»Jeg kan i og for sig godt forstå, hvad modstanden bunder i. For hvis man til daglig går rundt på en afdeling, hvor mennesker – også unge – er alvorligt syge og dør af en lidelse, så er det fristende at tænke, at det ville være godt, hvis sygdommen kunne findes på et tidligere tidspunkt, hvor man bedre kunne behandle og måske helbrede. Jeg forstår også godt, at forældre og politikere råber efter hjælp, når børn ikke trives. Jeg tror bare ikke, at det hjælper at flytte det, som kaldes mistrivsel, over i psykiatrien. Her frygter jeg, at det vil resultere i endnu mere overdiagnostik. Jeg vil gerne advare om, at overdiagnostik i sig selv skaber sygdom og lidelse og kan have alvorlige fysiske og psykosociale konsekvenser for den enkelte, samtidig med at det er til skade for både folkesundheden, sundhedsvæsenet og samfundet«, siger han.