Når lægen går tæt på: »Det er ikke patienterne, jeg er bange for. Det er STPS«

Nogle gange skal man som læge palpere bryster eller prostata. Foretage en eksploration, rektoskopi eller en gynækologisk undersøgelse. Andre læger rører stort set ikke deres patienter fysisk, men skal som led i udredning og behandling spørge ind til patientens seksuelle traumer eller lyster.

Læger går tæt på. Fordi det er nødvendigt, når arbejdet skal udføres ordentligt. Men ligesom patienten kan være i en sårbar situation, kan lægearbejdets særlige karakter gøre læger sårbare over for misforståelser eller anklager om krænkelser.

Senest har anklagemyndigheden tiltalt en speciallæge for blufærdighedskrænkelser, som tidligere omtalt i Ugeskrift for Læger. Selvom sagen endnu ikke er kommet for retten, har lægen fået forbud mod at arbejde og har måttet lukke sin klinik i længere tid, og en jurist i Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS) har skrevet til lægen, at der er begrundet mistanke om, at han »på grund af sygdom eller en afvigende personlighedsstruktur« er uegnet til at være læge.

Denne artikel vedrører ikke de konkrete anklager mod den pågældende speciallæge. Men læger fra flere forskellige specialer fortæller om, hvordan de bliver påvirket af sagen og af frygten for anklager om krænkelser og overgreb. De beskriver, hvordan de påvirkes af STPS’ fremfærd, som Lægeforeningens formand Camilla Rathcke har kritiseret for at være disproportional.

STPS-sagen har givet anledning til drøftelser mellem lægekolleger om forslag om mere defensiv medicin, videoovervågning af konsultationer og om at undgå at behandle særlige patientgrupper.

Defensiv medicin

Nogle af de læger, som i deres arbejdsliv kommer meget tæt på patienterne, er praktiserende læger, som for fleres vedkommende også er tæt på patienterne i deres eget fritids- og familieliv.

»Praktiserende læger er i en sårbar og udsat position«, siger Kim Agerholm Brogaard, der selv bor og arbejder som praktiserende læge i Aabenraa.

»Vi kan ikke arbejde anonymt. Det gør os sårbare, specielt i de situationer, hvor vi behandler psykotiske patienter eller patienter med truende adfærd. Eller når vi skal træffe upopulære beslutninger om noget så simpelt som lægeligt kørselsforbud. Man kan på et splitsekund blive kritiseret på et ofte tvivlsomt eller ikkeeksisterende grundlag og blive hængt ud i lokale grupper på Facebook«, siger han.

Kim Agerholm Brogaard har sin egen rutine ved fysiske undersøgelser af intime områder, som kan være grænseoverskridende for patienterne.

»Jeg har en god fornemmelse af, at mine patienter er trygge. Forud for intime undersøgelser fortæller jeg patienterne, hvad rationalet med undersøgelsen er, og hvad der skal ske, og så spørger jeg, om det er okay med dem – og det er det altid. Men når jeg hører om sager som denne, så kan jeg godt mærke en tendens til at gå i defensivt ,mode’. Man føler sig fristet til at gardere sig mere og for eksempel tage en sygeplejerske med ind til undersøgelsen«.

Men det kan ikke altid lade sig gøre, og ofte står lægen alene med patienten.

»Nogle gange er det sidst på eftermiddagen, sygeplejersken har fået fri, eller vi står i hjemmet hos en patient lørdag aften i lægevagten og skal foretage en indiceret undersøgelse. Så kan vi havne i situationer, hvor vi kan blive anklaget for noget, vi ikke har gjort, men hvor patienten måske kan føle, at vedkommendes grænser bliver overskredet«.

Når STPS med Kim Agerholm Brogaards ord optræder »aggressivt og fordømmende«, skaber det utryghed og usikkerhed blandt læger og medfører risiko for defensiv medicin. Til skade for patientsikkerheden og patienterne.

»Som praktiserende læger afviger vi ofte fra behandlingsinstruktioner og -vejledninger, fordi vi individualiserer behandlingen til den enkelte patient. Det kan for eksempel være som plejehjemslæge, hvor vi seponerer medicin af hensyn til svækkede patienters livskvalitet. Det er en af de praktiserende lægers kernekompetencer. Men en sag som denne kan blive den direkte årsag til, at vi ikke længere tør træffe de rigtige beslutninger for patienten, men i stedet træffer de ,rigtige’ beslutninger for STPS«, siger han og tilføjer:

»Taberne er patienten, lægen og sundhedssystemet. Vinderen er kamphunden STPS«.

Videoovervågning

Ketil Bjerregård er reumatolog med egen speciallægeklinik i Svendborg, og han mener, at STPS-sagen giver anledning til at overveje videoovervågning af konsultationer.

»Sådan en sag fører til utryghed for os. Jeg tænker selv, at videoovervågning kan være en løsning, som vil kunne beskytte os mod anklager om overgreb eller krænkelser. For patienterne vil det nok kunne være problematisk, men hvis det blev normen i alle lægepraksisser, og optagelserne blev gemt i et vist tidsrum på en server hos STPS, så kan patienterne måske vænne sig til det og acceptere det. Det ville i hvert fald kunne gøre os læger mere trygge«, mener han.

Ketil Bjerregård har ikke selv oplevet anklager om krænkelser, men det sker, at patienter bliver vrede, hvis han for eksempel modsiger dem.

»Jeg har oplevet, at enkelte patienter bliver vrede og måske ligefrem betragter det som et verbalt overgreb, hvis man som læge for eksempel stiller spørgsmål ved elementer i patienternes sygehistorie. I de situationer, som jeg her tænker på, er jeg glad for, at jeg ikke også havde gennemført en mere intim fysisk undersøgelse, hvor jeg for eksempel havde palperet halebenet, korsbenet eller senerne øverst på indersiden af låret. For så ville jeg måske have risikeret, at sådanne patienter desuden kunne have oplevet det som et fysisk overgreb«, siger Ketil Bjerregaard.

Thomas Qvist Barrett, der er øre-næse-hals-læge med egen klinik i Randers, siger, at hans speciale ikke er så udsat for anklager om krænkelser. De kommer kun tæt på patienternes hoved og hals. Men på trods af det, har STPS-sagen også givet anledning til drøftelser i oto-rhino-laryngologi-specialet om videomonitorering af konsultationer og tilstedeværelse af en ekstra person i konsultationslokalet. Han synes dog ikke, at forslagene er uden problemer.

»Videomonitorering virker voldsomt i og med, at mødet mellem læge og patient skal være fortroligt. Jeg kan være bange for, at video vil skade den fortrolighed«, siger han og fortsætter:

»De fleste speciallægepraksisser er forholdsvis små, og det er spild af ressourcer at have en chaperone til stede i konsultationen uden en faglig funktion«.

Thomas Qvist Barrett efterlyser proportionalitet hos de styrelser, som bedømmer lægernes arbejde. Han mener, at de bliver farvet af kun at se problematiske tilfælde.

»De her sager er eksorbitant sjældne. Det er lidt som at gå og frygte at få en meteor i hovedet. Der foregår hvert år millioner af patientkontakter i sundhedsvæsenet, som går godt, men i og med, at styrelserne kun beskæftiger sig med møgsagerne, kan de få et skævvredet billede af sundhedssektoren«, siger Thomas Qvist Barrett.

Han mener, at det er nødvendigt at diskutere, hvordan man som læge kan beskytte sig selv. Også selvom man ikke arbejder i et af de mest udsatte specialer.

»Det er min og flere kollegers opfattelse, at der er en vis forudindtagethed i styrelserne, og at de ikke er 100 procent neutrale, før der er faldet dom. Så derfor er vi nødt til at snakke om, om det er nødvendigt med video eller andre rutiner for at beskytte os selv. Jeg mener: Når jeg skal ud at køre, sætter jeg mig ikke ind i min bil og forventer at dø. Men jeg spænder alligevel sikkerhedsselen«.

Læring af shitstorm

Et af de specialer, hvor man kommer helt tæt på patienterne, er gynækologi og obestetrik. For godt et år siden kom landets gyn-obs´er og Dansk Selskab for Gynækologi og Obstetrik (DSOG) ud i en veritabel shitstorm med beskyldninger om en overgrebskultur hos både gynækologer og obstetrikere. Beskyldningerne, der var anonyme, fremkom på hjemmesider som godgu.dk og i både landsdækkende og sociale medier.

»Det virker meget voldsomt for os læger at blive anklaget for at have begået overgreb mod patienterne. For vi går jo på arbejde hver dag med den intention at hjælpe patienterne så godt, som vi kan«, siger ledende overlæge og formand for DSOG Annemette Wildfang Lykkebo fra Sygehus Lillebælt i Kolding.

Hun fortæller, at speciallægerne i gynækologi og obstetrik følte sig udsat for uretfærdige og generaliserende anklager. En hjemmeside som godgu.dk bragte knap 200 vidnesbyrd fra kvinder, som var foregået over en årrække. Og selvom der tilbage i tiden har været uheldige eksempler, foretages der i dag op til 1.000 gynækologiske undersøgelser om dagen, og patienttilfredsheden er generelt høj, siger hun.

Selvom anklagerne føltes uretfærdige, har forløbet givet anledning til læring.

»Vi har opfordret kollegerne til at lave en forventningsafstemning med kvinderne før en undersøgelse eller en fødsel. Vi kan jo let spørge kvinderne, hvordan de har det med at skulle undersøges, og om de helst vil have, at vi fortæller, hvad vi foretager os undervejs i undersøgelsen«, siger Annemette Wildfang Lykkebo.

Enhver undersøgelse kan føles som et overgreb, hvis man som patient ikke føler sig inddraget eller hørt, pointerer hun – selv en blodprøve. Men når man har med et følsomt, seksuelt organ at gøre, er risikoen for at komme til at overskride grænser udtalt.

»Vi skal som gynækologer og fødselslæger være særligt opmærksomme på at have patientens accept, for kvinderne blotter det allermest intime – for nogle kan det være grænseoverskridende bare at skulle have tøjet af «, siger Annemette Wildfang Lykkebo.

Hun kan være urolig for, at det seneste års uro og en sag som den aktuelle STPS-sag kan skræmme mænd væk fra specialer, hvor man går så tæt på, som man skal som gynækolog og obstetriker. Det er der bestemt ikke brug for. Foreningen af yngre gynækologer og obstetrikere (FYGO) har lavet kampagner for at trække mænd til, for hvor der for cirka 30 år siden var cirka fifty-fifty af de to køn, er 90 procent af de nyuddannede speciallæger i dag kvinder.

»Vi har brug for mændene, mænd og kvinder bidrager med forskelligt og supplerer hinanden godt«, siger Annemette Wildfang Lykkebo.

Men det er ikke uden problemer at være mand i et kvindedomineret speciale, hvor stadig flere kvinder nægter at blive undersøgt af mandlige læger. Der er kommet en ny blufærdighed over for nøgenhed, og det oplever blandt andet de mandlige HU-læger i almen medicin, som er på afdelingerne under deres uddannelse, fortæller hun.

»Vi oplever i stigende grad, at kvinder siger, at de ikke vil undersøges af en mand. Nogle vil ikke engang vise deres maveskind til en mand, hvis de skal skannes i forbindelse med en graviditet. Vi forsøger at imødekomme deres ønsker, men det kan ikke altid lade sig gøre. Blufærdigheden kan skyldes kvindernes kulturelle baggrund – ikke deres religion – men vi oplever også, at danske kvinder siger fra, også uden at der har været tale om en tidligere dårlig oplevelse eller et overgreb. Det gælder både ældre og yngre«, siger Annemette Wildfang Lykkebo.

Seksuelle traumer

Niels Christian Helm-Petersen arbejder som ansat speciallæge i psykiatri i en praksis i Aarhus sammen med to andre psykiatere. Som regel sidder han og patienterne og taler sammen uden fysisk kontakt med et kaffebord og flere meters afstand imellem dem. Til enkelte behandlinger er det dog en nødvendighed, at han for eksempel stetoskoperer patienterne.

Selv om psykiatrien ikke er et speciale med meget fysisk kontakt, føler Niels-Christian Helm-Petersen sig udsat, qua sit køn og sit patientklientel, som blandt andet rummer patienter med vrangforestillinger.

»Jeg har flere seksuelt krænkede patienter i forløb og har haft en hel del i årenes løb. En patient, der var krænket i barndommen, sad i starten af terapien konsekvent med sin taske foran brysterne, fordi hun følte ubehag, når jeg så på hende, mens vi talte sammen. En anden patient havde, da vi startede, ikke turdet gå til tandlæge i 15 år, da det gav hende mindelser om en voldtægt. Inden for psykiatrien er der større fare for, at patienterne misforstår situationer, for eksempel fordi de har en overføring, hvor følelsen af overgreb genopleves i behandlingen«, siger Niels Christian Helm-Petersen.

Efter STPS-sagen er kommet frem, har den givet anledning til stor uro og utryghed blandt læger, fortæller han. Og i dag er han bekymret for, at sagen kan føre til dårligere sikkerhed for både patienter og læger.

»Som læger skal vi selvfølgelig reagere, hvis vi har mistanke om fejlbehandling eller grænseoverskridende adfærd. Men denne sag kan måske afholde os fra at gøre det, vi er forpligtet til. Simpelthen fordi vi frygter, at STPS ødelægger kollegaens karriere og liv, selvom vedkommende senere viser sig at være uskyldig. Hvis eller når vi ikke har tillid til STPS, kan det i værste fald føre til, at reelle krænkere går fri«.

I Niels-Christian Helm-Petersens praksis har sagen givet anledning til, at lægerne har talt om, at deres erfaring er, at klagesager ofte kan opstå i de tilfælde, hvor de må afslutte en patient, som de ikke kan hjælpe mere. »Det er ofte følelsen af afvisning, som gør ondt og kan udløse klagen«, som han siger.

Han har hørt andre læger tale om, at de som følge af sagen vil »indføre defensiv medicin« for at beskytte sig selv; det kan være at stetoskopere uden på tøjet eller at undlade at se patienter med seksuelle traumer i bagagen.

»Vi skal passe på ikke at blive for bange, for så går det ud over patienterne. Det dur ikke at stetoskopere uden på tøjet, eller hvis vi ikke tør spørge ind til patienternes seksuelle problemer. For så kommer vi ikke i bund med det, og så kan vi ikke hjælpe dem«, siger Niels Christian Helm-Petersen og tilføjer:

»Det er ikke patienterne, jeg er bange for. Det er STPS«.

Læs mere

Lægeforeningen: Læger skal have krav på erstatning

Skarp lægelig kritik af STPS i krænkelsessag mod læge

De facto dømt på forhånd