Skip to main content

»Vi får brændt hippocampus fint af«

Bo Jespersen er overlæge på Afdeling for Hjerne- og Nervekirurgi i Neurocentret på Rigshospitalet. I dag skal han operere en patient med epilepsi, og operationen foregår med laserstråler – en helt ny teknik, som kun foregår her.

Bo Jespersen opererer en patient med tindingelapepilepsi. Hjernevæv destrueres ved at varme det op over 45 grader med laserlys, som udsendes fra en sonde i hjernevævet. Foto: Claus Boesen.
Bo Jespersen opererer en patient med tindingelapepilepsi. Hjernevæv destrueres ved at varme det op over 45 grader med laserlys, som udsendes fra en sonde i hjernevævet. Foto: Claus Boesen.

Ditte Damsgaard, dd@dadl.dk

27. jun. 2022
05 min

6.00: Jeg vågner utilsigtet, som man gør i min alder. Jeg kunne ellers sove længere, når jeg nu bor tæt på RH. Tankerne begynder at cirkulere om dagens program, og så er det ikke muligt at sove igen.

7.30: Ankommer til RH og går direkte til patienten, som skal laserbehandles i dag. Jeg skal sikre mig, at patienten stadig er interesseret i behandlingen mod epilepsi, og jeg sætter efter reglerne et kryds på højre tinding for at give patienten mulighed for, inden han bliver bedøvet, at protestere, hvis det efter hans mening er den forkerte side.

8.00: Morgenkonference. De subakutte patienter, som faster, prioriteres. Vi gennemgår akutte patienter, som er kommet i løbet af døgnet.

8.30: Jeg går til operationsgangen, hvor patienten er ved at blive bedøvet. Patienten har en klassisk tindingelapepilepsi. Patienten er automekaniker og har som epileptiker påvirket korttidshukommelse. Laserablation (LITT) er den nye behandling, hvor hjernevæv destrueres ved at varme det op over 45 grader med laserlys, som udsendes fra en sonde i hjernevævet. Med en sandsynlighed på 60-70 procent håber vi, at vi får kureret epilepsien. Operationen foregår ved, at vi indsætter et kateter, som består af et lyslederkabel og et afkølingsrør udenom. Metoden har eksisteret i fem år. Det nye i teknikken er, at man har lavet så god plastik, at man kan opvarme laserkateter og køle med kølervæske, og at man kan måle temperaturer i magnetskanner. De små atomer spinner i magnetfeltet, og når temperaturen ændres, spinner de hurtigere, og det kan magnetskanneren fange og omsætte til en temperatur. Ved at trække kateteret 1 cm tilbage fra den første position kan man få en cylindrisk skade af vilkårlig længde. Så snart temperaturen er over 45 grader, opfører vævet sig ligesom æggehvide, der stivner. Og så dør det, og derefter rydder kroppen selv op.

Se video af operation med laserablation (LITT):

 

Ved den nye teknik er dybden ligegyldig, fordi det er uproblematisk at indføre kateteret hvor som helst i hjernen. Vi er vant til at stikke nåle ind i folks hjerner. Det vigtige er, at man ikke kommer til at rive et blodkar over. Jeg har før lavet masser af hippokampektomier. Men der er et stykke ind til den. Og den ligger helt oppe ad hjernestammen, så det er en halvfarlig operation. Laserbehandlinger er også lidt farlige, men når kateteret ligger godt, har vi styr på skaden ud fra magnetskanningen. Vi har ud af de 45 patienter ikke oplevet, at det gik dårligt, men vi ved, at det vil ske en dag. Vores store hjælp er den stereotaktiske teknik, som vi er dygtige til. Når vi har planlagt en skade, vi vil lave i hjernen, skal vi lægge vores kateter præcist ind, og der bruger vi denne gamle teknik fra 1930’erne. Vi spænder en ramme fast på hovedet, laver CT-skanning, hvor vi lokaliserer, hvordan rammen ligger i forhold til kraniet. Moderne computerprogrammer lægger CT-skanning sammen med magnetskanning, så vi får et koordinatsystem og kan indtegne, hvor vi gerne vil have kateteret til at virke. Operationen går fint, og vi får brændt hippocampus fint af.

11.45: Efter operationen trækker jeg bagvagtnummeret over til min telefon. Jeg er kommet til at dobbeltbooke og sætte en operation til på en vagtdag, hvilket er svært at koordinere, når operationsprogrammet er presset, og vagterne er sjældne. Jeg er nok bare dårlig til at planlægge mit liv. Heldigvis er vi gode til at hjælpe kolleger med at holde vagttelefonen. Som bagvagt styrer vi al neurokirurgi på Sjælland, øerne, Bornholm, Færøerne og Grønland og på Rigshospitalet. Der kan være mellem 1 og 20 opkald i timen, men denne vagt er fredelig. Neurokirurgi drejer sig meget om, hvad som ses på scanninger af hjernen, og det er genialt, at man kan sidde ved en computer og øjeblikkeligt se eksterne billeder. Da jeg var ung, måtte, alt som skulle CT-skannes, overflyttes til neurokirurgisk afdeling. Til gengæld kan vi blive adspurgt om alle slags små pletter og blødninger i hjernen.

12.20: Tilser LITT-patienten på opvågningen. Han er træt og taler. Føler, at hans hjerne fungerer, som den plejer, men det er naturligvis for tidligt at vurdere, om korttidshukommelsen er påvirket, ligesom vi jo først tør vurdere effekten af behandlingen på epilepsien, når der er gået lang tid. I dagvagten er der ellers de sædvanlige forespørgsler og overflytninger af ældre medborgere med kroniske blodansamlinger uden på hjernen, shunts, som muligvis er dysfungerende, etc. Jeg ser ingen voldsomme traumer, store inkarcerationstruende hjernesvulster eller subaraknoidalblødninger.

16.00-16.20: Vagtoverlevering.

17.00: Jeg når lige en presserende viceværtsopgave: at lukke ned for centralvarmeanlægget pga. sommer. Som vicevært har jeg et rum i kælderen proppet med ting, ligesom min lejlighed og sommerhus. Jeg er samler – derfor har jeg i dag et blåt øje, fordi jeg faldt over en bunke med ting, jeg har samlet, og slog mig på nogle bjælker. Jeg samler på metal, træ, sten, tekniske ting, gamle hospitalsapparater. Når der er en skrue, der mangler til den stereotaktiske ramme, kan jeg helt sikkert finde en skrue. Jeg kan også finde på at bygge ekstraudstyr og svejse en holder til rammen.

18.00: Jeg spiser aftensmad, takeaway, med kæreste og efternølersøn på syv år på Vesterbro. Vi leger fangeleg bagefter. Efter en enkelt opringning fra bagvagten lægger jeg mig til ro. Det tegner til at blive en meget fredelig vagt, men …

2.33: Bagvagten ringer om 53-årig mand med malign melanom-sygdom og et recidiv af en hjernemetastase. Der er kommet tiltagende blødning fra metastasen, og patienten er nu somnolent, og nattens CT-skanning viser voldsom massepåvirkning. Hjernen er presset kraftigt mod venstre. Patienten er inkarcerationstruet. Selvom prognosen er dårlig, er det oplagt, at patienten ikke skal opgives, da han er ung og ikke har yderligere disseminering, og overflytning fra lokalsygehuset aftales. Det er umuligt at falde i søvn efter sådan en tankevirksomhed, og jeg ser noget YouTube-video af en reparation af en 28 år gammel Audi, inden jeg falder i søvn.

6.30: Patienten er ankommet. Vi beslutter at udskyde operationen til dagstid halvanden time senere, fordi patienten er stabilt dårlig, og operationen ikke er let, da tumor ligger op ad mediakarrene. Jeg opererer patienten i starten af dagsprogrammet.

Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen