Skip to main content

Støtten til Fredberg har fået et udtryk: »O Captain! My Captain!«

Et digt af Walt Whitman og en film med Robin Williams har fået en helt særlig betydning i sagen om fyringen af den ledende overlæge i Silkeborg
Et udpluk af profilbilleder fra Facebook på nogle få af de mange hundrede støttekommentarer til opslag om Ulrich Fredberg.
Et udpluk af profilbilleder fra Facebook på nogle få af de mange hundrede støttekommentarer til opslag om Ulrich Fredberg.

Kurt Balle Jensen

4. maj 2020
2 min.

Der er mange måder at vise sin mening på, og en helt speciel form for manifestation breder sig nu efter afskedigelsessagen i Silkeborg: Læger og ansatte fra andre faggrupper på Regionshospitalet Silkeborg opdaterer deres profilbillede på Facebook med et gult skilt med rød påskrift: »O Captain! My Captain!« som en hilsen til den fyrede ledende overlæge på Diagnostisk Center, Ulrich Fredberg.

»O Captain! My Captain!« er titlen på Walt Whitmans berømte digt fra 1865 om mordet på Abraham Lincoln. Mere kendt er digtet dog nok i dag for den ikoniske hyldest i filmen ’Døde Poeter Klub’, hvor en flok halvvoksne drenge viser deres opbakning til deres fyrede lærer, spillet af Robin Williams.

Bilkaravane

Historien om forbindelsen til ’Døde Poeters Klub’ startede på Regionshospitalet Silkeborg onsdag morgen. Hospitalsledelsen var kommet fra Viborg til Silkeborg for at mødes med lægerne om Fredberg-sagen, men lægerne have havde en overraskelse i baghånden. De afspillede sekvensen fra Døde Poeters Klub, hvor drengenes lærer efter fyringen er på vej ud af lokalet, men hvor den ene efter den anden af drengene stiller sig op på bordet med ordene: »O Captain! My Captain« som en hyldest til deres afskedigede lærer.

Efter at have vist hospitalsledelsen den berømte filmsekvens, forlod lægerne lokalet som led i en særdeles utraditionel og følelsesmæssig stærk protest. Nu lever protesten videre som profilbilleder på Facebook, og den kollegiale opbakning fortsætter på andre planer. Søndag middag gled en bilkaravane på 50 biler langsomt forbi Fredbergs hjem i Tilst ved Aarhus. Ud af mange af bilerne blev der rakt et skilt frem mod den tidligere ledende overlæge. På skiltene stod: »O Captain! My Captain!«

Mandag morgen var der sat et stort banner op over regionshospitalets hovedindgang med de samme ord.