Er det skadeligt for par, der oplever graviditetstab, at deltage i forskning?

I Ugeskrift for Læger 4/2025 kunne man læse læge, ph.d.-studerende og tidligere projektdeltager Christian Patrick Jauerniks samt professor Øjvind Lidegaards perspektiver på den igangværende forskning i årsager til graviditetstab, bl.a. i form af det danske studie Copenhagen Pregnancy Loss (COPL) på Hvidovre Hospital, Herlev Hospital, Nordsjællands Hospital – Hillerød, og Odense Universitetshospital. De udtrykker begge skepsis over for undersøgelser af årsagen til graviditetstab og frygter, at udredning medfører skyld og bekymring hos par, der oplever at tabe en ønsket graviditet. De konkluderer begge, at beskeden »prøv igen« er at foretrække. Denne konklusion er, med vores erfaring fra samtaler med mange tusinde par, der har oplevet graviditetstab, ikke repræsentativ for patientgruppen, og vi ønsker derfor at bidrage med et bredere perspektiv til debatten.

Det er velbelyst, at graviditetstab, for nogle par, har vidtrækkende konsekvenser: Kvinder har en forhøjet risiko for depression, angst og PTSD [1] uanset fosterets gestationsalder [2], og mange mænd er tillige påvirket af sorgen og anser tabet som en væsentlig livsbegivenhed [3]. Psykolog Emily Koert har ved kvalitative interview med par, der har oplevet gentagne graviditetstab, undersøgt deres oplevelse af behandlingen i det danske sundhedsvæsen. Det konkluderes fra hendes undersøgelser, at der er uoverensstemmelse mellem parrenes ønsker og behov og det nuværende tilbud til par, der oplever graviditetstab [4, 5]. Et resultat, der ikke harmonerer med Øjvind Lidegaards og Christian Patrick Jauerniks synspunkter. Emily Koert beskriver, at mange par udtrykker frustration over den manglende opfølgning, og at parrene efterspørger adgang til tidligere udredning, anerkendelse fra sundhedssystemet og tættere opfølgning i en kommende graviditet.

Vi har igennem COPL-studiet og vores arbejde i patientforeninger på nærmeste hold oplevet deltagernes interesse og taknemmelighed for at indgå i studiet. En interesse, der også afspejles i en deltagerrate på mere end 75% blandt alle adspurgte kandidater. I perioden marts 2021 til april 2022 spurgte vi 334 kvinder og 235 mænd ved et opfølgende besøg 4-8 uger efter tabet, hvilken indflydelse deltagelsen i COPL havde haft på deres samlede forløb. På en Likert-skala fra 1 (»meget negativt«) til 10 (»meget positivt«) svarede kvinderne i gennemsnit 8,4 (SD: 1,6) og mændene 7,9 (SD: 1,9) til spørgsmålet. Vi undersøgte desuden, hvad der havde motiveret parrene til deltagelse, hvortil både mænd og kvinder angav »at bidrage til forskning om graviditetstab« som vigtigste faktor (gennemsnit 9,4 for kvinder og 9,2 for mænd). Derefter var motivationsfaktorerne: 1) at få svar på kromosomanalysen af fosteret (gennemsnit 8,9 for kvinder og 8,6 for mænd), 2) at få et opfølgende besøg (8,6 for kvinder og 8,0 for mænd) og 3) at have mulighed for ekstra kontakt m.v. (8,2 for kvinderne og 7,7 for mændene). Vigtigst af alt viste det sig, at 99,8% af kvinderne og 99,1% af mændene ville deltage igen, såfremt de oplevede endnu et tab.

Disse tal er langt fra den oplevelse, Christian Patrick Jauernik beskriver i sit debatindlæg, og indikerer tydeligt, at hovedparten af par, der har deltaget i studiet, har haft en positiv oplevelse. Selvfølgelig kan nogle deltagere have en anderledes oplevelse, og det er en effekt, der også ses i andre studier. Det er i den forbindelse vigtigt at understrege, at der er tale om et studie og ikke, som nævnt i teksten af Christian Patrick Jauernik, et screeningsprogram.

COPL-studiet har på flere parametre allerede været en stor succes. Takket være et tæt samarbejde med hospitalsafdelinger, praktiserende gynækologer og patientforeninger har der været stor tilslutning fra patienterne. Denne store opbakning må antages at bunde i et fælles ønske om at forbedre vores kliniske håndtering af par med graviditetstab. Dette indebærer ikke nødvendigvis omfattende undersøgelser til alle i fremtiden, men i det mindste en evidensbaseret forståelse af patofysiologien bag den hyppigste komplikation i reproduktion.