Anmeldelse
Teateranmeldelse: Ibsens psykologisk skarpe beskrivelser af sorgens væsen fungerer stadig i 2020
Foto: Husets Teater
2. okt. 2020
3 min.
Alle karaktererne var mødt op til den første teateroplevelse for denne anmeldertrio siden nedlukningen i marts. Den glade og oprømte billetsælger, der havde nået at glemme koden til sin computer, det feststemte publikum og den vrede mand på første række, der hvæsede over lyset fra vores mobiltelefoner, da de blev sat på flymode, inden skuespillerne kom på scenen. Vi har savnet det hele – alt det tredimensionelle, der omgærder teateret. Men mest har vi savnet levende, sublim skuespilkunst, og vi gik sandelig ikke forgæves denne aften.
Jens Albinus og Signe Egholm Olsen var blændende som hhv. Frederik og Rita, forældre til den lille handicappede Eyolf, hvis sørgelige skæbne er omdrejningspunktet for stykket. Men også Frederiks sødmefulde lillesøster Asta og hendes kantede ingeniørtilbeder Bjarke gestaltes på fremragende vis af Asta August og Mikkel Becker Hilgart.
Det er tunge temaer, Ibsen serverer i Liv Helms’ bearbejdelse. Ved stykkets begyndelse har Frederik netop forladt sit livs projekt, at skrive en stor, tyk bog om ”det menneskelige ansvar”. Nu vil han i stedet tage sit eget menneskelige ansvar på sig. Et ansvar, der har Eyolf som sit naturlige centrum. Også Bjarke er optaget af store ideer. Han vil starte en større oprydning af forurenet jord, som skal plantes til med skov og er på frierfødder over for Asta. Men begge har gjort regning uden vært og bliver afsporet af livets ukontrollable elementer. Følelser af sorg, skyld og jalousi hvirvler rundt mellem de medvirkende og udstiller sjælens ubodelige ensomhed i en simpel og alligevel elegant koreografi. Og lille umælende Eyolf er selv i sit fravær konstant til stede bag en gennemsigtig væg fra dybet af det hav, der tog ham.
Hvorfor skal læger se dette stykke? Først og fremmest fordi stykkets tema, sorgens mange ansigter, er evigt aktuelt. Og så er det djævelsk godt spillet. At se koldstartet raseri iblandet afmagt på fire meters afstand kan noget helt særligt.
Særligt Ibsens psykologisk skarpe beskrivelser af sorgens væsen står stærkt og fungerer stadig i 2020. Det illustreres smukt – og grumt – hvorledes den ene sorg kan lægge sig oven på den anden og adskille to mennesker – Frederik og Rita – med to helt forskelligartede copingstrategier. Alligevel er der en slags håb om forsoning i stykkets udgangsreplik : ”Lad os ikke snakke mere om det. Lad os bare gøre det”. Tempus loquendi, tempus tacendi, som allerede de gamle romere sagde. Der er en tid til at tale og en tid til at tie.
Faktaboks