har ikke lyst til at være 40-50 år på et arbejdsmarked i noget, som jeg ikke synes er spændende«, siger Stine Høgh Hansen, der drømmer om et lægeliv inden for dermatologi eller plastikkirurgi.
Hun oplever, at bekymringerne fylder enormt meget blandt hendes medstuderende. Konstante strategiske overvejelser om hvorvidt man skal blive hurtigt færdig, forlænge studiet, tage et forskningsår? Mange, som allerede tidligt i bacheloruddannelsen lobbyer sig ind i specialer med arbejde i forening, frivillig forskning og en masse kurser. Ikke dårligt i sig selv. Men det fylder ifølge Stine Høgh Hansen for meget.
»Jeg har været tutor ad tre omgange, og når man så står der med en første semester-studerende, der udtrykker sin bekymring og allerede der tænker, at man nærmest skal vælge sit speciale, så er det jo helt skævt«.
Hun mærker i særdeleshed også konsekvenserne ved klinikopholdene.
»Det er faktisk noget af det værste. Vi bruger så meget tid og ressourcer på at prioritere at få de her klinikophold. Og så kan man bare mærke, at der ikke er plads til os. Hverken i det fysiske rum eller i hovederne på de læger, vi skal gå sammen med. Nogle gange ender de dage jo med, at man bare går rundt på et sygehus og leder efter en læge, der ikke har tid og ressourcer til en. Det er f.eks. også blevet sådan, at vi i nogle klinikophold skal gå to og to sammen, og det betyder bare, at den gave, det skal være at komme i klinik, slet ikke kommer igennem«.
»Jeg er i hvert fald glad for, at jeg stadig har tre år tilbage«, lyder det fra Juliane Nyhus.
For det betyder, at bekymringerne kan skubbes lidt væk, så de trods alt ikke fylder mere, end de gør for den 26-årige medicinstuderende og hendes studiekammerater. Men det betyder så langtfra, at de ikke er der, bekymringerne.
»Jeg er meget bekymret for, om der er en plads til mig, når jeg kommer ud. Jeg er bekymret for, om jeg ender med at tage en seksårig uddannelse for at skulle arbejde med noget andet, end det jeg ønsker mig, mens jeg venter på, at jeg kan arbejde mig frem til at blive speciallæge. Om der er nogle I-stillinger, og om jeg kan komme til at være i det område, hvor jeg ved, at jeg vil bo«.
Juliane Nyhus’ fremtidsdrøm er noget »lidt nørdet«, gerne noget forskningsrelateret og uden den direkte patientkontakt. Hun nævner interventionsradiologi som noget af det, hun finder allermest spændende. Præcis hvilket speciale, hun en dag havner i, er hun dog noget mere villig til at gå på kompromis med end den geografiske placering – som af familiemæssige årsager skal være i trekantområdet.
Men altså, trods bekymring, er hun ikke gået i panik og har tænkt mere alternative karriereveje end den klassiske speciallægevej. Hun har overvejet, om det på et tidspunkt kunne blive relevant med et forskningsår for at gøre sig selv mere attraktiv til den vej, hun vil gå.
»Men jeg tror simpelthen også bare, at jeg har så store forhåbninger til, at de når at finde en løsning, inden jeg er færdig. Lige nu tænker jeg, at det er en klassisk omgang af politikere, som ikke rigtig er ude, hvor det sker, og som har misforstået, hvad det egentlig er, der skal gøres for at få flere speciallæger. Og så har de i stedet skruet nogle helt andre steder«, siger Juliane Nyhus.
»Folk har generelt ikke forstået, hvad det er for en problematik, hvad det egentlig betyder, at vi mangler speciallæger, og hvad vi skal gøre ved det. Når jeg læser om det, så er der jo nogen, der siger, at vi slet ikke har et problem. Men jeg håber på, at ministeriet på et tidspunkt kigger reelt på, hvad det er, der mangler, og trækker beslutningen om flere medicinstuderende tilbage og finder en løsning, som rent faktisk uddanner flere speciallæger«.
På Aarhus Universitets medicinstudie har de et slogan: »Vi er fremtidens kolleger«. Altså, frem for rivaler med spidse albuer, der kæmper og positionerer sig frem mod de bedste pladser. Sådan er det stadig? Men bliver det ved?
Det er i hvert fald noget af det, Caroline Søndergaard frygter. Hun går selv på fjerde semester og er nyvalgt medlem i den lokale afdeling af FADL for på den måde at være med til at sætte – ekstra – fokus på konsekvenserne af det store optag på medicinstudiet, uden at uddannelsesstillingerne på arbejdsmarkedet følger med.
»Jeg tror, at det her kommer til at bidrage til en mere konkurrencepræget indstilling, som vi kender fra USA og England, og som ikke er særlig sund«, siger Caroline Søndergaard.
»Jeg tror også, at mange begynder at tænke meget mere strategisk tidligt i studiet i stedet for faglige interesser og evner for at få de uddannelsesstillinger, der er. I forhold til forskning og frivilligt arbejde og så videre. Og så mister det sit formål. Når man tager en ph.d.-grad, selv om man ikke er specielt interesseret i forskning, og det slet ikke er det, man egentlig vil. Det tager jo så pladser fra dem, som faktisk gerne vil. Så jeg er bange for, at vi risikerer at ødelægge systemet«.
Selv har hun blikket rettet imod hospitalsverdenen. Intet er naturligvis afgjort. Men kirurgien eller pædiatrien er noget af det, hun finder mest spændende.
»Men jeg har selvfølgelig ikke lyst til at låse mig fast på noget. Hvis de gør det så svært at få en speciallægeuddannelse på hospitalerne, så kan jeg jo blive tvunget hen i noget, jeg ikke har lyst til at specialisere mig i. Det er et stort problem med den form for indirekte tvang. Bare fordi, at der mangler praktiserende læger og psykiatere, så er det jo ikke ensbetydende med, at alle er egnet til at være den type speciallæger«, siger Caroline Søndergaard, der bestemt ikke vil afvise at søge mod Norge eller Sverige, hvis det ser helt sort ud, når hun engang forlader studiet.
»Det er farligt, hvis man tror, at de kan presse os til noget, som vi ikke vil. Enten så kommer der til at være en stædighed, hvor man måske søger mod andre lande, eller også får du læger, som ikke udfører deres job særlig godt, hvis de havner i noget, de ikke har lysten eller evnerne til«.
Caroline Søndergaard er – endnu – ikke gået i panik. Hun er trods alt fortsat blot halvvejs på bachelordelen.
»Jeg frygter, at man ikke gør noget ved det her problem i tide, men kan vel sige, at jeg vælger at tage det roligt og har forhåbninger til, at nogle forstår alvoren og faktisk håndterer det, hvis vi bliver ved at tale om det. Det er i hvert fald min meget optimistiske tilgang. De fleste her på studiet er ved at være klar over, at medicinstudiet og det at blive læge ikke længere nødvendigvis lever op til sit ry om jobsikkerhed og så videre. Jeg føler bare ikke, at omverdenen helt er klar over det endnu«.
Marcus Holm er en af de medicinstuderende, som drømmer om »nogle af de hotte specialer«. Almen medicin først og fremmest. Men det kunne også blive samfundsmedicin eller geriatri.
Han er netop startet på kandidatdelen af medicinstudiet i Aarhus, hvor han også selv oprindelig er fra – og da gerne så, at hans arbejdsliv også blev forankret. Men han forsøger også at holde et åbent sind og betragter sig selv rimelig fleksibel.
»Det er sådan lidt krystalkugleagtigt og kan være svært at forholde sig til fremtiden, når jeg først er færdig om tre år. Jeg tror, at man bliver tvunget lidt tidligere til at forholde sig til speciale og geografi, og det fylder meget i snakke på gangene. Om ens forestillinger er realistiske, og om man skal være karrierefokuseret allerede nu? Det fylder nok lidt mere, efter at jeg er startet på kandidaten, fordi vi er kommet det skridt nærmere og har mere berøring med sundhedsvæsenet og bliver spurgt ind til vores planer«, siger Marcus Holm.
»Jeg synes, at det er lidt skræmmende med tanken om, at problemet bliver værre i fremskrivningen, og at de store årgange begynder at blive pumpet ud nu. Så skal jeg lige lægge tre år til, før jeg er færdig – hvis de ikke får ændret noget. Når jeg hører udtalelser fra uddannelsesministeren [Christina Egelund], så virker det ikke til, at hun helt har forstået, hvordan systemet fungerer, og det er jo ikke så betryggende«.
Der er selvfølgelig den geografiske variation – at der nogle steder mangler læger, og at hvis man flytter langt nok ud, så kan man formentlig få det speciale, man ønsker. Især, hvis det gælder almen medicin. Det afføder for Marcus Holm allerede nu en del overvejelser om, hvor han skal bo i fremtiden.
Han oplever også en stor reklameindsats fra især Vestjylland og Sønderjylland med invitationer til ekskursioner for at se, hvad de egne har at byde på. Og periferisygehuse, der lokker med alskens ting som f.eks. fleksible arbejdstider, betalt transport, pendlerbusser, attraktive lokale områder med natur og så videre.
»Og der tror jeg virkelig, at de rammer ret meget plet«, siger Marcus Holm.
»Jeg kan huske, at man på et tidspunkt snakkede politisk om, at man skulle give lønforhøjelser for at flytte læger ud af hovedstadsområdet. Men det tænker jeg rammer helt forkert – i hvert fald for min generation. Det er ikke det, der betyder noget – selvfølgelig sagt fra et privilegeret sted, fordi det er en god løn til at starte med. Men det, der betyder noget, er muligheden for deltidsstillinger, betalt pendlertid, tid til familien og den slags«.
Så er det råd givet videre.
