Hvad definerer, at sygdom er et vilkår?

I en kronik i Ugeskrift for Læger argumenterer overlæge og professor i gynækologi og obstetrik, Øjvind Lidegaard, for, at »spontane aborter er et reproduktivt vilkår, vi må indstille os på og være taknemmelige for« [1].

Vi spørger i dette indlæg: Hvem eller hvad afgør, hvad der er et vilkår, og hvad der er sygdom?

Grundlæggende er det sundhedsvæsenets opgave at gøre op med naturens vilkår. Desuden er der utallige eksempler på, at dygtige og dedikerede læger og forskere har aftvunget naturen sine hemmeligheder til gavn for mange. Det er lidt over 100 år siden, at insulinbehandling af diabetikere blev påbegyndt. Det har betydet millioner af ekstra gode leveår – en historie de fleste danskere kender og er stolte over. Brystkræft har markant lavere dødelighed i dag end for 25 år siden, fordi dybdegående forskning identificerede undertyper, der skal behandles forskelligt. I begyndelsen af 1990’erne blev intracytoplasmatisk sædcelleinjektion opfundet, hvilket har muliggjort, at hundredtusindvis af mænd, der producerer meget få sædceller, er blevet fædre. Et reproduktivt vilkår er blevet ændret.

Der mangler viden om kvinders sundhed og sygdom. Fra et ligestillingsperspektiv er det vigtigt, fordi kvinder lever 25% mere af deres tid med sygdom, og fordi 75% af kvinders sygdomsbyrde ligger før pensionsalderen [2]. I Danmark er der lige nu et intensiveret fokus på præcis dette. I slutningen af 2024 stiftede fire politikere på tværs af partier Alliancen for Kvinders Sundhed, som har fået en forrygende start med et overtegnet arrangement på Christiansborg og mere end 5.000, som har meldt sig ind i eller støttet alliancen. Ud over folketingspolitikere har både regionale og private organisationer fokus på dagsordenen. Der efterlyses handling, og ved de forskellige arrangementer er det blevet diskuteret, at der er behov for at gøre op med tidligere opfattelser om, at det, der rammer kvinder, er naturens gang – et livsvilkår. Der er stor interesse fra både private og offentlige aktører til at bryde med de traditionelle opfattelser af vilkår, og der brænder en ild på tværs af miljøer til at accelerere vejen til behandling – også af de sygdomme, der rammer kvinder.

Derfor er det vigtigt at bryde den narrativ, som Øjvind Lidegaard tegner. Nemlig, at der ikke er behov for at studere graviditetstab, da 99% alligevel aldrig vil kunne forebygges eller behandles. Konklusioner baseret på mangelfulde registerdata og en negligering af forskningsmuligheder samt eksisterende litteratur om genetik og graviditetstab.

Copenhagen Pregnancy Loss (COPL)-projektet er en dybdegående undersøgelse af graviditetstab, som det blandt andet efterspørges i The Lancet Miscarriage Series [3] og i European Society of Human Reproduction and Embryology Guideline for Recurrent Pregnancy Loss [4]. Øjvind Lidegaards hypoteser om, hvilken biologi der gemmer sig bag de 40% euploide graviditetstab, vil derfor kunne af- eller bekræftes i den nærmeste fremtid.

I lyset af Øjvind Lidegaards kronik er det mindst lige så interessant, hvad der gemmer sig blandt de aneuploide tab, som beskrives som værende et reproduktivt vilkår, som parret og samfundet skal være taknemmelige for. Det er ikke utænkeligt, at der kan udvikles behandlinger, der kan nedbringe forekomsten af aneuploide graviditetstab [5]. Her er genetisk fuldsekventering afgørende og samtidig dybt interessant for en basal forståelse af livets oprindelse, og derfor kan vi ikke afgøre, om det er dyrt. Som med al anden forskning vil det først kunne afgøres i fremtiden.

Med økonomiske briller er det vigtigt at nævne, at COPL-projektet ikke kun kortlægger graviditetstab. Det vil også give yderligere indsigt i blandt andet adenomyose, endometriose, polycystisk ovariesyndrom, DNA-fragmentering i sæd og infertilitet.

Hvorvidt graviditetstab er et reproduktivt vilkår må komme an på en grundig videnskabelig granskning. Lad os derfor bibeholde den akademiske nysgerrighed!