Psykiatriplanen er landet: »Vi kan ikke blive ved med at lukke øjnene«

Vi gør det godt i Danmark på mange områder, blandt andet på hjerte- og kræftområdet. Det kan vi også på psykiatriområdet, siger vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, Helene Probst.

Sundhedsstyrelsens faglige oplæg til en tiårsplan for psykiatrien offentliggøres torsdag, hvor de med Helene Probsts egne ord sætter en ambitiøs retning for, hvordan man kan løfte området over de næste ti år.

Ud over godt 200 sider beskriver Sundhedsstyrelsen de problemer, som psykiatrien har, og som skal løses over de kommende ti år. Og det er ikke så lidt.

Der er i alt 37 anbefalinger. Og det er ikke sådan, at nogle af anbefalingerne ikke er væsentlige at få løftet, og man kan ikke bare plukke – det hele hænger sammen, forklarer Helene Probst.

»Med det faglige oplæg prøver vi at tegne tydeligt op, hvor stort behovet er. Det er et enormt stort sygdomsområde, og vi har nogle meget store problemer i vores håndtering af mennesker med psykiske lidelser«, siger Helene Probst.

Både Lægeforeningen og Dansk Psykiatrisk Selskab anerkender ambitionerne i styrelsens udspil. Selvom der ikke specifikt er fokus på flere speciallæger, hæfter Lægeforeningens formand Camilla Rathcke sig ved, at der er fokus på kapacitet i psykiatriplanen.

Mikkel Rasmussen, ledende overlæge i psykitrien og næstformand i Dansk Psykiatrisk Selskab, savner fokus på økonomien og den mere konkrete udmøntning. Begge peger de på faren for, at tiårsplanen bliver en sovepude - og derfor er det afgørende med konkrete delmål, der kan vise, at indsatsen går i den rigtige retning.

Dem vender vi tilbage til.

Helene Probst peger på, at mange mennesker i Danmark vil blive berørt af psykiske sygdomme, men samtidig mener hun, at både den regionale og den sociale psykiatri er mangelfuld, og at afstigmatisering er altafgørende.

»I dag gør vi det ikke godt nok. Fordi psykiske sygdomme er folkesygdomme, er det en trussel imod vores folkesundhed. Hvis vi ikke tager det alvorligt, og hvis vi ikke kommer i gang nu, får det konsekvenser for rigtig mange mennesker«.

Utilstrækkelig psykiatri

I oplægget er ordet »utilstrækkelig« nævnt 69 gange: utilstrækkelig forskning, faglig udvikling og prestige, utilstrækkelig indsats, utilstrækkelig sammenhæng og kontinuitet i indsatsen mellem sektorer.

Og Helene Probst betragter på mange måder psykiatriens indsatser for utilstrækkelige eller mangelfulde, siger hun.

»Vi ser en del faglige huller. Både i form af manglende indsatser og manglende kvalitet. Nogle steder har vi tilstrækkelige indsatser, hvor kvaliteten er utilstrækkelig. Der er ikke tværfaglighed, systematik, men i stedet uensartede tilbud. Andre steder mangler indsatserne, og der peger vi på den manglende indsats til børn og unge«.

Netop børn og unge er en central del af tiårsplanen. En række psykiatere og børne- og ungdomspsykiatere har i denne uge beskrevet i et debatindlæg i Ugeskrift for Læger, at der er brug for en national handleplan for børn og unges mentale helbred.

Mistrivsel nævnes i Sundhedsstyrelsens oplæg 130 gange, og den psykiske mistrivsel blandt børn og unge er et presserende problem lige nu, siger Helene Probst.

»Det faglige oplæg dækker mental sundhed og psykiske lidelser. Det er ikke sådan, at der nødvendigvis er en sammenhæng mellem psykisk sygdom og mistrivsel. Men der er et overlap. Vi kan se, at mental mistrivsel hos nogle børn er et tidligt tegn på en psykisk lidelse. Det kan være svært at afgøre. Men der skal være et tilstrækkeligt tilbud til de børn, som har psykiske symptomer, f.eks. angst, tegn på depression eller andre problemer eller tegn på, at de har det svært som f.eks. langvarigt fravær fra skole«.

Tilbud til børn

Der er ikke tale om børn, der mistrives i et par dage. Det er børn, som har langvarige problemer med mental mistrivsel, som ikke kan følge almindelige skolegang, og hvor der er store problemer i familien med at håndtere barnet, understreger Helene Probst.

Derfor foreslår Sundhedsstyrelsen i oplægget som en del af fem prioriterede områder blandt de 37 anbefalinger (se boks) at lave et lettilgængeligt tilbud af ensartet høj kvalitet i kommunerne til børn og unge med psykisk mistrivsel.

»Det er de børn, vi gerne vil håndtere. Nogle vil kunne hjælpes i et tilbud, andre børn kan fanges tidligere og få hjælp i børne- og ungdomspsykiatrien tidligere. De har i en lang periode ikke trivedes, og det er synd og har konsekvenser for familieliv og barnets mulighed for at få det bedre«.

Er der ikke en fare ved, at I blander børn, som fejler en alvorlig psykisk sygdom, sammen med børn, der »kun« mistrives?

»Der er ikke en fare for, at vi blander det sammen. Hvis vi sætter de rette fagfolk sammen, kan vi sørge for, at det er de rette børn, der kommer ind i børne- og ungdomspsykiatrien. Vi foreslår, at man bygger et tilbud op i kommunerne med én indgang, hvor børn, som har tegn på psykiske lidelser og har mistrivsel, kan komme hen og blive set og udredt, og at fagpersonen kan have en kontakt i børne- og ungdomspsykiatrien og kan få rådgivning. Der skal skabes et ensartet tilbud, hvor de rette tværfaglige kompetencer kan være til stede, så man kan lave en vurdering af barnet«.

Nogle psykiatere vil måske mene, at psykiatriens udfordringer også handler om psykisk syge hjemløse, misbrugere, mangel på sengepladser, svære psykiske sygdomme og dårligt arbejdsmiljø. Er børn lettere fordøjelige politisk, eller hvorfor dette fokus?

»En anden målgruppe af vores prioriterede områder er lige præcis dem, du nævner. Dem med de sværeste psykiske lidelser. Det handler om at styrke indsatsen i den regionale psykiatri, men det handler også om at styrke indsatsen i socialpsykiatrien. En forudsætning for at kunne løfte indsatsen for mennesker med de sværeste psykiske lidelser er, at vi får styr på, hvordan de skal behandles i forhold til deres misbrug. Det er afgørende, at vi får entydigt afklaret, at mennesker med svære psykiske lidelser og misbrug skal behandles i regionerne«.

Overgange imellem sektorer

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man laver forløbsbeskrivelser og får beskrevet, hvilken indsats der skal til for en person med f.eks. skizofreni.

Overgange imellem sektorer skal ske gnidningsfrit, og man skal sørge for, at man får overleveret, så patienterne ikke bliver tabt, mener Helene Probst.

»Vi anbefaler, at man opbygger specialiserede tilbud både i den akutte fase og i rehabiliteringsfasen i den regionale psykiatri«.

Mennesker med misbrug og socialpsykiatri skal altså have topprioritet, hvis man spørger Helene Probst.

»Vi skal sikre, at der er midlertidige pladser i socialpsykiatrien. F.eks. hvis man har været indlagt og skal udskrives, og der ikke lige er plads på et bosted. Der skal være et sted, hvor man kan blive udskrevet til. Der er generelt brug for et kvalitetsløft i socialpsykiatrien«.

Helene Probst påpeger, at 55 procent af de ansatte i socialpsykiatrien har en socialfaglig eller sundhedsfaglig uddannelse, så der er brug for rekruttering af de rette faglige kompetencer.

Tværfaglighed er vigtigt, og der skal være tilpas med sundhedsfaglige kompetencer.

»Vi har at gøre med svært syge mennesker, som meget ofte får medicin, hvor det er vigtigt, at man kan vurdere, hvis der er en forværring«.

Opgaveglidning?

Der er ikke konkrete tal på eller ambitioner om at hæve antallet af hoveduddannelser i psykiatri, men samtidig er der et stort fokus på kapacitet i rapporten.

I de seneste ti år har antallet af opslåede hoveduddannelsesstillinger ligget omkring 50, men i 2020 var antallet 70.

Hvordan sikrer man kapacitet uden at uddanne endnu flere speciallæger?

»Der er ingen tvivl om, at der er brug for flere ressourcer i form af flere sundhedspersoner med kompetencer. Der er behov for flere ressourcer for at kunne løfte kvaliteten. Men man kan ikke gøre det fra den ene dag til den anden. Det tager tid at uddanne speciallæger, sygeplejersker, fysioterapeuter og andre sundhedspersoner. Det skal gøres gradvist. Men der har været udfordringer med rekruttering og fastholdelse. Der er et fald i antallet af læger over årene på de offentlige sygehuse, og det er derfor, at vi peger på, at det skal være attraktivt at beskæftige sig med området. Vi skal styrke forskning og faglig udvikling. Vi har brug for mere viden, og vi har brug for at styrke fagligheden, så vi kan fastholde og rekruttere dygtige læger«.

Samtidig siger Helene Probst, at Sundhedsstyrelsen ikke kun har fokus på læger, men på mange faggrupper, der skal bidrage til at skabe mere luft og flere ressourcer.

Nogle læger har oplevet, at andre faggrupper som f.eks. specialpsykologer får mange af de spændende opgaver med samtaler og forløb, imens de skal agere pillekontor. Har I tænkt, at der skal ske endnu mere opgaveglidning?

»Det bliver en forsimplet diskussion at snakke om læger over for psykologer. Vi har tidligere haft mange arbejdsgruppemøder, hvor vi har talt om netop det. Men vi er nødt til at brede det ud og tale om tværfaglighed. Vi skal med udgangspunkt i patienten sikre en helhedsorienteret behandling. Der er både læger og psykologer vigtige. Men det er i høj grad sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter, der bærer psykiatrien mange steder, sammen med andre faggrupper. Og vi har brug for flere fysio- og ergoterapeuter og socialpædagoger«.

Der mangler dog beskrivelser af, hvem der gør hvad, påpeger Helene Probst.

»Da vi lavede pakkeforløb på kræftområdet, satte vi også fagfolk omkring et bord, og til en af mine første arbejdsgrupper havde vi både kirurger, almenmedicinere og onkologer med, og vi lavede nogle klare beskrivelser af arbejdsopgaver. Det skal vi også have i psykiatrien«.

Myriade af projekter

En række psykiatere foreslår finansiering på 4,5 milliarder kroner, er I enige i den udregning?

»Vi har set på de faglige behov i vores plan, og vi har ikke lavet sundhedsøkonomiske beregninger. Det ville være forkert af mig at sige, at det ene er rigtigt eller forkert. Men i vores faglige gennemgang kan vi se, at der er faglige huller, manglende indsatser og manglende kvalitet. Der mangler kompetencer, og det kan man ikke ændre på, uden der bliver tilført ressourcer«.

Helene Probst peger på, at der i de seneste mange år har været en stor mængde rapporter, projekter og analyser af psykiatriens udfordringer.

Hun kalder det en myriade af pilotprojekter. Alligevel tror hun, at tiden er kommet for, at psykiatrien rykker.

»Gennem mange år har der været gode intentioner, fordi udfordringerne er velkendte. Modsvaret har været at afsætte penge til projekter, men det har ikke resulteret i et fagligt strategisk løft over mange år. Vi er nødt til at komme væk fra skåltaler, puljer og pilotprojekter og komme ind på midten med klare målsætninger. Vi forsøger at sige tydeligt, at det er det, der skal til. Der er behov for en faglig udvikling, hvis vi skal løfte dette område«.

Tænker du, at det er nu eller aldrig?

»Der har været mange gode intentioner igennem årene, og mange af udfordringerne har været beskrevet. Nu har vi beskrevet dem tydeligt, og vi kan ikke blive ved med at lukke øjnene. Hvis vi ikke kommer i gang, har det alvorlige konsekvenser for folkesundhed og livskvalitet«.

Selskab: Der mangler tal

Økonomien – eller manglen på økonomiske bud på, hvad det vil koste at følge anbefalingerne – bekymrer Mikkel Rasmussen.

Han er ledende overlæge i psykiatrien i Vejle og næstformand i Dansk Psykiatrisk Selskab, og han var en af de psykiatere, der sammen med to psykiaterkolleger og sundhedsøkonomen Jakob Kjellberg i november fremlagde et overslag over, hvad det vil koste at give psykiatrien det nødvendige løft.

Prisen lød på 4,5 milliarder kroner om året, og det ville have styrket anbefalingerne, hvis de havde være ledsaget af et tilsvarende bud fra Sundhedsstyrelsen, mener han.

»Vi synes i Dansk Psykiatrisk Selskab, at der mangler nogle bud på den økonomi, der skal til – det ville, tror jeg, gøre den politiske behandling lettere, hvis der var sådan et grundlag. Men nu kan man så se vores investeringsplan som et supplement til det faglige oplæg«.

Mikkel Rasmussen er tilfreds med, at indsatsen for de sværest psykisk syge er blandt de fem anbefalinger ud af de i alt 37, der fremhævet som prioriteringer i anbefalingerne.

»Jeg er glad for at se, at det, der handler om kapacitet og sengepladser og de sværest psykisk syge, er skrevet frem i planen, som et af de første fokusområder i anbefalingerne – den placering har området ikke haft tidligere i forløbet, så der er sket en bevægelse. Og jeg synes, det er positivt, at prioriteringerne i anbefalingerne er blevet tydeligere, end vi tidligere har set det i udspil på psykiatriområdet«.

»Men det er stadig de store, brede penselstrøg, og vi mangler svar på, hvad der er de konkrete mål. Hvordan kan vi måle på indsatserne? Hvad er det for parametre, vi skal måle på for at se, om vi lykkes? Vi skal være meget faglig skarpe på, hvordan vi kommer derhen, vi vil – for eksempel når det handler om at skabe en sammenhængende indsats på tværs af sektorerne, for vi må se i øjnene, at det har været i fokus lige siden kommunalreformen i 2007, men at vi – trods samarbejdsaftaler og så videre – ikke er lykkedesmed at skabe en sådan sammenhæng. Så der er rigtig mange opgaver forude«, konstaterer Mikkel Rasmussen og peger på, at det er vigtigt, at der nu bliver lagt en solid plan.

Det ubehagelige og det dyre

Ideelt set skal der nu laves en klar prioritering af opgaverne med en tydelig tidsplan for implementering– ligesom man i sin tid gjorde med kræftplanerne, mener Mikkel Rasmussen.

»Det forestår et meget stort arbejde i at gøre indsatserne konkrete, og hvis det skal lykkes, skal der nedsættes et nationalt psykiatriråd, der kan holde et skarpt fagligt øje med indsatserne. Det er klart, at når man skal i gang med sådan en langsigtet indsats, hvor man både skal opbygge kvalitet og kapacitet på mange fronter, så bliver nødvendigt at foretage justeringer undervejs, men først må og skal vi have ro på systemet, og det kræver større kapacitet og blandt andetflere sengepladser samt flere hænder«, siger han.

Mikkel Rasmussen kalder det »meget ambitiøst at have både indsatser for mental sundhed hos børn og unge og psykiatrien med i samme plan«, og han håber, at politikerne holder fast i at prioritere de sværest psykisk syge.

»Regeringen vil meget gerne tale om børn og unge, mens man ikke er så meget for at tale om den psykisk syge hjemløse, der holder til ovre i hjørnet af parken, og som har et misbrug af alkohol eller stoffer. Det er ikke lækkert at tale om – og det er også billigere at tale om forebyggende børn- og unge-indsatser end behandling af svært syge mennesker, der bor på bosteder, har behov for intensivafdelinger og akutte aflastningspladser og tætte ambulante opfølgninger. Det er bare strengt nødvendigt også at se på det ubehagelige og det dyre – på de indsatser, vi har for de sværest psykisk syge«.

Og det er nu, politikerne skal leve op til mange års løfter og hensigtserklæringer, siger han.

»Jeg håber, at politikerne nu kigger hinanden i øjnene og siger til hinanden, at denne gang skal vi gribe ned i kagen og lave en reel plan – nu skal vi skabes fælles retning for alle grene af psykiatrien – uanset om det sker i kommunerne, regionerne, jobcentrene, primærsektoren eller alle andre relevante instanser. Der skal være en ambitiøs investering, så der skabes tid til den gode behandling og hjælp.Det er mit spinkle håb – der er en politisk vilje, det kan man mærke, men nu skal politikerne lytte til både patienter, pårørende og fagpersonerne og få landet en plan, der kan give psykiatrien et solidt og varigt løft«, siger Mikkel Rasmussen.

Fokus på kapacitet

Hos Lægeforeningen siger formand Camilla Rathcke, at hun overordnet er tilfreds med de elementer, der er med i Sundhedsstyrelsens oplæg.

»Vi synes, at oplægget tegner et ganske godt billede af en psykiatri, der er udfordret. Forudsætningen for at indfri de faglige ambitioner er dog, at kapaciteten sikres, hvilket oplægget også peger på. Men vigtigheden af dette kan ikke understreges nok. For vores vedkommende handler det om flere speciallæger, men det handler også om mange andre faggrupper, som skal spille sammen med hinanden om patienterne og deres forløb«.

Selvom der ikke specifikt er fokus på flere speciallæger, hæfter Camilla Rathcke sig ved, at der er fokus på kapacitet.

»Det er en grundlæggende forudsætning, at der er personale til at håndtere patienter med psykiske lidelser. Der skal kompetencer til at sikre, at borgere med psykiske lidelser og et behandlingsbehov bliver imødekommet«.

Tror du, at psykiatrien kommer til at rykke nu?

»Det skal den. Vores forventning er, at udspillet, som er politisk efterspurgt, og som ifølge sundhedsministeren skal danne grundlag for en investeringsplan til psykiatrien, bliver indfriet. Der kommer politiske forhandlinger og efterspil med fokus på at få lavet en bred aftale med afsatte midler, så vi kan komme i gang med temaerne, få lave konkrete mål, iværksat indsatser og løbende få evalueret på dem. Vi skal bruge den næste årrække på at løfte kapacitet og kvalitet«.

Synes du, at Sundhedsstyrelsen har for meget fokus på mistrivsel fremfor mangel på sengepladser og de mere tunge emner?

»Både Social- og Sundhedsstyrelsen har bidraget med vinkler i oplægget, og der har været stor politisk bevågenhed på børn og unges mistrivsel. Men Sundhedsstyrelsen beskriver selv, at personer med svær psykisk sygdom skal fylde som noget af det første, og det skal indsatsen for børn og unge også. Det taler ikke ind i bekymringen, at mistrivsel fylder for meget. Jeg hænger mig ikke så meget i opbygningen af rapporten og læser ikke kapitlerne som en prioriteret rækkefølge, men det er samtidig vigtigt, at det ikke strander ved mistrivslen. At politikerne ikke tror, at vi undgår psykisk sygdom, hvis bare vi sikrer trivsel. For så forstår man ikke grundtanken i, hvordan psykisk sygdom også udvikler sig, og at alt ikke kan forebygges ved at skabe bedre trivsel«.

Camilla Rathcke er samtidig bekymret for, at tiårsplanen kan blive en sovepude.

»Det er nødvendigt med en lang indsats over en længere periode, og modsætningerne skal omsættes til nogle konkrete delmål, som skal nås, følges og evalueres. Vores krav til kvalitet, sammenhæng og kapacitet skal indfries, så vi får skabt de forbedringer, der er behov for«.

Er planen konkret nok?

»Der er mange ting, den ikke kan være konkret på, fordi der skal skabes nogle løsninger i den praktiske virkelighed bagefter. Målsætningerne er heller ikke konkrete. Hvad vil det f.eks. sige, at vi oplever mindre mistrivsel? Tilsvarende er der mål for borgere med psykisk sygdom, beskæftigelse osv. Det skal omsættes til konkrete målepunkter og krav til kvaliteten, så vi kan følge og sikre, at målene bliver indfriet. Og derfor ligger der også et endnu større arbejde forude.«

Sundhedsstyrelsens faglige oplæg til en tiårsplan for psykiatrien kan findes her.

Læs også:

En velfungerende psykiatri? Det bliver 4,5 milliarder kroner om året, tak

Gadeplansteam: »89 procent udskrives direkte til gaden«

Dansk psykiatri er fuld af tidsrøvende bureaukrati

Der er brug for en national handleplan for børn og unges mentale helbred